På fredag skal jeg på Kifak med en lesbisk veninde, der lige er blevet single. Men det er egentlig sagen uvedkommende. At hun lige er blevet single, forstås.
Jeg har været på Kifak før. Mange gange. Og hver gang glæder jeg mig betydeligt, inden jeg skal af sted. Og hver gang tager jeg derfra med nogenlunde samme bitre smag i munden: Noget med at være kød. Så måske er smagen mere umami.
Til såkaldt lesbiske læsere uden for hovedstadsområdet bør måske nævnes, at Kifak er homodisko - arrrh, -disko er nok så meget sagt - i Kødbyen. Det er Sabaah (forening for etnohomoer i København - sagt med al kærlighed og respekt), der står bag Kifak. De kalder det et 'kulturelt sted i Kødbyen'.
Men altså. Fredag er der lebbefest på Kifak, Kødbyens kulturelle sted (for etno-lebber og alle, der er til brunetter. Ja, jeg reducerer lige alt til et spørgsmål om hårfarve).
Det udspiller sig sandsynligvis sådan her:
Vi sidder nogle stykker og drikker øl et sted. Nok ikke Vela. Eller måske Vela. Måske Vela, ja. Eller måske bare hjemme på min Vesterbro-altan. Man ved det ikke. Vi hygger os og taler sammen og kan høre, hvad der bliver sagt, fordi jeg kun tør spille relativt lav musik med åben altandør.
Vi ser på uret. Bryder op. Cykler mod Kødbyen. Snakker stadig. Og lytter. Fordi vi kan høre, hvad der bliver sagt.
Vi ankommer til Kødbyen. Og Kifak. Kødbyens kulturelle sted. Vi går gennem indgangsdøren. Havner i et inferno af garderobekø og sygt, sygt unge lebber, der får mig til - med mine 30 år - at føle mig gammel, grænsende til pædofil. Og langhåret. Det er ikke velanset at være langhåret lebbe i byen. Alle andre steder er det. Men i byen er man naturligvis heteroseksuel, hvis man har hestehale. Naturligvis.
Nå men så står man der. Og det er ikke et tilfælde, jeg skriver 'står'. Der er nemlig kun siddepladser til ca. ti lebber på Kifak. Og det er så sandelig de samme ti lebber, der sidder der all night long, som Lionel Richie siger. For lebber spærrer pladser. Men store dumme dynejakker og Jan Sport-rygsække.
Så der står man så. I sine høje heteroseksuelle hæle. Og bliver nedstirret. Eller opstirret. For med 175 cm + de otte kunstige cm, der sidder på skoene, er man by far højeste kvinde i lokalet. Lebber er ret små. Men mere om det en anden gang.
Og man taler ikke sammen. Ikke at man ikke gerne ville. Men dels er musikken så altoverskyggende høj, at det er umuligt. Dels er det virkelig svært at finde på noget at sige, når man har en følelse af, at det er meget vigtigt at se ud som om man morer sig samtidig. Fordi alle kigger på alle. Alle. Kigger. På. Alle.
Og så tager man hjem.
Jeg har været på Kifak før. Mange gange. Og hver gang glæder jeg mig betydeligt, inden jeg skal af sted. Og hver gang tager jeg derfra med nogenlunde samme bitre smag i munden: Noget med at være kød. Så måske er smagen mere umami.
Til såkaldt lesbiske læsere uden for hovedstadsområdet bør måske nævnes, at Kifak er homodisko - arrrh, -disko er nok så meget sagt - i Kødbyen. Det er Sabaah (forening for etnohomoer i København - sagt med al kærlighed og respekt), der står bag Kifak. De kalder det et 'kulturelt sted i Kødbyen'.
Men altså. Fredag er der lebbefest på Kifak, Kødbyens kulturelle sted (for etno-lebber og alle, der er til brunetter. Ja, jeg reducerer lige alt til et spørgsmål om hårfarve).
Det udspiller sig sandsynligvis sådan her:
Vi sidder nogle stykker og drikker øl et sted. Nok ikke Vela. Eller måske Vela. Måske Vela, ja. Eller måske bare hjemme på min Vesterbro-altan. Man ved det ikke. Vi hygger os og taler sammen og kan høre, hvad der bliver sagt, fordi jeg kun tør spille relativt lav musik med åben altandør.
Vi ser på uret. Bryder op. Cykler mod Kødbyen. Snakker stadig. Og lytter. Fordi vi kan høre, hvad der bliver sagt.
Vi ankommer til Kødbyen. Og Kifak. Kødbyens kulturelle sted. Vi går gennem indgangsdøren. Havner i et inferno af garderobekø og sygt, sygt unge lebber, der får mig til - med mine 30 år - at føle mig gammel, grænsende til pædofil. Og langhåret. Det er ikke velanset at være langhåret lebbe i byen. Alle andre steder er det. Men i byen er man naturligvis heteroseksuel, hvis man har hestehale. Naturligvis.
Nå men så står man der. Og det er ikke et tilfælde, jeg skriver 'står'. Der er nemlig kun siddepladser til ca. ti lebber på Kifak. Og det er så sandelig de samme ti lebber, der sidder der all night long, som Lionel Richie siger. For lebber spærrer pladser. Men store dumme dynejakker og Jan Sport-rygsække.
Så der står man så. I sine høje heteroseksuelle hæle. Og bliver nedstirret. Eller opstirret. For med 175 cm + de otte kunstige cm, der sidder på skoene, er man by far højeste kvinde i lokalet. Lebber er ret små. Men mere om det en anden gang.
Og man taler ikke sammen. Ikke at man ikke gerne ville. Men dels er musikken så altoverskyggende høj, at det er umuligt. Dels er det virkelig svært at finde på noget at sige, når man har en følelse af, at det er meget vigtigt at se ud som om man morer sig samtidig. Fordi alle kigger på alle. Alle. Kigger. På. Alle.
Og så tager man hjem.
Dear god, hvor har du bare ret. Øv. Kifak mig i røven. Nej, OK, hellere noget andet mig i røven.
SvarSletHellere omtrent alt andet i røven end Kifak.
SletPS. Jeg har (ki)faktisk altid ret.
Ja, nu har jeg læst alle (!) dine indlæg på bloggen siden i går, og jeg ser at du har ret i at du altid har ret. Vilderen.
SletJeg har (også) ret, når jeg siger, jeg altid har ret.
Slet