Nogle gange er det bedste, man kan gøre for sig selv, at læse et par popsangtekster. Hvem bliver ikke et rigere menneske af sproglige perler som fx dette uddrag af teksten til KESIs "Ku' Godt": "Hun ser så godt ud, at jeg har svært ved at holde mig tilbag', snottud, selv uden makeup har hun flot hud, hun har hel' pakken, du ved, postbud. Og se hendes vilde stiletter, hvordan de passer, se de vilde stænger, hun er Medina-lækker, ik' en af dem man lige glemmer" Postbud? Ja okay. Eller hvad med et uddrag af "Starships" med Nicki Minaj, som jeg er mere fan af, end jeg ønsker at være ved. Lidt som med Barbie. Og dukkehuse:
"Jump in my hooptie hooptie hoop - I own that. And I ain't paying my rent this month. I owe that." Åh, Nicki.
Endnu en indholdsrig og alligevel indholdsløs weekend down the drain.
Fredag var planen, at en af to dejlige homomænd-hvis-navn-begynder-med-M i mit liv skulle kigge forbi efter fyraften. Bare lige til et glas og lidt håndværkerhjælp. Der sad vi så. Kæmpede os massivt hurtigt igennem første flaske rød, tog hul på nummer to, og så skrev den anden dejlige-homomand-hvis-navn-starter-med-M en sms.
"Hvad laver du i aften?"
Hvilket - som alle ved - ikke er en nysgerrig interesseret forespørgsel til mit liv men kan oversættes direkte til: "...skal vi lave noget sjovt?"
Jeg skrev, at jeg hang ud med den-ene-M., men at den-anden-M. var velkommen (jeg kan allerede mærke, at det her bliver besværligt).
M. og M. har i øvrigt været i seng med hinanden flere gange. Faktisk er jeg i tvivl, om eneneste af de homomænd, jeg kender, ikke har været i seng med resten. Jeg tænker lige. Jo. Jeg tror, jeg er kommet i tanker om to, der ikke har været i bukserne på hinanden. To. Ellers har alle. Imponerende.
Så M. kom forbi. Han havde også en flaske rød med. Vi fandt yderligere en halv flaske i mine gemmer, så X-Factor. Ledte og søgte og fandt en åben posevin fra min indflytterfest (M.: "Det bliver vist aldrig for gammelt"). Og så skulle vi lige ned og lufte homohunden. Allerede mere beduggede end planen var.
Livslebben var 'ude at drikke en enkelt øl' med sin bedste ven (hvilket jeg efter halvandet års parforhold så småt har lært at afkode som 'kommer hjem klokken fem om morgenen med heftig spritånde og stor kærlighed'. Det er sødt nok, når bare man ved det.)
På gåturen med homohunden kommer vi forbi bodegaen, hvor jeg og Livslebben tidligere har tilbragt en herlig fredag. Og vi bliver enige om lige at smutte ind til en enkelt. Hunden er jo velkommen, ved vi fra tidligere.
En enkelt bliver til to og tre. Der er ret fint på usselhedsmåden henne på Enghavekroen. Der var et selskab af - jeg skyder på 16-årige - hvoraf jeg tror, flere var lebber. Eller også hvilede de bare fint i løs skaterstil og hue indendøre. Hvem ved. Det var ret fint at observere. Jeg bliver altid så sært vemodig, når jeg ser unge feste på den måde. Fordi de ser så frie og glade ud. Meget friere og gladere, end jeg var, da jeg var 16. MY GOD).
Og pludselig var klokken en milliard, Livslebben ankom godt bedugget i taxa, vi drak en enkelt øl mere med mændene, tog afsked og brugte så ellers lørdag på tømmermænd.
Dog havde jeg middagsaftale med homoerne i går (det står der faktisk ordret i min kalender, når jeg mødes med det slæng: "middag med homoerne"). Så op og i bad, af sted til nørrebro til en aften i selskab med et meget diverst otte-personers-crowd af bøsser, lebber, bi'er, q'er og en enkelt undertalsheterohøne.
Vi nåede både at snakke om blodpik vs. kødpik (OMG, har aldrig hørt de begreber før og associerer stadig lidt julemad, når jeg tænker på det), om hvorvidt 'nogen egentlig nogensinde taler om ydre skamlæber', og naturligvis om hvorvidt det er ok at portrættere/parodiere minoriteter, og hvordan man i slige fald bør bære sig ad.
Jeg var hjemme før to. Og jeg har ikke tømmermænd. Men jeg er godt nok sulten.
Det her lesbiske hjem kan man kende på, at man aldrig mangler mascara (den anden har altid en, man kan bruge), og at man altid mangler tamponer (man regner altid med, at den anden har sørget for at indkøbe den slags fornødenheder).
Så det.
Nå jo. Hvis man bliver i tvivl, om man nu også er i det rigtige lesbiske hjem, kan man altid lige tjekke, om verdens sødeste hund bor her. Gør den det, så er man det helt rigtige sted (og det er den også).
Hæ. Nå men jeg var til en fest i går, hvor Livslebben og undertegnede først på aftenen står nede i gården med to fyre, der også var til festen.
Jeg spørger, om de er singler (fordi jeg har et par gode veninder, der har bedt mig holde øje med eligible bachelors). Og de svarer helt hurtigt, at "ja, det er de. De er ikke kærester eller noget." Fulgt af nervøs latter og rykken-et-skridt-væk-fra-hinanden. Nej, vi er ikke bøsser.
Hvortil jeg naturligvis (dette er mit yndlingsøjeblik) svarer "Jamen, vi er kærester" og tager Livslebben i hånden.
Hvor jeg dog elsker det følgende obligatoriske optrin ud af tangenten "jamen det er der jo virkelig heller ikke noget i vejen med vi er bare ikke homoseksuelle men vi har ikke noget imod bøsser og lesbiske vi er bare selv meget meget heteroseksuelle".
Nu: Tømmermænd og burger, film og snorkende hund i fodenden.
Jeg havde personligt en herlig aften med prosecco, isdessert (med Hausfrau-krymmel, Julia!) og calypsodans.
Mig og M. snakkede og snakkede og snakkede og nåede aldrig til brætspilsplanlægningen, desværre.
Til gengæld stillede hun mig et godt spørgsmål:
Hvilke bryster, synes du, er pæne?
Mit svar:
Runde og endeligt ikke alt for faste. Og ikke for små, tak. Jeg kan godt lide, at man kan se, at tyngdekraften har en påvirkning. Og så hellere brunlige end lyserødlige nipples - helst ikke for store.
Men derefter tilføjede jeg selvfølgelig, at jeg egentlig synes, alle bryster er sexede, når man sexer med dem. Helt alvorligt. Jeg har aldrig været sammen med et menneske m/k, hvis krop ikke tændte mig i situationen. Og det er ikke fordi jeg udelukkende har knaldet med modellatyper. Langt fra. Men sex er jo pissesexet. Længere er den egentlig ikke.
Og et hurtigt kig henover kategoriinddelingen på et hvilket som helst pornosite peger da i øvrigt også i retning af, at brystsmag er præcis lige så individuel, som smag er inden for alle mulige andre felter. Store, kæmpe, mini, store brystvorter, små, silikone, ikke-silikone, mørke, lyse, gamle, unge.
M. er flaming hetero. Så retur spurgte jeg hende, hvilke pikke, hun synes, er pænest?
Hendes svar:
"Der tænker jeg nok mere funktion, end jeg tænker form."
Derfra gik snakken i retning af anusblegning, krops-/kønsbehåring m/k og skamlæbereduktion.
Som tidligere nævnt, har M arbejdet i en lang række udviklingslande og blandt andet beskæftiget sig med FGM - female genital mutilation, altså skamfering af de kvindelige kønsorganer (vi snakker alt fra fjernelse af klitoris til fjernelse af skamlæber. Meget forfærdeligt), der er et stort problem i visse afrikanske lande, og som foruden selvfølgelig infektionsrisici risikerer at smadre kvindens sexliv pga. smerter eller seksuelle nydelse på grund af, well, manglende klit og labia.
Og som M. sagde:
"Et eller andet sted er det sgudda langt ude, at man i Vesten tager massivt afstand fra FGM, parallelt med at man selv betaler penge for at få udført de samme operationer."
Min overbo har spillet følgende sange i direkte forlængelse af hinanden:
Everybody Hurts / en udgave med enten Pavarotti, De Tre Tenorer eller noget, det ligner.
Mambo no. 5 / Lou Bega
Girls on Film / Duran Duran
I Know This Much Is True / Spandau Ballet
This Charming Man / The Smiths
Skuld Gammel Venskab Rejn Forgo / ??
Kim Larsen
HVAD ER TEMAET? Jeg er så tosset med The Smiths, at jeg ikke kan forstå/tilgive, at de indgår i ovenstående medley. Og også Duran Duran. Men i direkte forlængelse af "A Little Bit of Monica On the Side.." - really?
Jeg har endnu ikke mødt min overbo på trappen. Og jeg skiftevist hader ham inderligt og er småforelsket i ham. Hans musiksmag er mere skizofren end min egen.
Jeg har aldrig været den helt store nytårshøne. Jeg bliver indadvendt og melankolsk og kender - efter mange år med mascarastribede kinder klokken kvart over midnat - mig selv godt nok til, at jeg helst ikke skal lave alt for store planer den aften.
I hvert fald helst ikke med mindre, jeg kan sikre mig, at selskabet er godt, trygt, gammelkendt og 100 % kontrollabelt. Således var forrige år en stor succes, menneskemængder til trods. Da samlede jeg og Bedstebøssen de tyve (tror jeg) mest fantastiske mennesker i verden til treretters i min lejlighed.
Det var en formidabel aften med fucking hjemmebagt kransekagetårn (min fortjeneste) og beef Wellington (ikke min fortjeneste), og et af de der selskaber, hvor alle m/k er fulde og glade og bruger hårbørster som mikrofon og/eller fløjte. Og vihiiirkelig god restemad dagen efter. Men det var altså undtagelsen.
Sidste nytår var helt perfekt på den klassiske mig-måde, til gengæld: Mig og lebben og en stadig relativt hvalpet bulldog og ingen andre, afsindig god mad (jeg dater sgudda ikke en gourmand for sjov. Lakrids-creme brulée, ja tak) og ro til at holde i hånden og fælde obligatoriske tårer ved midnatstid.
Men i år ville Livslebben gerne feste. Og hvem kan bebrejde hende det. Ikke mig i hvert fald. Jeg var derimod mere loren. Jeg er bare som hovedregel ikke god til store menneskemængder nytårsaften, men mindre menneskene befinder sig i mit hjem, inviteret af mig.
Nå. Men mit hjem er ikke klar til middagsinvasion, så gæstelistekontrol var ude af mine hænder. Derfor ender min nytårsaften med at være en helt simpel duet af en konstellation: Mig og min skønne hjemvendte fortabte søn-veninde M + sushi i håndværkerhylet.
M er megakarriere og altid ude på en mission i Udenrigsministeriets/FN's/Verdensbankens tjeneste. Lige nu i Afrika. Før det fx Haiti, Irak og årevis i Egypten. Hun er sej. Jeg tror, vi primært skal drikke champagne og udtænke 'Verdens bedste brætspil med fokus på quiz, humor og selvudvikling tilsat en lille håndfuld lær-dine-venner-bedre-at-kende'.
Det skal I nok høre nærmere om, hvis det bliver aktuelt.
Alt imens er Livslebben i et sommerhus fyldt med alkohol og gode mennesker i det mørke og jyske. Jeg kommer garanteret til at fortryde, jeg ikke sprang på galejen, men jeg kunne ikke overskue ikke udelukkende at være sammen med nogle, der kender mig tilbunds. Og omvendt. Det var Livslebben heldigvis forstående omkring. Men jeg ved, jeg kommer til at savne hende mere end sjovt er, når DR gjalder rådhusklokkernes dumme tolv slag ud over Danmark.
Men none-the-less.
For mig er nytår en indadvendt affære. Jeg er, som en kær kollega og ven har beskrevet "det mest overtroiske ateistiske væsen", han kender.
Jeg er så karmatroisk, at det næsten kan betegnes et handicap. Jeg er ikke (hvis jeg da er...) et godt menneske af mit hjertes godhed. Jeg er (hvis jeg da er...) et godt menneske, fordi jeg er pissehamrende bange for, det kommer tilbage og bider mig bagi, hvis jeg ikke er det.
Og nytår er for mig at skue tilbage, reminiscere (stavemåden er jeg lige nu for doven til at slå efter) og planlægge mine mål for det nye år. Jeg synes, det er så, så, så vemodigt med det skide årsskifte.
Men måske melder dansetrangen sig, når klokken bliver halv et - hvem ved - og så er der heldigvis masser af stående invitationer til festivitas. Jeg er glad for mange ting i mit liv. Men en af de ting, jeg oftest tænker på med taknemmelighed, er mine venner. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til i en alder af 31 år at have skrabet de bedste mennesker på kloden sammen omkring mig.
Det er ret vildt. Og hvorom alting er:
Allerkæreste lebber. Tak for mit første rigtige år som såkaldt lesbisk blogger. Må det nye år bringe jer alskens godt og smukt og kærligt.
Jeg har svært ved at bestige den berygtede bloghest for tiden, kan jeg mærke. Vintersumpen har ramt mig hårdere, end jeg erindrer, den har gjort i mange år. Måske husker jeg forkert, måske handler det om gudsbenådet elendig hukommelse. Men i hvert fald føler jeg mig ikke det mindste morsom these days.
Jeg flygtede fra Jylland tre dage efter jul. Jeg er virkelig (som min kære ven D (som selv er fra Sønderborg, mind!) morede sig over i går) en godt gammeldags selvhadende eksiljyde.
Nogle gange kan jeg få en seriøs form for klaustrofobi af Århus. Men jeg tror måske mere, det handler om ikke at være i (nærheden af) sit hjem. Hvis mit hjem (min seng, mine ting, mine venner) var i Århus, ville følelsen ikke være så intens.
I juledagene skrev et fantastisk væsen, jeg kender, på sin facebook:
"Er det uetisk at have det fremtidsfortsæt at føde sin egen nye familie udelukkende med henblik på at bruge den som et menneskeligt skjold mod den gamle?"
Jeg synes: nej.
Alternativt skulle man føde den, bare så man havde en valid undskyldning for at holde jul i eget hjem frem for i sine forældres. Jeg vil bare gerne være hjemme. Byggeplads eller ej (ja, det blev så ikke i 2012, Håndværkerhylet blev færdig. Men sådan er der så meget).
Men fluks fra Jylland til København, skarpt fulgt af en smuttur på Vela, der igen skuffede. Hvornår holdt Vela op med at være sjov? Folk var så unge. Men. Måske spillede det også lidt ind, at selskabet bestod af mig med akut winter downer syndrome, bedstebøssen i yderst træt udgave, hans veninde, som var single på kun fjerde dag med naturlige hjertekvaler til følge, og hendes veninde, der egentlig hellere bare ville hjem "fordi hun havde en træningsdate kl. 11 næste formiddag". OH MY GOD - lesbisk mådehold much?
Og det er, at jeg i min syvhestes i fredags ikke har formået at uploade det her billede. Fra verdens bedste julefrokost. Med verdens bedste homoer (og heterobesøg af allerfineste karat!).
Snapsen var naturligvis ikke bare almindelig kedelig heteronormativ snaps i det selskab. Ser I vel.
Nå jo. Og så skal man vel tilføje et "glædelig jul" (eller happy White Anglo Saxon Winter Privilege Night)?
Havde ansættelsessamtaler i dag. Naturligvis fulgt af hurtig rundvisning på kontoret. Den store test står, når vi når det kontor, hvor Livslebben for tiden arbejder (hun laver fra tid til anden freelanceopgaver for nogle kolleger).
"Det er for øvrigt min kæreste," siger jeg i forbifarten til potentiel kommende medarbejder på rundtur.
Og så holder jeg den her lidt for lange pause, før jeg forklarer videre. Fordi jeg naturligvis føler mig SÅ speciel, fordi min kæreste HAR DET SAMME KØN SOM MIG. Fuck, hvor særligt. Jeg må vel nok være et helt ubeskriveligt tolerant og rummeligt menneske.
