Singlemænd, stribede stiletter og tørre nætter. Det er der, lebberne vil have.

Jeg har for en stund afbrudt AdBlocker på Facebook. Fordi jeg bare godt gad se, hvordan sitet tager sig ud for almindeligt dødelige mennesker, der ikke har fundet det smarteste (gratis, lebber! Gratis!) værktøj, der overhovedet eksisterer til Chrome.

Det tager sig så, viser det sig, så tåbeligt ud, at man snart sagt græmmes. Nu er jeg ikke en af dem, der flaunter hverken mine seksuelle eller romantiske præferencer, endsige har tilsluttet mig horderne af facebooktyper, der skilter med min "is now in a relationship with"-status nogetsteds.

Men tænk sig, at deres algoritme alligevel ikke er solid nok til at gennemskue, at jeg er til damer?

Altså. I en evig crawlen gennem min side burde Facebook være stødt på ord som "lesbisk", "homo" og ikke mindst "Regnbueplads" bare den seneste uge.

Og alligevel er det her de reklamer, der bliver mig vist:

Det er jo for vildt. To gange singlesites med billeder af mænd, jeg ikke engang i mine heterodage ville have skænket to på hinanden følgende blikke.

Jeg var meget til britpop og lidende øjenbryn dengang. Fyrene til højre ser alt for sunde ud.

Og så har vi et par stiletter, hvis væsentligste kvalitet tilsyneladende er, at de er billige. At designet fint stemmer overens med prislappen, lader vi passere.

Dog kunne man måske påpege, at Facebook havde fanget, at jeg er mere lipstick end butch. Jævnfør hæle frem for trainers.

Men jeg tror desværre. det er for flotte tanker at have om mediet, at de tager højde for den slags minoritetsbaserede subgrupper. Jeg tror hælene hænger sammen med mit køn. Som jeg viiiist har opgivet (tjekker lige. Nej. Fanme. Jeg har ikke opgivet mit køn. Altså er Facebook klog nok - eller jeg normativ nok - til at fange mit køn ud fra mine oplysninger. Men ikke at jeg er lebbe.

Nu føler jeg pludselig, at det er mig, der har gjort noget galt. Har jeg ikke været lesbisk nok på min profil? Og hvor lesbisk er lesbisk nok? Og eksisterer der et for lesbisk? I think not. I think bestemt not.)

Og så endeligt DryNites. Jeg håbede sådan, at produktet var et tisselagen af den slags, man trods alt kunne drømme om blev kanaliseret i min reklameretning, fordi Facebook tænkte, at jeg var ret kinky. Men nej. Der er tale om bleer i størrelser der mildt talt ikke lapper over med min. Og altså en direkte markedsføring til moren i mig. Hun findes bare ikke.

[Genstarter AdBlock]

---

Og nu: Frivillig social deprivation.

Åh, dog. Så oprandt den. Aftenen, jeg har glædet mig til hele ugen.

Jeg har haft sådan en uge med psykopatiske arbejdsdeadlines kombineret med aftaler hver eneste aften. Dejlige aftaler med gode mennesker, bevares, men stadig aftaler, der betød, at jeg hver eneste aften har været hjemme senere end kl. 23 ... med mindst to timers arbejde foran mig, førend jeg kunne lukke øjnene.

Det har kun været til at holde ud, fordi jeg vidste, at jeg fredag, når klokken slog fyraften, kunne:

1. Stikke forbi Irma efter kokossorbet (tjek) 
2. ... Og slik (tjek)
3. Gå tur med hundene i sommertidssolen (så er den skide manglende times søvn alligevel ikke kun af det onde) med verdens bedste far i røret (tjek)
4. Smide en dyne i sofaen (tjek)
5. Bestille indisk (tjek)
6. Smide en "god-bytur-giv-den-gas"-sms til LL ... hvilket dog betyder minus på fredagsøl-kontoen, hvilket gør mig lidt utilpas, men hvad fanden (tjek)
7. Blænde op for mit skønne, sammensparede tilgodehavende - bestående af et afsnit af New Girl, to afsnit af Modern Family, tre af Brooklyn Nine Nine, en enkelt Southpark-episode og første afsnit af den helt nye serie Friends With Better Lives, som jeg håber, håber, håber er god (tjek)
8. Ånde lettet op ( ... og tjek)

Før jeg oplevede den form for travlhed, man først rigtigt fatter, når man har et fuldtids(mindst)arbejde, ville sådan en aften have givet mig socialudsultet stress og svedeture, for tænk nu, hvis man gik glip af noget!

Men nu er det det absolut eneste, jeg har lyst til. Stilhed, alenetid, mad med karry og lam ... og tv-serier forresten. Med Hundx2 i fodenden.

(Og så trøster det også, at jeg skal drikke gode ting med alkohol i med gode mennesker med alkohol i på Christianshavn i morgen.)

God fredag, folkens!

---

Den mest deprimerende besked i verden.

Værsgo. Der er den. Lige der. Den absolut mest deprimerende besked at møde i sin inbox klokken tre om eftermiddagen.

Og I taler vel at mærke med hende, der praktisk talt fik nyheden om sin fars kræftsygdom overleveret pr. sms. Ej. Løgn. Han ringede. Jeg prøver bare at bløde op og glatte ud. For jeg ved jo godt, at ovenstående ikke er den mest deprimerende besked i verden. Det ved jeg altså godt.

Nå. Her havde man håbet til det sidste, at spinning-ventelisten var lavet af ubøjeligt stål. For så havde man jo prøvet. Og kunne i stedet spise rar mad og være doven med god samvittighed. For man havde jo gjort forsøget.

Tak for ingenting, FitnessWorld.

---

Intet nyt fra Vesterbrofronten. Tak.

Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil skrive. Men jeg har så sindssygt travlt.

Jeg vil gerne skrive om hende lebben, der har sendt bud efter min adresse, så hun kan sende mig en hjemmelavet gave som tak for det råd (kort fortalt: drik dig fuld og knald den nærmeste lebbe), der hjalp hende ud af skabet (her et år senere er hun i lykkeligt lebbeforhold, nårrhh).

Og om de der fantastiske portrætter af butch-lebber, hvor jeg har lyst til at knalde hver og en.

Og ikke mindst om polemikken om Regnbuepladsen og idioterne i SparNord (gid, den homofobiske tåbebank må miste alle deres DINK-kunder i det lyserøde segment som følger!).

Og jeg ville nævne den nye halvdanske lebbefilm Dual, som jeg egentlig (fordi jeg er sygt vigtigt VIP-blogger) var inviteret til forpremiere på men glippede, fordi jeg har så fuldstændigt afskyeligt sindssygt travlt. Men den ser fin ud - jeg så traileren, da jeg i sidste uge var forbi Vester Vov Vov og se Only Lovers Left Alive (hvis nogen nogensinde har været skæbnesbestemt til på et eller andet tidspunkt i sin karriere at skulle spille vampyr, er det sgudda Tilda Swinton).

Der er simpelthen bare så meget på mit bord these days (og nej, det er faktisk ikke kæreste-sammenflytnings-kedeligheds-skoen, der trykker, som en kommenterende medlæser spurgte - tværtimod.

Faktisk har min Livslebbe og jeg haft lige præcis et par af den slags uger, hvor det er SÅ fantastisk at bo sammen, fordi vi ikke rigtigt ville se hinanden, hvis ikke det var fordi vi faldt i søvn i samme seng om natten. Det er røvssygt.

Men jeg har ved siden af i forvejen absurd travlt arbejde fået en lille og helt fantastisk bi-tjans, som jeg desværre ikke kan afsløre nærmere om, da I simpelthen så hurtigt ville finde MIN SANDE IDENTITET, så. Men det er noget nær drømme-bitjansen, omend den har bidraget til arbejdsnætter mere end én gang.

Så det. Alt vel ved Vesterbro-fronten. Skal nok øve mig i blogging snart igen.

---

Clitoris gigante

Okay.

En eller anden facebooktype delte følgende billede tidligere i dag. Jeg har glemt hvem.

Jeg synes, billedet var flot og fint og sjovt. Og et udmærket eksempel på, hvor dirty en mind, jeg går rundt med.

Så jeg højreklikkede for at lave en "søg efter dette billede på Google". Fordi jeg ville vide, hvor det stammede fra.

Det sjove, der så skete, var alle de "visually similar images", der dukkede op.

Det er sgudda det tætteste, man kommer på pornoløst pornografisk indhold.

Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af, hvor billedet stammede fra. Kun at det hang tæt sammen med søgeordskonstellationen "clitoris gigante". Hvilket egentlig er ret misvisende.

Så det.

---

Jeg = En lille fuld men måske også ret sød dj-nazist

Kender I det med, at man kommer ind på en cafe, og så sætter der sig et (andet) lebbepar lige ved siden af der, hvor man selv sidder med sin damekæreste? Det skete i det her lille lebbeliv i eftermiddag.

Det er noget af det mærkeligste.

En blanding af intimitet, flovhed, uudtalt fællesskab og massiv synlighed. Gad vide, om heterogæsterne overhovedet lagde mærke til os?

Lidt ligesom når man sætter sig på en cafe i Wien, og der så sætter sig et dansk par lige ved siden af. Man snakker bare af en eller anden grund lidt mindre frit. Bliver superopmærksom på sig selv.

Nå.

I går var jeg med min mor i Malmø. Hun kom over fredag for at hive LL og undertegnede med på Aveny-T til noget Ghita Nørby (kæft, der var mange gråhårede page-damer med frisk modebrille og fornuftige sko i teatret. Nærmest kun. Og så mig og LL), og så ville hun svært gerne til Sverige også.

Så vi drog sgu Hinsidan lørdag, gjorde vi.

Jeg undrede mig over, at folk kiggede langt efter mig på gaden (godt nok er jeg pæn. Men ikke så pæn). Først omtrent klokken fire kiggede jeg ned af mig selv og fik bekræftet, at det godt kan betale sig at børste tænder, inden man iklæder sig sin sorte trench.

Jeg havde en stor, hvid plamage ud over brystet, og forbipasserende har helt sikkert tænkt, det var noget ganske andet end tandpasta, jeg havde rullet mig i.

For fanden da.

I går aftes var der fødselsdagsgilde hos en af de gode bøsser - og jeg blev så fuld, som jeg ikke har været længe. Fuld på den måde, hvor jeg bliver en lille dj-nazist, der kun ville høre min musik. Kun.

LL fik i øvrigt følgende tvivlsomme kompliment med på vejen fra en af fødselsdagsbarnets mægtigt fantastiske bekendte, der flittigt læser med her på Lebbelivet:

"Du er jo helt vildt cool i virkeligheden."

Med andre ord skal jeg måske lige nedtone LL's håndværkersnilde og håndboldfortid en smule her på bloggen og skrue op for alt det (andet) gode, hun er.

Åh.

Jeg kan ikke huske, at vi købte finsk lakrids og chips på vej hjem i nat, men jeg var glad for, vi ikke havde spist det hele, da vi vågnede ved middagstid.

Nu simrer der gode ting i den store jerngryde, hundene er leveret tilbage fra yndlingspasseren, og dynen er dejlig varm. God søndag derude.

---

Og nu bor vi sammen. Sgu.

Jeg trøster mig med, at jeg torsdag havde en af mine dejlige bøsser forbi til middag. LL havde jeg deponeret i sit atelier. Grunden til, at det trøster mig, at jeg havde besøg i torsdags, er, at jeg faktisk ikke har set andre mennesker end LL i omtrent en uge. Nå jo. Også lidt Bedstebøsse i mandags. Bevares.

Mandag til onsdag holdt jeg fri. Primært med 2xHund og No Country for Old Men (som jeg af uransaglige årsager endnu ikke har læst endnu) i en solstråle i Akademihaven. Men også ret meget med anden sæson af House of Cards på Netflix på nyindkøbt kompromisfladskærm, som faktisk er meget diskret og pæn men ikke desto mindre totalt har bekræftet, hvorfor jeg ikke bør have et fjernsyn. Jeg kan ikke styre det. Og Netflix sladrer ad helvede til. LL bør aktivere en form for børnekode.

Men jeg har det virkelig bare så helt enormt dejligt sammen med verdens bedste dame. Det må man altså godt nyde. Og samtidig bruge tid på sammen at placere fine dimser i fælles stilleben i diverse kroge og vindueskarme. Og spise ret god mad.

Her til aften kom jeg til at tænke på vores første måneder sammen. Jeg kan ikke huske, at vi lavede noget som helst andet end at dyrke sex og ligge oven på hinanden og snuse. Bare dufte til hinanden. Dengang var jeg meget sikker på, at jeg ikke skulle have en kæreste. Jeg var lige blevet single, og havde ingenlunde travlt med at hoppe i fast forhold igen lige med det samme.

Alligevel endte jeg altid med at være sammen med LL. Kunne ikke rigtigt lade hende være. Enten lå vi i min sofa, eller også ude hos hende, hvor vi lagde dyner ud på gulvet og vegeterede der, hvor sofabordet burde bo. Jeg var lige ved at komme for sent til min egen 30-års fødselsdag, fordi jeg var taget ud til LL og sove natten inden og ikke rigtigt kunne løsrive mig.

Og nu bor vi sammen. Sgu. Og måske kommer bloggen en skønne dag til atter at handle om andet end det faktum. Bare ikke lige nu.

---

Fissen lugter ikke af skam.

Jeg har ikke så meget skrivetid i disse dage. Uger. Men hvis du har læsetid, kan du jo fx læse det her Huffington Post-essay, som jeg faktisk synes, er virkelig fint:

My Vagina Doesn't Smell Like Shame

God weekend, folkens!

---

Livstegn.

Der er ikke noget at fortælle. Faktisk overhovedet ikke. En uges ferie (og - woop woop! - stadig tre dage med sene morgener til gode) har gjort så godt. I sammenhæng, selvfølgelig, med det store, nye, gode, der skete for en uge siden.

Jeg har - det ved de trofaste vist - ikke haft nemt ved hverken tanken om at flytte sammen. Det var ligesom blevet en ubegribeligt stor tærskel at skride hen over. Og hvor var det dog dumt. Den eneste følelse, som jeg her - one week in - sidder med i kroppen, er, at det var lige præcis det her, der skulle til.

Vi skulle flytte sammen.

Jeg er glad helt ind i hjertet, og vi er glade. Og det er som om det her sammenflytningsværk har givet en eller anden ro og tryghed, som vi nok havde brug for. Vi er begge på hver vores måde små usikre sjæle, der - uden at ville det - holder mere igen, end sundt måske egentlig er. Og på en eller anden måde er den her to-navne-på-postkassen-rejse lige præcis den streg under JEG-VIL-DIG-budskabet, der gør os helt lykkelige og zen.

Ha. Jeg er godt nok klog her ni dage efter År Nul. Men jeg øver mig i ikke at se alle bekymringerne og i at dyrke lidt tro på, at jeg faktisk fortjener alt det gode.

Og så er det som om, at den her beslutning har stadfæstet et eller andet. Pludselig går det op for mig, at vi har været kærester i tre år. Vi kender faktisk hinanden rigtig godt. Jeg har nok lidt lullet rundt i en eller anden ide om, at vi jo ikke rigtigt kendte hinanden. Men det gør vi. Det mærker jeg meget tydeligt pludselig. Blandt andet ved den ro, jeg umiddelbart oplever omkring at bo sammen med hende. Jeg er ikke så bange for ikke at kunne være mig selv i mit eget (vores!) hjem. Det er rart.

Nå. Jeg er halvkvæstet i dag. På søndagsmåden. De to bedste bøsser kom forbi til Melodi Grand Prix og fingermad i går, og jeg fortryder kun en lille smule, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at tage med på Never Mind ved midnatstid, men da jeg lå i vores seng i vores lejlighed helt tæt ind mod LLs bryst(er), så gjorde det ikke så meget alligevel.

Hold kæft, jeg er røvsyg at høre på - undskyld, at jeg bare er glad i låget. Undskyld. Af hjertet.

---

Porno som selskabsleg og lort som lagen-aktivitet. Eller not.

Altså. Jeg laver også rigtig, rigtig meget megaalvorligt og ægte arbejde på mit job. Det lover jeg. Det er bare sjældent de beretninger, der er sjovest at fortælle her.

I fredags snakkede vi fx om scat. Altså lortesex. Og det fik mig til at tænke.

Åbenhed og ggg til trods må jeg nemlig se i øjnene, at dér går der altså en eller anden form for grænse for mig. Lige der ved lorten. Og ikke tidligere end der, egentlig.

I ved - hvis en kæreste viste sig at være til fx voksenbabyleg (hypotetisk!), så tror jeg godt, jeg kunne æde alle mine fordomme og gøre det for hendes skyld.

Umiddelbart tror jeg ikke, jeg personligt ville blive opstemt af det, selvom det selvfølgelig er umuligt at spå om. For sex handler jo også om at se sin partner blive tændt, og hvis det var voksenbleer og overdimensionerede pusleborde, der rokkede hendes båd, så kan det da godt være, entusiasmen kunne smitte. Bevares.

Men lort.

Dér står jeg altså af og får lyst til at sige 'adddd', selvom jeg selvfølgelig lader være, fordi det er fucking respektløst.

(Undskyld-undskyld-undskyld til LL, hvis hun læser med og har undertrykt og hemmeligholdt en indædt hang til bæ-sex i alle disse år. Vi kan godt prøve. Prøve. Eller. Åh. Helst ikke. I øvrigt har jeg også allerede spurgt. Og LL insisterer på, at lort altså ikke gør det for hende. Heller ikke voksenbaby. Siger hun. Siger hun).

Nå.

Men det snakkede vi altså om på work i dag. Det startede med, at en kollega i en eller anden sammenhæng sagde Centipede, hvortil en anden spørgende svarede "Human Centipede?", og en tredje - rammende! - tilføjer: "det er den klammeste film, jeg nogensinde ikke har set."

Og da gik det op for mig, at den klammeste film, jeg personligt ikke har set, må være (trommehvirvel):

"Two girls, One cup"

Link-klikkeri og googlesøgninger er på eget ansvar. Jeg har ikke selv været forbi. Jeg kender storylinen, dog. Og holder af at kunne kalde det "storylinen", når nu den - ifølge troværdige kilder - lyder nogenlunde sådan her:

En pige skider i en kop, en anden pige drikker (spiser?) koppens indhold. Og brækker sig (selvfølgelig). I koppen. Hvorefter pige #1 spiser (drikker?) den klumpede refill. Og brækker sig. I koppen. Og så fremdeles.

Flot.

Nå. Derfra gik snakken over porno. Ja. Jeg har et ret fedt arbejde. Vi kom blandt andet forbi pandaporno, idet det viser sig at en af de eneste måder, man kan få de fine sort/hvide bamser til at yngle i fangenskab, er ved at vise dem porno med pandaer, der knalder i det fri.

Det er sgudda fedt.

Vi talte om, hvorvidt der også laves menneske/panda-porno. Hvortil fantastisk kollega svarede:

"Jeg er sikker på, at der et eller andet sted derude befinder sig en panda-sexslave, som bliver brugt i porno."

Og ellers må der jo helt bestemt eksistere porno med mennesker, der har sex med andre mennesker iklædt pandakostumer. Apropos fastelavn. Og apropos fastelavn og pandaer: En anden kollegas kæreste var faktisk klædt ud som panda på sit arbejde i fredags. Viser det sig. Så det.

Nå.

Men derfra fortalte kollega om en mægtig sjov selskabsleg, som jeg helt klart skal lege, næste gang den står på druk.

Legen går kort fortalt ud på at finde på så langt ude afsindig en fetich, at den umuligt kan eksistere i pornografiform. Og så at tjekke - fx på Pornhub - om den kan findes. Eksisterer den, drikker man.

Og som kollega slutteligt understregede:

"Alt findes. Alt."

---