Frugt-porno. Eller måske bare porno.

Nå. Men har I mødt Stephanie Sarleys instagram-konto? Det har I sikkert. Alle er mere firstmovers end undertegnede.

Men jeg er i hvert fald ret besat. Det er jo reelt set porno. Først skrev jeg "frugtporno", men det var faktisk ikke rammende (nok). Åh.

En video slået op af Stephanie Sarley (@stephanie_sarley) den 19. Aug 2016 kl. 5:55 PDT

Her går det – med undtagelse af en ondsindet influenza, der ankom lige præcis samtidig med, at temperaturen faldt ti grader – godt. Mit arbejde har ædt al tid op, og det er slet ikke så tosset endda, men har desværre meget umiddelbare konsekvenser for bloggeriet.

Jeg har ikke holdt ferie endnu. I 2016 altså.

Eller, jeg har vel haft en fem-seks fridage i alt, men det gælder faktisk ikke, når samtlige er brugt på luksuriøse destinationer som onkologisk afdeling på Riget eller sengekantsbesøg i Hvidovre (på den absolut mindst stjernetegnsfilm-ish måde).

Men nu går det bedre med LL. Uden at jinxe. Og på søndag tager vi en uge til Barcelona og æder og drikker hele vores opsparede formue op på gode restauranter og ginbarer.

---

Chateau Motel, eller: Lebben til heterofest

Jeg var på Chateau Motel i fredags. Gudfrimigvel. Først var jeg til jubilæumsfest for unavngiven københavnerpublikation, der lancerede deres magasin nummer 100. Derefter altså til fødselsdag for unavngiven dj på hovedstadens nye klub på det gamle Pan.

Jeg kom hjem spritstiv og stopmæt ved halv to-tiden uden at have brugt en krone. Der var ganske enkelt gratis burgere, øl og cocktails, hvor end man vendte sig hen på årets sidste rigtige sensommerdag.

En sand succesaften på den lesbiske målestok.

Men Chateau Motel var rimelig heteroseksuelt. Og en udmærket reminder om, hvor sjældent jeg egentlig går i byen-byen (Nevermind og Oscar fraregnet), og hvor endnu mere sjældent jeg går i heterobyen.

For nogle uger siden var jeg til et andet arrangement, hvor en cis-fyr lagde an på mig. Meget åbenlyst, endda. Det sker aldrig. Seriøst. Der er aldrig. nogen. sinde. mænd, der bager på mig. Og pludselig i det øjeblik gik det op for mig, at årsagen måske skal findes i det faktum, at jeg møder ualmindeligt få heteroseksuelle mænd i mit arbejds- og selskabsliv. Og altså ikke nødvendigvis i, at jeg er grim som arvesynden og har udstråling som en stuebirk. Så det.

Dog fandt mig og bedstebøssen hele vejen op i et lyserødt karaokerum aller øverst på chateauet, hvor vi skrålede til Sia, så min stemme helt forsvandt. Og så tog jeg hjem.

---