Jeg kan ikke mønstre så meget som en lille bitte knivspids angst for et angreb på en dansk homoklub. Måske er det iskoldt, kynisk, måske er det naivt, måske jinxer jeg helt vildt, når jeg skriver sådan.
Men ligesom jeg aldrig sådan rigtigt har været terrorbange ved demonstrationer eller togskift på Nørreport, så er det også alt for uvirkeligt og fjernt at forestille sig at stå og skråle med på Loreens Euphoria det ene øjeblik for det næste at være rædselslagen og bange for at miste livet.
Jeg har ikke fantasien til det.
På den anden side strejfede tanken om, hvor genialt et terrormål, Gaystortion var, mig faktisk, da jeg gik mod Flensborggade for et par uger siden. Men den var væk lige så hurtigt, som den entrerede, var tanken.
Men det her med værdien af safe spaces gik alligevel pludseligt op for mig. Og jeg genkendte i artiklen This Is What Queer Bars Mean to LGBT People faktisk mange af de ord, jeg selv gennem årene har sat på den følelse (som jeg beskriver lige her - og omtrent et år tidligere her), der rammer mig, når jeg træder ind på Nevermind og ind til alle mine venner.
Ind til alle dem, jeg ikke behøver at springe ud over for igen og igen og igen.
Et lillebitte rum (mit lillebitte rum) hvor man jeg kysse min kæreste uden at nogen - nogen! - tænker over det. Eller bare lade mig falde bagover og blive grebet - indhyllet - af en ubeskrivelig accept og rummelighed.
Men det er først, når jeg træder ind i det rum, at jeg fatter, at den rummelighed måske ikke er der hele tiden.
Når jeg læser beskrivelser af den smerte og chikane, der følger med at være synligt queer (i alle gradbøjninger af begrebet), så skammer jeg mig en smule.
Fordi jeg seriøst har det sygt let med mit lange hår, min neglelak og mit medfødte x-kromosom. Jeg tør godt gå på Strøget fredag aften. Jeg gider ikke. Men jeg tør godt.
Jeg glemmer tit, at jeg tilhører en minoritet.
Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene "jeg tilhører en minoritet" – have en følelse af at lyve. For jeg har det jo pissenemt. Det er yderst sjældent, at jeg mærker bare fligen af homodiskrimination på egen krop. Sådan rigtigt. Og alligevel finder jeg tryghed og kærlighed i verdens små homohjørner, som jeg og LL altid opsøger, når vi rejser - jeg har gennem årene været på homobarer i store dele af verden.
(Og det her blev så endnu et efterhånden så klassisk starten-i-øst-enden-i-vest-indlæg. Og nu vil jeg sove. Nej vent. Jeg kan godt binde en sløjfe på indlægget. Genfinde den røde tråd. Faktisk kan jeg bare konkludere følgende ... )
Og derfor er gay bars vigtige. Og derfor gør det ondt, at et amerikansk røvhul har ødelagt trygheden og taget livet af 50 uskyldige mennesker.
Men ligesom jeg aldrig sådan rigtigt har været terrorbange ved demonstrationer eller togskift på Nørreport, så er det også alt for uvirkeligt og fjernt at forestille sig at stå og skråle med på Loreens Euphoria det ene øjeblik for det næste at være rædselslagen og bange for at miste livet.
Jeg har ikke fantasien til det.
På den anden side strejfede tanken om, hvor genialt et terrormål, Gaystortion var, mig faktisk, da jeg gik mod Flensborggade for et par uger siden. Men den var væk lige så hurtigt, som den entrerede, var tanken.
Men det her med værdien af safe spaces gik alligevel pludseligt op for mig. Og jeg genkendte i artiklen This Is What Queer Bars Mean to LGBT People faktisk mange af de ord, jeg selv gennem årene har sat på den følelse (som jeg beskriver lige her - og omtrent et år tidligere her), der rammer mig, når jeg træder ind på Nevermind og ind til alle mine venner.
Ind til alle dem, jeg ikke behøver at springe ud over for igen og igen og igen.
Et lillebitte rum (mit lillebitte rum) hvor man jeg kysse min kæreste uden at nogen - nogen! - tænker over det. Eller bare lade mig falde bagover og blive grebet - indhyllet - af en ubeskrivelig accept og rummelighed.
Men det er først, når jeg træder ind i det rum, at jeg fatter, at den rummelighed måske ikke er der hele tiden.
Når jeg læser beskrivelser af den smerte og chikane, der følger med at være synligt queer (i alle gradbøjninger af begrebet), så skammer jeg mig en smule.
Fordi jeg seriøst har det sygt let med mit lange hår, min neglelak og mit medfødte x-kromosom. Jeg tør godt gå på Strøget fredag aften. Jeg gider ikke. Men jeg tør godt.
Jeg glemmer tit, at jeg tilhører en minoritet.
Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene "jeg tilhører en minoritet" – have en følelse af at lyve. For jeg har det jo pissenemt. Det er yderst sjældent, at jeg mærker bare fligen af homodiskrimination på egen krop. Sådan rigtigt. Og alligevel finder jeg tryghed og kærlighed i verdens små homohjørner, som jeg og LL altid opsøger, når vi rejser - jeg har gennem årene været på homobarer i store dele af verden.
(Og det her blev så endnu et efterhånden så klassisk starten-i-øst-enden-i-vest-indlæg. Og nu vil jeg sove. Nej vent. Jeg kan godt binde en sløjfe på indlægget. Genfinde den røde tråd. Faktisk kan jeg bare konkludere følgende ... )
Og derfor er gay bars vigtige. Og derfor gør det ondt, at et amerikansk røvhul har ødelagt trygheden og taget livet af 50 uskyldige mennesker.
"Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene "jeg tilhører en minoritet" – have en følelse af at lyve. "
SvarSletMan kan vel godt tilhøre en minoritet uden at være forfulgt. Håber jeg.
Sagde den hvide, veluddannede, heteroseksuelle mand, som muligvis er ret uvidende om hvordan det egentligt er at tilhøre en minoritet
Det er et godt og relevant indspark. Tak for det.
SletJeg brugte lige 20 sekunder på at prøve at komme i tanker om en minoritet, der ikke oplever chikane/negativ opmærksomhed i en eller anden grad ... og har svært ved at komme på en.
Selvfølgelig betyder minoritet - så'n rent sprogligt - bare 'mindretal' - altså færre end flertallet.
Kan du komme på nogen minoriteter (i ordets benyttede betydning), der bare har det for fedt og aldrig oplever forskelsbehandling?
Jeg er selv helt blank. Så tænkte jeg "veluddannede" - men selvom veluddannede, defineret som typer med en lang videregående, vel er en minoritet i begrebets oprindelige betydning - en lille del af helet - så ville man aldrig beskrive dem som en minoritet, ville man?
Jeg er forvirret.
Når jeg tænker på ordet minoritet tænker jeg også næsten kun på etniske eller seksuelle minoriteter, og måske også lidt på hvordan de behandles. Ellers ville grupper som mænd, radikale vælgere, og macbrugere også være minoriteter, og det passer ikke ret godt med hvad jeg tænker på når jeg hører ordet. Eller veluddannede som du skrev.
SletDe minoriteter i Danmark jeg lige kan komme i tanke om, som jeg tænker på som minoriteter, er indvandrere, muslimer, jøder, andre religiøse grupper, det tyske mindretal i sønderjylland, grønlændere, homoseksuelle, transseksuelle og andre seksuelle minoriteter. De eneste der ikke bliver diskrimineret i et eller andet omfang (tror jeg), er det tyske mindretal, og det er relativt nyt af de bliver behandlet ordentligt.
Så måske har du ret i at man ikke rigtigt er en minoritet, hvis man ikke bliver diskrimineret i et eller andet omfang. Så er man bare anderledes i stedet for.
Og med den betydning af ordet minoritet håber jeg at du vil opleve den dag hvor du kan gå ned af gaden med LL i hånden uden at der er nogen der tænker andet end at det er anderledes end hvad flertallet gør. Det vil så også være dagen, hvor i ikke længere tilhører en minoritet. Der er langt endnu.
Ehm...sikker på at dit såkaldte y-kromosom ikke er et x alligevel? Mvh den obsessive korrekser-minoritet!
SvarSletOg ja, hold op hvor er det lettere at være langthårslesbisk end så meget andet. Glemmer også tit at jeg er en diskrimineret minoritet. Og bliver vildt overrasket når det så en sjælden gang i mellem sker.
Det er da helt klart et x. Retter ovenstående, som blev skrevet klokken jeg-ved-snart-ikke-hvor-sent en hverdagsnat. Takker!
SletSelvom det ikke er noget der sådan fylder i det daglige, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg med mit korte hår og halv-androgryne/afslappede stil (eller mangel på samme ;) ) tilhører en minoritetsgruppe herude i den nordjyske provins ... Nogle gange, måske i virkeligheden de fleste, er det muligvis mest i min egen bevidsthed, at jeg føler folk kigger, jeg kan godt enkelte gange være meget bevidst og opmærksom, når jeg er ude i offentligheden - ikke fordi jeg har noget konkret og hænge det op på, jeg har ikke oplevet konkrete situationer, hvor det har været ubehageligt eller jeg har været bange, jeg er bare bevidst om, at jeg falder lidt udenfor - og at andre også ser det.
SvarSletJeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil med den kommentar, eller om den giver nogen mening ;) men shit (undskyld mit franske) hvor skal vi være glade for, at vi bor i Danmark, og at vi i store træk er accepteret og kan være dem vi er ... må vi få en verden en dag, hvor det kan lade sig gøre for alle
Preach!
Slet