Om gode og dårlige film. Og Orange is the New Black. Og lebbens største (ok, én af lebbens største) akilleshæl(e)

Jeg har netop forladt Imperial til rulleteksterne af den mest elendige film, jeg har set i 2016. Og 2015. Og muligvis også 2014.

Okay, måske burde faktum at mig og Bedstebøssen var to ud af i alt, well, ti? femten? max tyve? tilskuere, der havde fundet vej til NOW YOU SEE ME 2 fire dage efter premieren, have været lidt af et hint om, at det ikke ligefrem var stor kunst, vi skulle forvente.

Men som BB sagde – og jeg nikkede enigt til – "jeg kan så godt lide tryllefilm".

Men fanme ikke, når plottet er decideret tyndbenet, og man virkelig skal knibe øjnene sammen for at forestille sig, at Lizzy Caplan og Dave Franco er et hot lebbepar.

Jeg har en specifik smag. Hvis ikke det er lesbisk (for så kan alt gå), skal det helst opfylde et par af følgende kriterier:

Film skal helst enten ...

• Være indie cute med instagram-1970'er-filter og hovedroller i puberteten
• Være med Natalie Portman
• Have mindst én scene, hvor hovedrollerne går gennem et casino i en gruppe i slow motion
• Foregå i fremtiden
• Være animerede
• Foregå ved eller på vandet (ja, også Water World)
• Foregå efter – eller under, jeg er ikke kræsen – apokalypsen
• Indeholde koreograferede danse-(eller synge-, jeg er ikke kræsen)numre
• Have en overvejende lyserød plakat

... eller:

• Være baseret på noget fra Marvel

Omvendt ser jeg helst ikke, at film er hverken:

• Uhyggelige
• Foregår i tidsperioder, hvor folk gik i grimt eller kedeligt tøj (herunder lændeklæder, pels og rumdragter)
• Er besat af hovedroller, der ligner hinanden for meget. Mad Men og GOT er no-go, denne her ansigtsblinde lebbe kan ikke kende sin Don Draper fra sin Pete Campbell eller sin Snow fra sin Lannister, om det så gjaldt hendes liv  <--- det her var akilleshælen. Den ansigtsblindhed bliver min død. Seriøst. (Ordn' det slettigud)
• Har scener hvor nogen KUNNE finde på at løbe på regnvåde brosten i mørket i 1800-tallet. Jeg gider heller ikke Jane Austen og Downton Abbey. Kostumedramaer er eneste undtagelse for reglen om pænt tøj.

... eller:

• Foregår i junglen (seriøst, Junglebogen, Abernes Planet og den nye Tarzan kan hoppe op hvor solen ikke skinner. Ikke engang Pocahontas orker jeg helt, selvom min hjerne nu desværre kortslutter, fordi Pocahontas BÅDE er animeret og musical-baseret. Men samtidig: kedeligt tøj og natur)

Nu føler jeg nærmest, I ved alt om mig.

Nå, men når det så er sagt, så har den nye sæson af OITNB ikke helt forladt mig endnu. Især ikke det rimeligt forfærdelige plot twist, der indtræffer i afsnit 12. Jeg synes faktisk, sæson fire gør det ret så godt. Som om den lidt er fundet tilbage på sporet.

Og så glæder det mig, at en vågen læser har gjort benarbejdet for dovenlebben (mig) og stalket sig frem til, at lækkerlebben Brandy (der dog desværre har den ikke ubetydelige character flaw, at hun er bimlende nazist) spilles af Asia Kate Dillon. Værsgo:



I skrivende stund har hun sølle 248 followers på Twitter (kan det virkelig være rigtigt?), men hvis man vil udnytte chancen til at hoppe i trussen på hende via SoMe, skal man skynde sig - nogen har allerede opdaget hende:

Me every time @AsiaKateDillon is on screen pic.twitter.com/lB8tjJrxe6

— katy✨ (@katygilroy95) June 20, 2016

Jeg kan også se, at visse twitterbrugere har forladt synkende skuder hurtigere, end deres handles kan følge med (eller at vi bare er nogle stykker, der er lidt forudsigelse i vores lebbesmag) :



Og jeg har det stadig svært med at synes, hun er så lækker, når hun spiller en så afsindigt usympatisk rolle. Men for filan. The poon wants what the poon wants. Som jeg altid har sagt.

---

OITNB - Kort og fyldt med semi-spoilers. Nu er du advaret.

OMG. Jeg har brug for at tale med nogen om Poussey. WTF?! Og jeg har brug for at sige højt, hvor meget jeg skammer mig over, at jeg synes creepy skinhead-indsat med sydstatsflag i nakken er lækker. Hjælper det, at hun klart ville være endnu mere lækker uden nazitatoveringer? Pis også.

---

Når man ikke har 300 kr., men alligevel har mere 300 kr. end andre har 300 kr.

Jeg har lige støttet Racheal med 300 kr. via Caremaker lige her). Racheal er lesbisk og fra Uganda og flygtet til Danmark. Jeg kender hende ikke. Overhovedet.

Egentlig havde jeg ikke sådan rigtigt 300 kr. til den slags i denne måned, men jeg har helt sikkert i højere grad 300 kr., end Racheal har. Og selvom jeg har givet hende 300 kr., har jeg også stadig råd til at tage toget til Jylland og kramme min egen familie, hvis jeg skulle få lyst.

Hvilket er mere, end hun kan.

Racheal er nemlig blevet ramt af vores regerings drrrrønsympatiske nedskæringer, som betyder, at der ikke længere ydes støtte til familiesammenføring. Og Racheals børn er stadig i Uganda. Og Racheal er på integrationsydelse, hvilket vel cirka svarer til en SU, og så er det sgu svært at spare sammen til tre transkontinentale flybilletter.

På en måde er jeg ikke fan af de her private indsamlinger, fordi det fanme burde være et fælles statsligt ansvar ikke at sætte nogen i den umenneskelige situation, Racheal er blevet sat i. Jeg kan sagtens se det problematiske i at støtte enkeltpersoner – og jeg kan se, hvordan det på en måde bliver den vaskekumme, regeringen kan vaske hænder i – "arrrrhh, vi behøver da ikke gøre noget, de får jo hjælp."

Men jeg kunne ikke bare lade stå til. Og særligt oven på Orlando havde jeg et indædt behov for at gøre et eller andet. Et eller andet.

Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at kunne se min mor sådan relativt jævnligt og nemt. Og jeg er for fanden 34. Og bor i trygge omgivelser. Det er ubærligt at forestille sig, hvordan det må være at befinde sig i et fremmed land – som man har været nødt til at flygte til, fordi man risikerede at blive slået ihjel i sit hjemland. Og så ikke have sine elskede i nærheden. Og ikke bare sine fucking elskede, men sine tre børn. Det er jo en vanvittig tanke.

Derfor synes jeg, du skal hjælpe også. Tænk engang, hvis Racheal kan få sine børn at se i år. Det får mig næsten til at tude. Hun er godt og vel 4.000 bobs fra at nå målet. Støt indsamlingen her.

Og læs da også lige lidt om, hvor meeega-nice LGBTQ+ personer har det i Uganda - fx på Huffington Post. Det virker som en ren badeferie. Nå jo, hvis man ser bort fra den overhængende fare for at blive slået ihjel.

Billedet nedenfor er fra Priden i Uganda sidste år. Priden, I ved, den som vi stadig har brug for.

---

Jeg har da også brug for et safe space

Jeg kan ikke mønstre så meget som en lille bitte knivspids angst for et angreb på en dansk homoklub. Måske er det iskoldt, kynisk, måske er det naivt, måske jinxer jeg helt vildt, når jeg skriver sådan.

Men ligesom jeg aldrig sådan rigtigt har været terrorbange ved demonstrationer eller togskift på Nørreport, så er det også alt for uvirkeligt og fjernt at forestille sig at stå og skråle med på Loreens Euphoria det ene øjeblik for det næste at være rædselslagen og bange for at miste livet.

Jeg har ikke fantasien til det.

På den anden side strejfede tanken om, hvor genialt et terrormål, Gaystortion var, mig faktisk, da jeg gik mod Flensborggade for et par uger siden. Men den var væk lige så hurtigt, som den entrerede, var tanken.

Men det her med værdien af safe spaces gik alligevel pludseligt op for mig. Og jeg genkendte i artiklen This Is What Queer Bars Mean to LGBT People faktisk mange af de ord, jeg selv gennem årene har sat på den følelse (som jeg beskriver lige her - og omtrent et år tidligere her), der rammer mig, når jeg træder ind på Nevermind og ind til alle mine venner.

Ind til alle dem, jeg ikke behøver at springe ud over for igen og igen og igen.

Et lillebitte rum (mit lillebitte rum) hvor man jeg kysse min kæreste uden at nogen - nogen! - tænker over det. Eller bare lade mig falde bagover og blive grebet - indhyllet - af en ubeskrivelig accept og rummelighed.

Men det er først, når jeg træder ind i det rum, at jeg fatter, at den rummelighed måske ikke er der hele tiden.

Når jeg læser beskrivelser af den smerte og chikane, der følger med at være synligt queer (i alle gradbøjninger af begrebet), så skammer jeg mig en smule.

Fordi jeg seriøst har det sygt let med mit lange hår, min neglelak og mit medfødte x-kromosom. Jeg tør godt gå på Strøget fredag aften. Jeg gider ikke. Men jeg tør godt.

Jeg glemmer tit, at jeg tilhører en minoritet.

Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene "jeg tilhører en minoritet" – have en følelse af at lyve. For jeg har det jo pissenemt. Det er yderst sjældent, at jeg mærker bare fligen af homodiskrimination på egen krop. Sådan rigtigt. Og alligevel finder jeg tryghed og kærlighed i verdens små homohjørner, som jeg og LL altid opsøger, når vi rejser - jeg har gennem årene været på homobarer i store dele af verden.

(Og det her blev så endnu et efterhånden så klassisk starten-i-øst-enden-i-vest-indlæg. Og nu vil jeg sove. Nej vent. Jeg kan godt binde en sløjfe på indlægget. Genfinde den røde tråd. Faktisk kan jeg bare konkludere følgende ... )

Og derfor er gay bars vigtige. Og derfor gør det ondt, at et amerikansk røvhul har ødelagt trygheden og taget livet af 50 uskyldige mennesker.

---

Had er had.

Det er ikke til at bære. Stadig ikke. Det er ikke til at bære, at Pia K. står der foran den amerikanske ambassade og bruger det her rædselsfulde angreb som afsæt til igen at hive sin dumme luk grænserne-dagsorden på banen.

Det er ikke til at bære, at det her bliver vand på islamofobernes mølle. For som Yannick Nehemiah Antonio Harrison siger (jeg kan ikke rigtigt sige det bedre) -

Og henne i udlandet siger Aaron Butterfield det bedst:

Det her handler - ganske som Yannick skriver - om heterosexisme. Lad os holde fast i det. Og stå sammen om at bekæmpe hadet. Alt hadet for helvede.

---

#THOUGHTSWITHORLANDO

Åh, for fanden i helvede.

Mens jeg i morges så småt var ved at vågne i et sommerhus ved Kalundborg, blev 50 uskyldige mennesker slået ihjel af en gal gun man på homoklubben Pulse i Orlando, Florida.

Det er den mest dødbringende massakre i USA siden Virginia Tech. Og det er næsten ikke til at bære. Jeg har faktisk ikke rigtigt ord. Det er simpelthen bare så, så, så rædselsfuldt.

Lad nu bare folk få lov til at elske dem, de elsker.



#thoughtswithorlando

---

Boyfriend.dk-erotik og Gaystortion

Siden sidst:

Kender du nogen, der kalder deres fisse for 'calzonen'? Ellers vil jeg godt trademarke.

Sidste weekend oprettede mig og min kære veninde K en fake boyfriend.dk-profil. Bare så vi kunne snage. Vi erfarede, at folk, der lægger erotiske billeder i deres galleri, typisk glemmer at tjekke baggrunden for Fætter BR-poser, medicinglas, snavsetøj og så fremdeles. Jeg blev i øvrigt meget bekymret for alle de nøgenbilleder-med-ansigter, man finder på boyfriend.dk. I disse hævnpornotider.

Gaystortion i Flensborggade var sjovt for alle på nær de her ca. 29 unger:

Eller måske var det faktisk også meget sjovt for dem.

Jeg holdt i øvrigt en slags effektiviseret LEAN-fest til Distortion på Vesterbro: Jeg ankom klokken kl. 19.15, var sejlende beruset kl. 20, gik hjem kl. 22.30 og sov så tungt kl. 23, at LL ikke kunne få liv i mig, selv da hun viftede en durumrulle under min næse.

Men hvor var det dog sjovt. Da de første par øl var kommet under vesten i hvert fald. Jeg tog hjem fra arbejde ved 18-tiden, fjernede en rugbrødsmad med fiskefrikadelle, tog pink læbestift på og vidste sådan ciiiirka, hvor mit gang (eller mit crowd eller mit slæng, hvis I forstår så'n en lille en) befandt sig (læs: i Flensborggade). Så jeg tænkte, at jeg da sagtens bare kunne gå af sted hjemmefra ædru og alene og uden præcise directions.

Den tanke fortrød jeg bitterligt, da jeg ramte Enghave Plads. Og yderligere, da jeg ramte Istedgade. Og fuldkomment, da jeg nåede Flensborggade og med rystende hænder måtte finde et hjørne med ryg mod mur og forsøge at overskue mængderne. Nåede flere gange at overveje at gå hjem igen. Så. Mange. Mennesker.

Meget overvældende omstændigheder for ædru type.

Men så kom først én skøn bøssebekendt og snart endnu en og fire og seks til, og så åbnede jeg den øl, som jeg (hvor grinagtigt) synes, det var for stigma at åbne, mens jeg stod alene. Omgivet af drikfældige/allerede druknede homoer. Flot.

Åh! Jeg føler mig simpelthen så hjemme, når jeg er sammen med mine homoer. Det er en vild og grænsende til sappy følelse af at høre til. Vi dannede en cirkel og grinede, så vi spyttede ned i vores plastikshotreagensglas.

Og i dag har jeg ondt i hovedet og lyst til at spise hele verden. Med salt på og dyppet i friture.

---