Yesyesyes. Findes stadig, men skulle lige have noget Barcelona-tur overstået og sådan. Den ferie blev så godt
og grundigt kompromitteret af trist nyhed søndag: Min far overbragte mig pr.
sms det faktum, at min elskede farmor var død.
Hun døde forrige torsdag,
og for en uge siden drog jeg til Vejle og sendte hende godt af sted til tonerne af Frank Sinatras
”I Did It My Way”.
Meget passende, i øvrigt,
for netop den sang indkasserede hende en naboklage, da hun sidste sommer en sen
nattetime gjaldede den ud over ældreboligerne i Bredballe. På repeat.
Hvis man kan være
sjælsbeslægtet med en kvinde, der er nærmest præcis 50 år ældre end en selv, så
var jeg det med farmor. Vi var pennevenner, indtil (og efter) hun for en
håndfuld år siden skriftligt meddelte mig, at hun havde brændt(!) mine breve.
Fordi ingen skulle finde dem og læse dem, når hun ikke var her mere. Det var
vores private korrespondance. Det brev svarede jeg nu på, og hun svarede
tilbage. Og sådan fortsatte udvekslingen.
Det sidste brev fra
farmor fik jeg i sommer. Med godbidder til hundene, et kopieret billede af en
fjern slægtning, et avisudklip og to sider med fine håndskrevne ord om fugle,
træer og alderdom.
Det brev fik jeg aldrig
svaret på. Jeg tænkte på at svare næsten hver dag – uden lyv. Men jeg fik
aldrig lige taget mig sammen. Og det fortryder jeg nu. Så, så bitterligt.
Duften af hvidløg vil
altid minde mig om farmor, for helt til det sidste svor hun til at spise et
helt om dagen. Ikke et fed, men et helt, råt hvidløg. Og følelsen af
kokostæpper under bare tæer, hjemmeblandede ansigtscremer, musik fra fjerne
egne og glæden ved ord, sprog, bøger.
Hun døde mens hun lå i
sin seng med Ken Folletts ”På kanten af evigheden”. Det kunne ikke have været
bedre, når nu det skulle være. Symbolsk og helt vildt farmorsk. På kanten af
evigheden.
Og når nu hun selv nåede
kanten, før hun fik læst til ende, må jeg gøre det for hende. Og så i øvrigt
forsøge at leve livet (næsten) lige så skørt som farmor. My way.
(Og husk så lige at få
sendt de breve og sagt de ord. Man ved aldrig, hvornår det er for sent.)
Jeg ville gerne have skrevet om spanske darkrooms, homodiskoteker i flere etager, lebber hver gang man drejede sig rundt, gourmetmad (vi spiste/drak hele vores rejsebudget op. Seriøst. Ud med shopping, ind med michelinrestauranter) og alt det der. Men hele ferien ligger i en mærkelig tåge af lige dele spiritus og afstandssorg på den der måde hvor det hele synes uvirkeligt. Så måske en anden gang.
