Jeg har med fuldt overlæg forsinket min påskejyllandsafrejse en enkelt dag, fordi det betyder, at jeg har hytten helt for mig selv fra nu af, og indtil jeg hopper på noget offentligt transport mod Århus i morgen formiddag.
LL og jeg havde kær ven til middag og rødvin (flertal) i går. Det blev sent.
Egentlig var der en anden aftale på tapetet, men da klokken slog 16, og jeg stadig havde i hvert fald to timers arbejde foran mig, før jeg kunne råbe påskeferie(-ish), aflyste vi lortet.
Hjemmeaften.
... Men da jeg så var ovre og handle til noget sen aftensmad til ved ottetiden, møder jeg sandelig kær ven i Rema, og kær ven er rastløs, og kær ven lokker ("men skal vi ikke pimpe bare en liiiiille smule?"), så et hurtigt opkald til LL senere, står den på indkøb til middag til tre, jeg lægger lidt ekstra rødvin i kurven og ender med at kæve og kævle til de små timer.
Kær ven, der er rimelig powersingleagtig på langtidsmaner spurgte i aftnens løb, om vi – mig og LL – ikke kommer til at savne hinanden, når nu vi tager til hver vores familier over påsken?
Hvilket resulterede i to lesbiske blikke, skamfuldt rettet mod bordet.
For lige meget, hvor meget vi elsker hinanden, så kan det faktisk være helt ualmindeligt rart efter fire år med lidt alone time af og til. Som i: virkelig rart.
Så jeg smed LL+2xHomohund på et tog mod hovedbanen, og nu har jeg tænkt mig at tage et langt og varmt bad, lægge en sort ansigtmaske, varme rester i mikroen og se alt det House of Cards, jeg mangler, mens jeg fylder HELE sengen.
Og selvfølgelig kommer jeg da til at savne min dame. Men lige nu har jeg det rimeligt ok med at være helt alene. Bare HoC ikke er for uhyggeligt.
Hm... Alenehjemme føles fantastisk - de første 5 min. Dernæst går det over i rastløshed og næste stadie er savn. Helt ned i det dybeste af maven. Det er ingen nydelse, men styrker kærligheden.
SvarSletSyret. Jeg har det lidt omvendt. Meget rastløs først. Så nydelsesagtigt derfra, og nærmest indtil jeg hører hendes stemme.
SletJeg skal ærligt indrømme, at jeg har voldsomt brug for alenetid - også væk fra min kæreste. Jeg forstår slet ikke dem, der skal lave alt sammen. Jeg bliver helt angst ved tanken, selvom jeg da elsker min kæreste himmelhøjt! Jeg tror på, at det styrker ens parforhold, at man kan være fra hinanden i nogle dage eller en uge - og nyde det.
SvarSletPræcis! Jeg har det på samme måde. Og har taget mig selv i ikke at kunne skjule skuffelsen, hvis hendes aftale bliver ændret i sidste øjeblik, når jeg har set frem til alenetid. Og det handler VIRKELIG ikke om manglende kærlighed. Bare om behov for heeeelt uforstyrrethed. En gang i mellem.
SletI juleferien tog jeg hjem allerede 1. juledag og var HELT alene hjemme efter flere dage i familiens skød. Min mor var lige ved at græde ved tanken (for vi plejer jo altid at være samlet 1. juledag, snøft), men jeg havde det faaaantastisk! <3 Alene.
SvarSletHahaha - alenetid ftw!
Slet