Valeria Lukyanova - den menneskelige Barbie-dukke

I kender det godt. Det sekund, man søger efter "Ukranian", og Google hjælpsomt foreslår Ukrainian politics? Ukranian crisis? News? Language? Flag? ... og man med skamfuldt bøjet hoved afslutter: "Ukranian ... human Barbie doll".

I har måske endda hørt om hende den ukrainske menneskedukke, Valeria Lukyanova? 

... Som selv ifølge artiklen i GQ nægter enhver lighed med Barbie og kun har vedkendt sig at have fået lavet én plastikoperation (brysterne).

Trofaste læsere kender min fascination af Barbie. Jeg er ikke så stolt af den, fascinationen, men den er der, og den er betydelig. Derfor googlede jeg også i morges Valeria. Bare for lige at kigge.

Og artiklen fra GQ er faktisk rigtig interessant, blandt andet fordi den sætter fokus på det mærkeligt feministiske i Valerias projekt. 

Jeg kan ikke finde ud af, om det er søgt, men netop i Ukraine hvor piger 'fødes til at blive hustruer og mødre', har Valeria faktisk taget en eller anden form for kontrol tilbage. Hun har - med egne ord - ikke formet sig som en dukke for mændenes skyld men snarere for sin egen.

Som artiklen konkluderer:

"Valeria has gotten a degree of power, a degree of control, and a major say in her own destiny. It could be that the world [...] have misjudged the Human Barbie in a fundamental way. Her steady drift from reality [...] is not about submissiveness, fame, or snagging a husband. It could be about finding a way out, however random, bizarre, and costly the route appears from the outside. It could be about gaining some measure of freedom."

Det er sgudda et interessant perspektiv. 

Og ret meget et stort fuck you til feminismens svar på den hvide heteroseksuelle mands overtag - nemlig at anskue kårene for kvinder i Østeuropa gennem den vestlige velstillede verdens feminisme. 

Selvfølgelig kan og bør præmissen diskuteres ('skønhed' som en way out er vel overordnet anskuet en lidt ærgerlig rute at være tvunget ind på) og debatteres, men interessant er det da. 

Og underligt respektindgydende. 

Et andet afsnit i artiklen, som jeg bed mærke i, er det, der handler om, hvordan en heteroseksuel mand - journalisten i dette tilfælde - reagerer på hendes skønhed. For selvom hun 'burde' være idealkvinden, støbt i idealets form, reagerer journalisten sådan her ved deres første møde:

"Her beauty, though I hesitate to use the term, is pitched at the exact precipice where the male gaze curdles in on itself. Her features are the features we men playfully ascribe to ideal women; it's how we draw them in manga and comics and video games. Except we don't expect them to comply with this oppressive fantasy so fully. As a result, she almost throws our idea of a supervixen back in our face."

Anyway. Læs artiklen - den er velskrevet og god. 

Især hvis man er lidt fascineret af det her plastic fantastic-værk. Og får sine fordomme lige tilbage i synet, når man læser, at transformationen ikke er noget, hun har gjort 'for en mand'. Snarere tværtom. For at slippe for mændene.

At kvinden så er rygende racist sætter vi lige til side. Hun har nogle ret forskruede idealer og forestillinger om skønhed ... nå ja og om (host host) dimensioner(!). Men projektet - at tage sin krop tilbage, midlerne underordnet - er da spændende.

---