Da jeg var knap 20 år og lige flyttet til København, drømte jeg altid om at tage i byen og bare føle mig hjemme. At have et crew.
Mine veninder og jeg festede til britpop på Stereo Bar eller dansede i strømpesokker på Vega dengang. Men vi kendte aldrig andre end hinanden og sendte lange misundelige blikke mod de der store vennegrupper, der færdedes helt frit i diskorummet.
Den gamle misundelse huskede jeg pludselig i fredags.
Da jeg og BB havde spist middag og snakket nonstop i otte timer, og klokken var blevet 04, og vi besluttede at tage på Nevermind. Bare os to.
Allerede i køen mødte vi kendte ansigter, og da vi kom ind (shit, hvor var der mange mennesker på Nevermind fredag nat - omg) blev vi mødt af udstrakte arme, for både Min Nye Bøsse og alle de andre gode var der - og flere til. Uden at vi havde aftalt nogle møder inden.
Det føltes så fantastisk.
Og så stod man der i kanten af dansegulvet uden at være sådan rigtig fuld og kiggede rundt og var bare lykkelig. Fordi alle var glade. Og kyssede og dansede og var helt enormt smukke.
Jeg kan godt blive lidt glædesberuset i homobyen nogle gange. Fordi der altså bare er noget helt særligt ved et rum, hvor minoriteten pludselig er majoriteten. Det er svært at forklare.
Klokken 5.30 gik jeg udenfor og ringede. Jeg havde lovet Lebben I Mit Liv et kærligt wake-up call. Hun skulle nemlig nå en meget tidlig togafgang lørdag morgen med to hunde - og er 100 pct. (lige meget hvad hun selv påstår) typen, der kan sove fra sit vækkeur, hvis hun er træt nok.
Så da jeg fuld og lykkelig bevægede mig hjem i seng, stod hun op og drog på julevisit i det jyske. Et af de der sære øjeblikke hvor mit 'i morgen' er hendes 'i dag'.
Nu savner jeg hende.
Det lyder dejligt. Nu bliver jeg lidt misundelig. Ps. hvordan gør man når man er lesbisk single for første gang?
SvarSlet