Puhada. Jeg holdt fødselsdagsfest i lørdags. Derfor radiotavshed. For de ca. femten bedste af de bedste.
Vi blev så fulde. Og en hældte rødvin ud over samme reol, som Bedstebøssen og undertegnede sirligt havde malet otte timer tidligere. Men det kunne jo tørres af. Værre ser det ud i vindueskarmen, hvor ingen tænkte på at puste lysene ud, før de smattede karmen (også 100 pct. nymalet) ind i stearin. Jeg har endnu ikke fundet overskuddet til at gøre noget ved det.
Åh! Jeg bliver så fucking lykkelig af at tænke på mine venner. Ikke at jeg egentlig sådan kan tillade mig at være stolt by proxy. Men et eller andet må jeg alligevel have gjort rigtigt, når jeg har været i stand til at fange så mange gode mennesker i mit net. Jeg ved godt, jeg har sagt det før.
Det bedste var (nærmest) om søndagen, da sms'erne begyndte at tikke ind. Sms'erne med tak for i går - og hver og en med denne vigtige og afsindigt skønne tilføjelse:
"Hvor kender du bare mange fantastiske mennesker."
Jeg elsker mine venner - men hvad bedre er: De elsker hinanden. NICE.
Ved du hvad? Venner er den smørelse, som giver en modet til at fortsætte... De står der, når du er pisse ked af det, over at kæresten er smuttet. Venner skal elskes, og være elsket! Fedt!
SvarSlet