DR skal lave lebbe-tv. Det har været i støbeskeen en tid nu, men blev først mig bekendt, da en (lesbisk) veninde lagde en telefonbesked til mig for en måneds tid siden. Den lød sådan her:
"Hej N, DR skal lave et realityprogram om lebber, og de spurgte, om jeg kendte nogen, så jeg gav dem altså en henvisning til din blog. Ikke noget med dit navn, bare webadressen."
De havde også spurgt hende, om hun ville deltage. Men det ville hun ikke. Så det. Og nu skriver jeg "også", hvilket faktisk er en stor fed løgn. De tog nemlig aldrig kontakt til mig. Og godt det samme. (den katapult til mediestjernehimlen er jo da også bare en katapult til mediestjernehimlen. Det er såmænd nok bare en skrækkelig dum, kedelig og fuldstændig...fuldstændig vidunderlig katapult til mediestjernehimlen).
Jeg havde også sagt nej, selvom jeg måske, når det kommer til stykket, er mere medieliderlig end jeg vil være ved. Og det handler altså ikke (kun) om rævesure rønnebær.
For selvom jeg ikke er det mindste flov over hverken min homoseksualitet eller at tale om den, har jeg simpelthen så svært ved at se, hvordan mit liv (og flertallet af mine lebbevenners, for den sags skyld) skulle være en tv-udsendelse værdigt.
I hvert fald når der, som det fremgår af programmets Facebook-side, er tale om et reportage-program (altså et program, hvor vi følger hovedpersonerne i deres daglige arbejde) og ikke et interview-program, hvor deltagerne i højere grad kunne meta-ytre sig. Som vi så det i den noget så fine dokumentar "Goddag mit navn er lesbisk".
Jeg - og de fleste af mine lebbevenner - lever vores daglige liv helt og aldeles ulesbisk. Hvis vi da lige ser bort fra de lesbiske kropsvæsker, der udveksles bag lukkede døre. Men selvom nogen gav DR lov til at hoppe med mellem lagnerne, ville en public service-kanal alligevel se sig nødsaget ti lat klippe størstedelen af de detaljer fra.
Og I behøver for øvrigt slet ikke indvende et "jamen hvis du ikke er flov over din seksualitet, hvorfor må vi så ikke vide, hvem du er?". Og det er netop derfor, jeg ikke er på tv (nuvel, en af flere årsager, så skidt da). For der bestemmer jeg ikke selv, hvilken ramme der lægges ned over mig.
Og jeg lover at tale ligeså åbent om mit sexliv og mit parforhold, hvis du en dag støder på mig i byen, som jeg gør det her på bloggen, i øvrigt. Men lige nu klæder anonymiteten mit sprog godt her på bloggen. Synes jeg.
Kh. N.
"Hej N, DR skal lave et realityprogram om lebber, og de spurgte, om jeg kendte nogen, så jeg gav dem altså en henvisning til din blog. Ikke noget med dit navn, bare webadressen."
De havde også spurgt hende, om hun ville deltage. Men det ville hun ikke. Så det. Og nu skriver jeg "også", hvilket faktisk er en stor fed løgn. De tog nemlig aldrig kontakt til mig. Og godt det samme. (den katapult til mediestjernehimlen er jo da også bare en katapult til mediestjernehimlen. Det er såmænd nok bare en skrækkelig dum, kedelig og fuldstændig...fuldstændig vidunderlig katapult til mediestjernehimlen).
Jeg havde også sagt nej, selvom jeg måske, når det kommer til stykket, er mere medieliderlig end jeg vil være ved. Og det handler altså ikke (kun) om rævesure rønnebær.
For selvom jeg ikke er det mindste flov over hverken min homoseksualitet eller at tale om den, har jeg simpelthen så svært ved at se, hvordan mit liv (og flertallet af mine lebbevenners, for den sags skyld) skulle være en tv-udsendelse værdigt.
I hvert fald når der, som det fremgår af programmets Facebook-side, er tale om et reportage-program (altså et program, hvor vi følger hovedpersonerne i deres daglige arbejde) og ikke et interview-program, hvor deltagerne i højere grad kunne meta-ytre sig. Som vi så det i den noget så fine dokumentar "Goddag mit navn er lesbisk".
Jeg - og de fleste af mine lebbevenner - lever vores daglige liv helt og aldeles ulesbisk. Hvis vi da lige ser bort fra de lesbiske kropsvæsker, der udveksles bag lukkede døre. Men selvom nogen gav DR lov til at hoppe med mellem lagnerne, ville en public service-kanal alligevel se sig nødsaget ti lat klippe størstedelen af de detaljer fra.
Og I behøver for øvrigt slet ikke indvende et "jamen hvis du ikke er flov over din seksualitet, hvorfor må vi så ikke vide, hvem du er?". Og det er netop derfor, jeg ikke er på tv (nuvel, en af flere årsager, så skidt da). For der bestemmer jeg ikke selv, hvilken ramme der lægges ned over mig.
Og jeg lover at tale ligeså åbent om mit sexliv og mit parforhold, hvis du en dag støder på mig i byen, som jeg gør det her på bloggen, i øvrigt. Men lige nu klæder anonymiteten mit sprog godt her på bloggen. Synes jeg.
Kh. N.
Har du set kommentaren i Politiken om det i dag? http://politiken.dk/debat/profiler/millamoelgaard/ECE1762590/taabeligt-at-dr-vil-have-laekre-lesbiske-paa-skaermen
SvarSlet"Du skal foretrække en klub frem for en bodega og kjole i byen frem for bukser". Suk. Man må med andre ord for alt i verden ikke være Typisk Lesbisk. Dummy'en ser jo ud som om der rent faktisk godt kunne være plads til reflektion i konceptet, så håber virkelig at nogle kloge og seje kvinder melder sig og at det ikke bliver rent "se-lebber-kan-godt-gå-i-kjoler-program".
Like! Like! Like!
SvarSletMeget fin Askepotreference ;)
SvarSletAd.: Anonym1: Jeg læste godt opinionen i Politiken - der kommer noget på bloggen desangående (nyt yndlingsord, dejligt tørt) en af dagene.
SvarSletAd.: Anonym2: Selv! Selv! Selv!
Ad.: Anonym3: I know, jeg satsede heftigt på, at nogen ville fange den.