Det her billede har floreret henne på Facebook i dag. Måske fordi det er Pride. Billedet er et screenshot fra skuespilleren Morgan Freemans Twitter-profil.
Bøssebekendt: Er ikke sikker på om jeg er helt enig... Tror da had og intolerance har ret meget med frygt at gøre...
Mig: Hmm. Har for ondt i hovedet til at argumentere. Tror jeg. Men jeg synes ærligt talt at det i fx forbindelse med racisme og homofobi er alt for humanistisk at tale om 'angsten for det fremmede'. Nogle gange behøver man ikke at undersøge årsagen. Nogle gange skal man bare blive vred over snævertsynet.
Bøssebekendt: Enig (vi behøver ikke argumentere). Men synes ligeledes det bliver for nem at bare sige, at det ikke har noget med frygt at gøre. Weee, jeg sidder inde og nyder en kold øl og observerer priden via Instagram.
Mig: Jeg så den live, sgu (for noget der minder om første gang), og fik faktisk tårer i øjnene af glæde over al den mangfoldighed.
Bøssebekendt: Ej, du burde blive politiker
Hvad synes I - er det vigtigt at finde ud af, hvad der ligger til grund for den snævertsynede ondskab (undskyld mig), jeg mener, homofobi (og racisme, fx) er? Eller er det ok bare engang imellem at konkludere, at idioterne er idioter og bør tvinges til et holdningsskifte?
Selv er jeg opdraget til meget (måske for?) stor empati. Til at det altid handler om, at folk 'har det svært indvendig', når de opfører sig urimeligt. Men jeg kommer mere og mere i tvivl om det er nødvendigt altid at have den mellemregning med, før man tager stilling til snævertsyn.
For nogle gange er årsagen fanme underordnet.
Jeg tror også altid, jeg vil møde den form for intolerance med en tanke om, at der var noget i den barndom der gik galt. Jeg har fx altid godt kunnet lide citatet: "No child is born a homophobe". Og det er jo rigtigt, ikke?
SvarSletOMG. Dit navn. Nu ærgrer jeg mig over ikke at have tænkt på det først. Det er et MEGET bedre navn end Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Damnit.
SletOg dernæst til dit spørgsmål. Jo. Du har ret. Jeg er i bund og grund helt enig.
...Jeg kan bare fra tid til anden blive så uendeligt træt af at skulle undskylde urimelig(!) adfærd med problematisk opvækst. Nogle gange er den form for humanistisk tolerance simpelthen bare at cutte fæhovederne for meget slack.
Jeg er lidt enig i begge synspunkter. På en side er jeg træt af, at man skal være åh så forstående over for personer, der dybest set er idioter. På den anden side kommer man måske længere med lidt tolerance...
SvarSletSømmet på hovedet eller hovedet på sømmet eller hvad fanden man nu siger.
SletEn fobi er jo en panisk, irrationel angst for noget, og muligvis findes der faktisk folk derude, som er angste for homoseksuelle mennesker, men langt de fleste er ikke homofober som sådan, de er intolerante, snævertsynede og fandens langt efter udviklingen. Jeg tror ikke man kan eller skal tvinge dem til et holdningsskift, men man kan sørge for, at de ikke påvirker offentligheden og prøve at påvirke dem i positiv retning.
SvarSletVi er i hvert fald nødt til at give dem plads til at tale - ellers holder de det jo hemmeligt, og så kan man ikke kende dem og holde sig fra dem!
I øvrigt, som tegn på at folk kan ændre sig og blive klogere: http://www.youtube.com/watch?v=B24qxWPPVbM
Et ord: HØRT!
SletHomofobi (og racisme) handler i allerførste omgang om uvidenhed. Med uvidenhed følger en, med et godt engelsk låneord, form for "alienation." Altså, man tager afstand fra det ukendte, fordi det er ukendt, og ikke (nødvendigvis) fordi man ligefrem er bange.
SvarSletDét med, at nogle faktisk frygter homoseksuelle og folk af anden etnisk baggrund bunder i, at vi har en tendens til at projicere vores frustration og vores vrede mod dem, vi ikke har så meget til fælles med og dem, vi egentlig ikke kan lide alligevel.
Verden har brug for syndebukke, og dem, der har en anden livsstil end dig er perfekte til denne rolle. Derfor, tænker jeg, kan det udvikle sig til hate-crimes og/eller homofobi.
Derfor kan man jo sige, at det til en vis grad er ganske menneskeligt, samtidig med at det stadigvæk er pisseirriterende og uendelig dumt.
- Derfor gider jeg bare ikke komme med undskyldninger længere. Hvis vi alle bebrejder vores barndom og forældre for vore brister, kommer vi aldrig videre. I bund og grund er der ingen grund til at acceptere dem, der ikke accepterer dig, for de er det egentlig ikke værd.
Er det kynisk?
Indsætter lige en klapsalve her. Mine Pride-efterveer har afholdt mig fra at kommentere, idet jeg simpelthen ikke kunne sætte to ord sammen. Jeg er helt enig. Ikke spor kynisk.
SletNej, det er ikke spor kynisk. Enig med Manja. Jeg har det på samme måde. Det har ikke gjort noget godt for min selvfølelse at have lært at undskylde de, der gør mig ondt. Så slut med det nu. Groft sagt.
Slet