Jeg er ved at sætte lejlighed i stand. Hvis det skulle være gået en næse eller to forbi.
Lejligheden er min, og faktisk er det ikke planen, at Lebben I Mit Liv flytter ind med mig i første omgang. Måske ender det sådan alligevel. Vi tager den bare med ro. Men hun er håndværkeren i det her forhold, så hun har mildt talt også noget at skulle have sagt i processen.
Jeg tænker af og til helt angst på, hvor jeg ville stå, hvis der skulle ske et eller andet med hende. For fanden da.
Shit, hvor kynisk.
Bevares. Jeg ville selvfølgelig både være meget, meget ked af, at hun var kommet noget til. Men jeg ville godt nok også stå med en ubeboelig lejlighed og et massivt banklån. Men mest ville jeg være forfærdeligt ked af at stå uden min kæreste, selvfølgelig.
Nå, men vi kom fra mine evner udi at bruge hænderne til andet end at skrive på en fjollet blog:
Jeg. Føler. Mig. Så. Dum.
Jeg fatter ikke faldstammer og bærende konstruktioner. Jeg aner ikke noget om, hvor svært eller mindre svært det er at føre en ledning. Jeg gør mig ikke begreb om gipstape og japanspartler. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst og er derfor en stor, gigantisk nejhat i det her projekt.
Jeg er ikke engang særlig stærk, så jeg kan løfte tunge ting. Jeg er lidt bare i vejen.
Og Livslebben bliver irriteret på mig, når jeg for fjerde gang skal have forklaret, hvordan man indkapsler et rør (eller bare, at det er en mulighed og kan lade sig gøre). Jeg forstår det godt, men det skærer mig alligevel i hjertet.
Jeg må huske på, at jeg er god til andre ting. Når nu jeg er så eminent dårlig til at rive køkkener ned, endsige lave en ordentlig aftale med VVS'eren, der skal lave badet.
Jeg kom iøvrigt til at sige "men du er sådan en VVS-type, ikke? Du er ikke elektrikertype, vel?" til mureeren (murertypen). Livslebben noterede bagefter, at håndværkere ikke bryder sig om at bliver kald "-typer". Jeg kunne godt høre det, da hun sagde det. At det lød nedladende og akademikeragtigt. Men sådan var det faktisk slet ikke ment. Jeg er tværtimod - særligt i forbindelse med denne proces - dybt, dybt, dybt imponeret over, hvor sejt det er at kunne et håndværk. For fanden da.
Lejligheden er min, og faktisk er det ikke planen, at Lebben I Mit Liv flytter ind med mig i første omgang. Måske ender det sådan alligevel. Vi tager den bare med ro. Men hun er håndværkeren i det her forhold, så hun har mildt talt også noget at skulle have sagt i processen.
Jeg tænker af og til helt angst på, hvor jeg ville stå, hvis der skulle ske et eller andet med hende. For fanden da.
Shit, hvor kynisk.
Bevares. Jeg ville selvfølgelig både være meget, meget ked af, at hun var kommet noget til. Men jeg ville godt nok også stå med en ubeboelig lejlighed og et massivt banklån. Men mest ville jeg være forfærdeligt ked af at stå uden min kæreste, selvfølgelig.
Nå, men vi kom fra mine evner udi at bruge hænderne til andet end at skrive på en fjollet blog:
Jeg. Føler. Mig. Så. Dum.
Jeg fatter ikke faldstammer og bærende konstruktioner. Jeg aner ikke noget om, hvor svært eller mindre svært det er at føre en ledning. Jeg gør mig ikke begreb om gipstape og japanspartler. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst og er derfor en stor, gigantisk nejhat i det her projekt.
Jeg er ikke engang særlig stærk, så jeg kan løfte tunge ting. Jeg er lidt bare i vejen.
Og Livslebben bliver irriteret på mig, når jeg for fjerde gang skal have forklaret, hvordan man indkapsler et rør (eller bare, at det er en mulighed og kan lade sig gøre). Jeg forstår det godt, men det skærer mig alligevel i hjertet.
Jeg må huske på, at jeg er god til andre ting. Når nu jeg er så eminent dårlig til at rive køkkener ned, endsige lave en ordentlig aftale med VVS'eren, der skal lave badet.
Jeg kom iøvrigt til at sige "men du er sådan en VVS-type, ikke? Du er ikke elektrikertype, vel?" til mureeren (murertypen). Livslebben noterede bagefter, at håndværkere ikke bryder sig om at bliver kald "-typer". Jeg kunne godt høre det, da hun sagde det. At det lød nedladende og akademikeragtigt. Men sådan var det faktisk slet ikke ment. Jeg er tværtimod - særligt i forbindelse med denne proces - dybt, dybt, dybt imponeret over, hvor sejt det er at kunne et håndværk. For fanden da.
Åhh hvor jeg kender det, jeg er IKKE håndværkertypen, og jeg er slap og syns det gør ondt når jeg slår mig, en TØS er jeg. Ligge nu har vi en hulens masse brænde (sådan er det på landet) liggende som skal skæres op og flækkes, og fordet første forstår jeg mig slet slet ikke på hvordan dette gøres, og jeg har svært ved egentlig lige at overskue hvor stort et arbejde det er, nå hende kvinden i mit liv snakker med andre og siger hvor meget træ det er, og her bruges selvfølgelig de rigtige termer, siger folk hold da op sikke et arbejde, det er godt nok meget træ! Og helt ærligt så fatter jeg ikke en meter af hvad hun siger... Så hun skære træet og flækker træet og sveder meget så jeg gætter på det er pænt hårdt, jeg ville gerne hjælpe men jeg er sku bare i vejen... Jeg bager en kage eller noget...
SvarSlet...Du mener vist, at du ikke fatter en kubikmeter af, hvad hun siger. Hæhæ.
SletJeg skal lige prøve at høre min mor, hvad hun ville sige til at blive kaldt en VVS-type. Mest ville hun nok grine og sige "flyt dig", men jeg kan jo ikke vide det.
SvarSletSejt med en moderlig VVS'er (det må man gerne bare kalde dem). Måske er jeg en kliché på en kliché, men kvindelige håndværkere gør mig meget glad.
SletHæhæ, mange folk spørger "er hun lebbe eller hva" og det synes jeg måske er lige lovligt binært. Næh, hun er bare blikkenslager og en del til. Hun syntes jo det var awesome dengang hun skulle vælge uddannelse.
SletI øvrigt ville hun reagere som skitseret.
Jeg tror, jeg på samme måde vil indkode mig en automatreaktion:
SletFremmed: "Hvad er klokken?"
Mig: "Flyt dig."
Jeg kan lide det.
Det kan helt sikkert noget. Det har jeg slet ikke tænkt på før.
SletMan kunne evt. have et helt arsenal af automatreaktioner:
"Hvad er klokken?" - "Kvart i uartig"
"Hvad vil du?" - "Hvad kan du?"
Ej, jeg ved ikke rigtigt... det kunne være sjovt at fyre det der lort af og så bare gå og gnægge for sig selv. Fordi så voksen er man nemlig.