Okay. Jeg ved godt, at krage søger mage, og at der selvfølgelig er en pointe i at omgås nogle - især som single måske? - der gider gå i byen samme steder, som man selv gider gå i byen. Men er det ikke helt vildt, at alle lebber kender hinanden - om ikke andet, så af navn?
Da jeg sprang ud - i 2005 var det vel - kendte jeg ikke nogen lesbiske. Eller. Min allerbedste bøsses gode veninde E. var netop sprunget ud (det har så siden smittet yderligere fire af hans veninder, mig selv inklusiv), og han introducerede mig videre til en anden lesbisk bekendt, O., som flirtede meget åbenlyst med mig (og alle andre). Det var smigrende. Og måske første skridt på vejen til erkendelse. Ha. Lesbianisme som religion. Love it!
Men jeg havde ingen lesbiske tæt på mig. Hverken på den platoniske eller nogen anden måde.
Så blev jeg kærester med N. En kvinde. N. havde haft et hav af kvindelige kærester - eller i hvert fald tre - og omgikkedes stadig flere af disse som venner. Endnu et parameter, man lige skal vænne sig til som nylesbisk (det er et ord).
Samtidig begyndte jeg at hænge ud med en lesbisk veninde, K., som jeg havde mødt på Boyfriend.dk. Siden blev K. kærester med min bekendte (hidtil heteroseksuelle). Hvis hetero-veninde jeg for øvrigt scorede til en fest. Og så ruller snebolden. Lebbe avler lebbe.
Nu inviterer jeg til homomiddage. Fx. Og tjekker Girlports.com inden jeg tager på ferie. Fx. Det er sgudda underligt.
N., min første damekæreste, er jeg stadig meget nære venner med. Vi gik fra hinanden for knap fire år siden. Hun har i øvrigt for mange mange år siden knaldet med S., der også har knaldet med min (nuværende) kæreste. Den der bytten rundt er sgudda for mærkelig.
Selvfølgelig er vi færre, og selvfølgelig har man vel smagsoverlap med (eks)kærester og deres flings. Men alligevel?
Da jeg sprang ud - i 2005 var det vel - kendte jeg ikke nogen lesbiske. Eller. Min allerbedste bøsses gode veninde E. var netop sprunget ud (det har så siden smittet yderligere fire af hans veninder, mig selv inklusiv), og han introducerede mig videre til en anden lesbisk bekendt, O., som flirtede meget åbenlyst med mig (og alle andre). Det var smigrende. Og måske første skridt på vejen til erkendelse. Ha. Lesbianisme som religion. Love it!
Men jeg havde ingen lesbiske tæt på mig. Hverken på den platoniske eller nogen anden måde.
Så blev jeg kærester med N. En kvinde. N. havde haft et hav af kvindelige kærester - eller i hvert fald tre - og omgikkedes stadig flere af disse som venner. Endnu et parameter, man lige skal vænne sig til som nylesbisk (det er et ord).
Samtidig begyndte jeg at hænge ud med en lesbisk veninde, K., som jeg havde mødt på Boyfriend.dk. Siden blev K. kærester med min bekendte (hidtil heteroseksuelle). Hvis hetero-veninde jeg for øvrigt scorede til en fest. Og så ruller snebolden. Lebbe avler lebbe.
Nu inviterer jeg til homomiddage. Fx. Og tjekker Girlports.com inden jeg tager på ferie. Fx. Det er sgudda underligt.
N., min første damekæreste, er jeg stadig meget nære venner med. Vi gik fra hinanden for knap fire år siden. Hun har i øvrigt for mange mange år siden knaldet med S., der også har knaldet med min (nuværende) kæreste. Den der bytten rundt er sgudda for mærkelig.
Selvfølgelig er vi færre, og selvfølgelig har man vel smagsoverlap med (eks)kærester og deres flings. Men alligevel?
Så blev jeg jo 43 i dag, og tænker at jeg tænkte ligesådan for 13 år siden. På et tidspunkt melder man sig ud ( jeg og stort set alle jeg kendte gjorde...) og så lever man sit lesbiske liv ude i livet, og når man kommer på besøg på Vela ER man fucking gammel og tænker : hvor er alle de andre henne og hvad laver alle de børn her ????
SvarSlet