GIV ELSA EN DAMEKÆRESTE

Har I set, at #giveelsaagirlfriend hitter på Twitter i dag?

Jeg er vild med det. Og i sagens natur stor fortaler for homorepræsentation i mainstreammedier. Og nææææsten endnu større fan af alt, der er animeret. Jeg genser - og jeg lyver ikke - Skønheden og Udyret mindst en gang om året, når jeg er ked af det. Meget trygt. Vild med Disney, Pixar og Dreamworks. Og elsker selvfølgelig også alt det der Nightmare Before Christmas-, Mary & Max-, Triplets of Belleville-, Frankenweinie-værk.

Nå men altså. I lørdags var jeg i biografen og se ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D. Og jeg skal nok nå frem til pointen.

(Det var i øvrigt samme dag som jeg stod fadder (modder?) for bedstevenindens lille søde jordbærblonde baby (og nu venter spændt på, at baby ringer og udspørger mig om nadverbord og alt det der). Var meget nervøs for, om præst ville spørge mig, hvorvidt jeg var medlem af folkekirken for efterfølgende at smide mig på porten, men heldigvis er det der fadder (modder?) mest for syns skyld. Tror jeg. Nå. Sidespring.)

Jeg så ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D med dejlig veninde + venindes to børn, og den var ... ganske og aldeles rædselsfuld. Nåede end ikke halvt i mål med middelmådigt forsøg på at vride et par års yderligere merchandise-salg ud af en allerede falleret finsk mobilspil.

Og nu når jeg til pointen.

For der er i filmen (hashtag-spoiler-alert!) et fuglepar, der mister deres lille fugleunge. Og jeg troede i så, så, så lang tid, at det var et lebbefuglepar. Hvilket gjorde mig glad og måske havde fået mig sneget op på et ikke-negativt antal stjerner i min samlede anmeldelse af ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D.

Hvorfor troede jeg, fuglene var lesbiske?

Jo.

1) Fuglen med den lyseste stemme var større end fuglen med den mørkeste stemme
2) Begge fugle var blå og havde laaaange øjenvipper
3) Jeg kan godt selv se, at homofordommene er strong with this one

Men til slut blev fuglene tiltalt hhv. Hr. og Fru. Og smadrede således mit spinkle håb (og filmens sidste chance for bare et score et enkelt pluspoint).

Og NU til pointen.

For helt alvorligt. Der skal så lidt til. Og man bliver så glad. Altså når homoer i popkultur spiller helt almindelige mennesker.

Jeg gik og lyttede til (nyt yndlingspodcast) Flash Forward forleden. Scenen var sat på en first date i fremtiden, hvor præmissen ligesom var, at man hver især kendte sit eget præcise dødstidpunkt og derfor måske skulle afveje den slags tidligt i et parforhold. Og parret på deres første date var i dette scenarie to kvinder. Og det var så lillebitte en detalje. Men så fint. Fordi det bare var helt normalt. Det kunne have været hvem-som-helst. Homoer! Heteroer! Mennesker!

... Og derfor gad jeg godt, at Elsa fra Frozen fik en damekæreste. For - som det så sandt bliver nævnt - kan det virkelig være sandt, at det i Disney-regi skal være mere almindeligt, at man falder for et UHYRE end for en af samme køn? Se, jeg sagde det jo. Jeg skulle nok få flettet mig tilbage til en slags pointe.

I øvrigt synes jeg, hvis ret skal være ret, at Frozen er noget af det ringeste, Disney har lavet længe. Så den samme dag, som jeg så Brave. Og JEG ved i hvert fald godt, hvem jeg helst ville knalde. Uden at det skal lyde (alt for) pædo.

---

Hørt i Paradise Hotel

Der ligger lige præcis 116 kladder i bloggens backend-arkiv. Det vil sige, at jeg 116 gange er gået i gang med et blogindlæg men så inden udgivelsen har forkastet det af den ene eller den anden årsag. 

Det her er et eksempel på sådan en kladde. Fra 2014. Jeg undrer mig til stadighed over, at jeg ikke dengang fandt det værdigt til udgivelse:

Hørt i Paradise

• Jeg tror du sætter en solid krop under den kjole
  
• Jeg lukker Nadia i morgen
  
• Hvis du ikke vil knalde, kan jeg lige så godt spise toast

---

Homohelbredelsen

Har I set den? Dokumentaren Homohelbredelsen? På DR?

Jeg så den med milde tømmermænd i søndags (efter glimrende lørdags-glimmerfest i mere end én forstand - både Guldmineparty OG melodunsefejring).

Og jeg er ret målløs. Dels fik jeg totalt squad envy. Christine har jo et lebbe-entourage, som vi andre kun kan drømme om (no offense, venner). Jeg fik også lidt tattoo envy. Pæn vinge på vingen, alligevel. Og så ville jeg da heller ikke skælde ud, hvis jeg så lige så sej ud på et longboard.

Men dokumentaren gav mig til gengæld ikke det mindste frikirke-envy.

Det er meget svært at se dokuen så’n 100 pct. objektivt, når man selv:

1) Blev døbt som 12-årig for at få gaver … og formede helligånden i fimoler som en del af konfirmationsforberedelsen hos ret laid-back kvindelig(!) præst.

2) Er homo.

Men for mig virker det at fravælge sin seksualitet for resten af livet simpelthen som at give thumbs up til at få skåret et raskt ben af og så bare acceptere, at man nok kommer til at gå lidt træls til sine dages ende. Skodanalogi. Beklager.

Og næstekærlighed og religion begynder bare at klinge en lille smule hult, når gud (whoever she is) kun kan acceptere dig fuldstændigt med hud og hård og helt og betingelsesløst, som den du er, hvis du, well … ikke er den, du er.

Men det, der for mig virker så vildt er, at Christine i dokumentaren synes enormt velreflekteret. Hun er jo selv driften bag dette ønske om at smide sin seksualitet fra sig. Det siger hun jo. Selvom det er svært ikke at mistænke et helt livs indoktrinering for at være den sande driver bag beslutningen.

Og samtidig tager hun jo nul bullshit fra de to vanvittige homohelbredere og deres sindssyge amerikanske manipulation. Og er heller ikke bange for at gå farmand på klingen og stille spørgsmål ved, hvorfor han ikke kunne acceptere hendes tidlige teenagekæreste på lige fod med søskendes heterokærester.

Jeg er både:

1) Meget bekymret for Christine (fordi hun virker så glad og tilpas i sin homotilværelse)

2) Meget sikker på, hun nok skal klare den

3) Meget bange for at sætte ord på, at jeg er meget sikker på, hun nok skal klare den, fordi det lyder patroniserende, og hvordan kan JEG være så sikker på, at min sekulære homofile vej gennem livet er den rigtige?!

Jeg har brug for at diskutere det. Og hvis nogen (who am I kidding, naturligvis er der nogen), der kender Christine, så fortæl hende lige, at hun er megasej (og fortæl mig, hvor historien ender? Er hun stadig sammen med sin søde kæreste? Er hun stadig homo?)

---

Status efter stilhed

Med fare for at lyde en kende dramatisk:

Jeg har aldrig oplevet noget hårdere end de første fire måneder af 2016. Jeg beklager mit fravær, men jeg har været i en slags undtagelsestilstand med fuldt fokus på at holde næsen oven vande midt i det sværeste, jeg i mit liv har prøvet.

Jeg kan huske, hvor jeg var, da min mor for syv år siden ringede og fortalte, at hun havde fået kræft. Og jeg kan huske, hvordan jeg måtte sætte mig ned på gulvet i min daværende kærestes interimistiske studenterkøkken. Der er alligevel en slags sandhed i den der kliché med at benene forsvinder under en og sådan.

Da min far tre år senere ringede og fortalte, at han havde fået kræft, stod jeg i LL’s entre. Han havde ringet forgæves et par gange, og jeg fornemmede, at noget var galt. Han plejede at være mesteren af telefonsvarerbeskeder, og pludselig var der bare ubesvarede opkald en masse. Og ganske rigtigt. Kræft. Igen måtte jeg sætte mig ned. Gemme mig fra det, der seriøst virkede som det mest urimelige nogensinde. Begge mine nærmeste alligevel?!

Da LL fik overbragt nyheden på Hvidovre en dag i februar, var jeg der ikke. Hun var alene. Lægerne havde spurgt, om hun ville vente med at få informationen, til jeg kom derud, men plasteret skulle lige som bare flås af. Og lidt som når nogen beder dig sidde ned, før du modtager en besked, ved man godt, at klokken ikke just er slået lottogevinst, når læger spørger, om man vil have overbragt nyheden straks eller vente på sine nærmeste.

Så hun fik dommen og ringede til mig, mens jeg stod på kontoret – allerede komplet hudløs oven på knap en måneds uvished og indlagt LL.

Hun sagde: ”Baby. Jeg kan ikke holde det, jeg havde lovet.”

Og så græd hun. Og så græd jeg. Hun havde lovet - lovet! - mig, at det ikke var kræft.

Jeg hoppede straks i en taxa og sad og tudede ved siden af en af de rareste og roligste taxamænd, jeg nogensinde har mødt. På hvad der føltes som verdens længste tur. Han lod mig sidde i fred og gled gennem byen i respektfuldt raskt trav. Til sidst forklarede jeg ham undskyldende et sted uden for Valby, hvorfor jeg var dagens tudeprinsesse #1. Han spurgte, om jeg var troende. Der lå ikke noget hverken fordømmende eller prædikende i hans spørgsmål. Men han vidste, det kunne være en hjælp at tro på noget, sagde han. Da jeg steg ud i kælderen under Hvidovre, ønskede han held og lykke og gud være med os.

Vi holdt om hinanden, gjorde LL og jeg. Og græd og fik samlet LL's ting sammen. For paradoksalt nok betød netop den rædselsfulde dom også enden på tre ugers indlæggelse. Nu var der stemplet en diagnose under CPR-nummeret, og andre kloge hoveder kunne tage over med deres sprøjtegifte.

Virkeligheden var på det tidspunkt skrumpet ind til en turnus af arbejde, hospitalsbesøg og hjem i seng. Og jeg troede ikke, den kunne blive mindre, virkeligheden. Hvor naivt.

For en turnus bestående af arbejde og så hjem til tiltagende afkræftet kæreste, der - og jeg overdriver ikke - lignede et lig på grund af daglige(!) hospitalsbesøg med kemo, stråler eller en kombination af begge, er faktisk værre end hjem til en tom seng. 

At se den, man elsker, sove med indsunkne kinder i sofaen på tidspunkter, hvor fri-mig-fra-middagsluren-LL aldrig tidligere har lukket øjnene … og et øjeblik blive bange for, om hun overhovedet trækker vejret, fordi hun simpelthen ser så smadret ud. At se hende, man elsker, blive momentant sindssyg af den stank af kemo, der sidder i næsen, men som jeg slet ikke kan opfange. At se hende bryde grædende sammen på en måde, der er så uvirkeligt fjern fra den måde, LL almindeligvis tackler tingene på. At se hende kemohjerne-glemme og blive vred på sig selv, fordi hun glemmer.

Det kan ikke rigtigt sammenlignes med noget.

Så hvad gjorde jeg? Tjo. Jeg gik i dvale. Jeg stoppede med at gøre de ting, der gør mig godt. Jeg holdt op med at træne. Jeg holdt op med at spille klaver. Jeg holdt op med at blogge. Jeg holdt op med at røre ved LL, for berøringerne gjorde alt for ofte ondt i leddene eller i de blå mærker, der pyntede mellem tatoveringer på min elskedes arme efter mødet med flere kanyler, end jeg har tal på.

Jeg holdt op med at tale med mine nærmeste om, hvor stor en lort, jeg var i færd med at æde. For der var jo alligevel ikke rigtigt nogen, der kunne gøre noget bedre, vel?

Semiisolation blev primært punkteret af sporadiske drukture, der altid endte i tårer. Det var som om, jeg nåede et punkt, hver gang jeg fuldede mig, hvor gaffatape og elefantsnot bare ikke rigtigt kunne holde mig sammen i sømmene længere.

Og en dag stod jeg så med to hunde på kirkegården (intet melodrama i det – fast gåtursspot, dejligt, grønt og isoleret). Havde efterladt LL derhjemme efter et af den slags IDIOTISKE skænderier, som vi ellers var blevet gode til at undgå, men som vi pludselig begge var for underskudsagtige til at afværge.

Og så ringede jeg til min veninde B. Og snakkede. Nej græd. Græd og snakkede. Og græd. Og snakkede. Og pludseligt var der et lille hul i skyerne. Pludseligt havde det alligevel en effekt for en stund at snakke helt ærligt om, hvor FUCKED UP det er at bo med en, der har kræft.

At sætte hemmelige og forbudte ord på, hvordan man hver dag bliver udfordret i utopien om den betingelsesløse kærlighed. Hvordan ens parforhold pludselig reduceres til praktik + erindringen om alt det, der var engang + et diffust håb om et lys på den anden side … mens man bare sidder i lort til halsen, ikke kan se hvor lorten ender, og blot registrerer hvordan livet gror til i tv-serier, alt for nem mad, stilstand og et gigantisk ansvar for at være den, der bringer det gode med hjem – også efter en absolut røvsyg dag på kontoret.

Men pludselig er der gået syv uger. Og pludselig står man og venter på, at automatdøren i kælderen under Riget går op og spytter LL ud efter sidste omgang radioaktive stråler. Og pludselig har man fået bippet sig ind i Fitness World i hvert fald en enkelt gang. Og spillet klaver. Og skrevet et blogindlæg. Og rørt ved sin kæreste.

Og pludselig – her omtrent en måned efter sidste behandlingsdag – begynder man så småt at tro på, at der venter en almindelig hverdag et sted i horisonten. Uden at jinxe. Der er stadig en scanning midt i juli. Så kryds lige fingre.

---