Jeg kom lige i tanker om dengang, vi for en del år siden fik en negledame på besøg på mit arbejde (fik jeg nævnt, at jeg - lidt endnu - slår mine folder i modebranchen?).
Mens hun lagde en flot mørkerød kulør på mine negle snakkede vi naturligvis om løst og fast. Mest om neglebånd og sådan. Hun nævnte, at jeg havde meget pæne hænder, men at jeg skulle lade være at klippe mine negle så korte. Det ville være mere klædeligt, hvis de var lidt længere (bevares).
Med et skævt smil svarede jeg (fremmed dame), der i helt professionelt øjemed var så uheldig at sidde med min hånd i sin:
"Men jeg er jo lebbe?"
De sidste fem minutter af den manicure var ret så awkward.
Jeg har altid tænkt, at det var en morsom lille icebreaker med sådan en homovittighed. Men jeg er på det seneste blevet opmærksom på, det godt kan betale sig lige at mærke sit publikum på tænderne dér. For det er ikke alle, der bare kan være med på så'n en lille en. Faktisk kan den gå i to retninger, som begge er lige ubærlige. Enten klapper samtalepartner bare i (som negledamen). Alternativt joker de for meget med. Så jeg havner på flovhedsstedet.
Med andre ord: Jeg kan bedst lide, når folk bare griner af mine vittigheder og så snakker om noget andet, ik'?
Mens hun lagde en flot mørkerød kulør på mine negle snakkede vi naturligvis om løst og fast. Mest om neglebånd og sådan. Hun nævnte, at jeg havde meget pæne hænder, men at jeg skulle lade være at klippe mine negle så korte. Det ville være mere klædeligt, hvis de var lidt længere (bevares).
Med et skævt smil svarede jeg (fremmed dame), der i helt professionelt øjemed var så uheldig at sidde med min hånd i sin:
"Men jeg er jo lebbe?"
De sidste fem minutter af den manicure var ret så awkward.
Jeg har altid tænkt, at det var en morsom lille icebreaker med sådan en homovittighed. Men jeg er på det seneste blevet opmærksom på, det godt kan betale sig lige at mærke sit publikum på tænderne dér. For det er ikke alle, der bare kan være med på så'n en lille en. Faktisk kan den gå i to retninger, som begge er lige ubærlige. Enten klapper samtalepartner bare i (som negledamen). Alternativt joker de for meget med. Så jeg havner på flovhedsstedet.
Med andre ord: Jeg kan bedst lide, når folk bare griner af mine vittigheder og så snakker om noget andet, ik'?
HA ja se det syntes jeg er en sjov historie. Så kan hun sidde der med dine fissefingre i hånden og tænke sit og måske ligefrem være lidt bange for den farlige men alligevel spændende lebbe.
SvarSletTror mere, vi begge bare havde lyst til at krybe i hvert vores (ikke at forveksle med hinandens) hul.
SletJeg kunne ikke undgå at tænke for selv, at hun måske så det som et scoretrick fra din side af? At nu sad hun jo allerede og flettede sine fingre med dine?
SvarSletGaranteret. Og det gør alting *meget* værre. Jeg er - bilder jeg mig ind - lidt mere elegant, når jeg flirter. Med mindre jeg er fuld. Så er jeg ... meget direkte.
SletAt være en flue på væggen. - Er det for meget forlangt?
SvarSletÅh. Det skal ingen ønske sig at opleve (igen).
SletDa jeg sprang ud som lesbisk - i en sen alder og efter et forlist "normalt" familieliv - var det til en nær kollega. Jeg havde fundet min store kærlighed, var uforskammet lykkelig og var nødt til at dele alt om min nye kæreste, som ikke bare skulle gå under "min kæreste", når jeg omtalte hende. Min kollega var fantastisk og for hende betød det ingenting, at jeg nu var til piger... Vi joker tit med vores seksualitet, og "flirter" uskyldigt og uden hold i det med hinanden i hverdagen og til firmaarrangementer. På kontoret er der imidlertid en anden lebbe, som vel nok er noget snerpet hvad angår jokes om sin lesbiskhed (- er det mon et ord?) Tænk, at der virkelig findes lebber uden sans for selvironi og humor...
SvarSletFed blot i øvrigt.
Sherlock : til anonym ovenfor. Jeg tror jeg kender hende lebben. Hun arbejder osse her. Magen til skam er det når nogen ikke anerkender at man er i familie.
SvarSlet