I går skrev jeg et indlæg om de der kiksede Boyfriend-første dates. Kommentarsporet til indlægget er virkelig sjovt. Jeg håber, der kommer endnu flere eksempler til. Mine historier er i hvert fald vand sammenlignet med, hvad I, kære læsere, er blevet udsat for derude i virkeligheden.
Men jeg kom bare straks til at tænke på, hvor skrækkeligt det ville være, hvis en af de der historier fra kommentarfeltet pludselig vakte mistænkelig genkendelse. Hvis jeg pludselig helt tydeligt så mig selv beskrevet, fx siddende på en sofahynde på gulvet, mens man reciterer egen poesi.
Det er dog heldigvis ikke tilfældet. Endnu.
Til gengæld havde jeg helt glemt hende speedtalkeren, som jeg mødtes kort med på en cafe på Nørrebro for mange år siden. Hun talte uafbrudt om sig selv i to timer, hvorefter jeg kiggede på klokken, lavede en vag 'nåmenjegskalvistogsåtilatafsted'-hentydning.
Hertil svarede hun, at det-havde-været-så-hyggeligt-og-gerne-snart-ses-igen. Samme melding gav hun mig senere pr. sms, endda med en tilføjelse skåret over læsten 'du er virkelig sød'.
Jeg forstår stadig ikke, hvordan hun overhovedet kunne have fået noget indtryk af mig og hvorvidt jeg virker sød, eftersom vi kun havde talt om hende. Men jeg svarede alligevel høfligt. Dum som jeg er.
Egentlig har jeg tendens til altid - lige meget hvor fucking kikset en date har været - at have sådan en helt uforståelig trang til lige at sende en sms mere.
Jeg ved ikke, om det er god opdragelse, taget til et usundt niveau, en iboende gigantisk pleaser-gen, eller bare et behov for at imødekomme enhver - ligemeget hvor minimal og ligegyldig - mulighed for yderligere bekræftelse, men jeg kan virkelig tænke tilbage på mange post-dårlig-date-sms-udvekslinger, jeg bare burde have stoppet, før de overhovedet var startet.
Heldigvis blev jeg kærester med både hende, jeg hældte kaffe udover på første date, hende jeg kom til at kalde ved et forkert navn den første nat (vi var altså også fulde og musikken var høj) og endelig hende, der sagde nej, da jeg spurgte om en dans. Heldigvis ville hun gerne snakke...
Kh. N.
Men jeg kom bare straks til at tænke på, hvor skrækkeligt det ville være, hvis en af de der historier fra kommentarfeltet pludselig vakte mistænkelig genkendelse. Hvis jeg pludselig helt tydeligt så mig selv beskrevet, fx siddende på en sofahynde på gulvet, mens man reciterer egen poesi.
Det er dog heldigvis ikke tilfældet. Endnu.
Til gengæld havde jeg helt glemt hende speedtalkeren, som jeg mødtes kort med på en cafe på Nørrebro for mange år siden. Hun talte uafbrudt om sig selv i to timer, hvorefter jeg kiggede på klokken, lavede en vag 'nåmenjegskalvistogsåtilatafsted'-hentydning.
Hertil svarede hun, at det-havde-været-så-hyggeligt-og-gerne-snart-ses-igen. Samme melding gav hun mig senere pr. sms, endda med en tilføjelse skåret over læsten 'du er virkelig sød'.
Jeg forstår stadig ikke, hvordan hun overhovedet kunne have fået noget indtryk af mig og hvorvidt jeg virker sød, eftersom vi kun havde talt om hende. Men jeg svarede alligevel høfligt. Dum som jeg er.
Egentlig har jeg tendens til altid - lige meget hvor fucking kikset en date har været - at have sådan en helt uforståelig trang til lige at sende en sms mere.
Jeg ved ikke, om det er god opdragelse, taget til et usundt niveau, en iboende gigantisk pleaser-gen, eller bare et behov for at imødekomme enhver - ligemeget hvor minimal og ligegyldig - mulighed for yderligere bekræftelse, men jeg kan virkelig tænke tilbage på mange post-dårlig-date-sms-udvekslinger, jeg bare burde have stoppet, før de overhovedet var startet.
Heldigvis blev jeg kærester med både hende, jeg hældte kaffe udover på første date, hende jeg kom til at kalde ved et forkert navn den første nat (vi var altså også fulde og musikken var høj) og endelig hende, der sagde nej, da jeg spurgte om en dans. Heldigvis ville hun gerne snakke...
Kh. N.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!