lørdag den 15. september 2012

Karmalebben

Jeg er ret overtroisk. Eller - karmatroisk. For det er et ord.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har fortalt hele historien om, hvordan min besættelse af bogstavet N startede. Jeg har vist blot nævnt, at jeg fandt et N i en marskandiser på Bryggen for snart mange år siden. Så here goes (dette er i øvrigt overspring par excellence. Jeg skal have ryddet og rengjort en lejlighed inden i morgen formiddag).


Den lange historie er, at jeg og min første rigtige kæreste S - dengang var det jo mænd, så der gemmer sig et drengenavn bag forbogstavet - var ude at gå en aftentur på Bryggen. Vi boede der begge, og jeg var så forelsket. Så forelsket. Både i Bryggen og i S, for øvrigt.

Vi gik forbi en lille fint-kurateret marskandiserforretning og stoppede foran vinduet. Jeg husker det ligeså tydeligt. For dér i vinduet lå to store plastikbogstaver, der sikkert engang har pyntet på en butiksfacade: et S og et N.

Vi faldt naturligvis fuldstændig i svime over displayet. Og gik videre.

Relativt kort tid efter, slog S op med mig. Vi havde været kærester i et års tid, og jeg var sønderknust. I dag kan jeg nok i lidt højere grad se, hvorfor vi ikke just var et match skabt i paradis. Vedhænget mellem hans ben er fx en indikator.

Jeg tudede på den hjerteskærende måde, der - i hvert fald for mit vedkommende - var så kendetegnende for de tidlige tyvere, i en uge. Så bevægede jeg mig ud. Og uden at det egentlig var planlagt gik jeg forbi marskandiseren. Og bemærkede, at der i hans vindue blot lå én enkelt bogstav tilbage - ikke længere to - and you guessed it:


Jeg købte straks n'et, og sådan begyndte min besættelse.

Men det var faktisk slet ikke der, jeg ville hen med indlæggets første par sætninger. Jeg ville derimod fortælle om min oplevelse, da jeg lige var på loftet for at rydde kælderrummet. Jeg flytter nemlig i morgen.

Der er en meget mærkelig kirkegård over efterladte genstande på loftet. Helt tydeligt tæller den alle de ting, folk har smidt i pulterrummet, men som de alligevel ikke gider have med, når de flytter fra ejendommen. Så to store rum på loftet, der i sig selv er et lidt specielt sted at opholde sig - så stille og støvet, er helt spækket med gamle tørrestativer, billedrammer, hylder til reoler og tv-bænke.

Da jeg ryddede mit rum, fandt jeg naturligvis også adskillige ting, der ikke skal med videre. Fx tre sække med tøj, der har gennemgået og ikke bestået den der "vi sætter det lige på loftet i et par måneder, måske kommer jeg til at savne det"-test.

Først satte jeg et gammelt garderobestativ ind på Kirkegården. Overvejede at placere en sort sæk gammelt overtøj der også. Og begyndte så at bære de genstande ned på første sal, der skal med videre i håndværkertilbuddet.

Men efter at have båret ned ad et par omgange og tænkt og tænkt, vendte jeg tilbage til Kirkegården, hentede garderobestativet og har nu båret det ned. Jeg kunne ikke rigtigt bære tanken om at efterlade mere rod til den stakkels vicevært, der helt sikkert en dag får opgaven at tømme loftet.

Og så føltes det også bedre lige at smutte forbi genbrugsbutikken i morgen. Jeg ved ikke, om karmakonto-point gælder, når man selv tænker, at man da vist lige har opnået dem i hobetal. Men jeg har det bedre med mig selv nu.

Og så ved jeg også, at jeg ikke ville kunne lade være med at tænke på tingene på loftet, hvis ikke jeg ryddede op efter mig. Jeg spekulerer stadig på, om mine gamle Bauer-rulleskøjter stadig står i skunken i den minilejlighed på Østerbro, jeg boede i med min første damekæreste.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!