Jeg skulle have lavet nyt pas. Jeg skal nemlig på mit livs første vaskeægte forretningsrejse om få uger. Som de, der har læst tidligere indlæg, ved, er jeg ikke bange for at springe ud over for fremmede. Men da jeg sad over for kommunedamen og skulle forklare, at jeg ikke kunne aflevere mit pas, fordi det lå 'hos min kæreste', tog jeg mig selv i så konsekvent at undgå kønsfarvede termer som 'hun' og 'hende', at det næsten virkede demonstrativt:
"Problemet er, at mit pas ligger hos min kæreste. Nåjo, så kunne jeg selvfølgelig bede...min kæreste...om at tage det med. Eller høre om...min kæreste...ville sende det til dig?"
Min gaydar ville have slået over i det røde felt, hvis jeg hørte nogen tale sådan. Men det er nok bare mig.
Da jeg skulle til provinsen og familien med tog i går, satte der sig en fyr ved siden af mig. Vi lavede den lille 'jeg skal forbi dig'-dans og udvekslede et høfligt smil og satte os så efterfølgende begravet i hver vores.
Først da hans telefon ringede, tænkte jeg, 'han er bøsse!'. Han læspede ikke, det var ikke det, og han talte ikke om latexfester eller sidste nyt fra Men's Bar. Men der var bare et eller andet ved hans stemmeføring. Det er rigtigt grimt at skrive det her, og ikke noget der falder en 'in queer we trust'-prædikant som mig let, men der var en umiskendelig omtanke i hans ord. Han lød bare...sympatisk. Noget med en indfølingsevne, jeg bare forbinder med homomænd.
Det sjove var så faktisk bare, at det allersidste, han sagde til manden ('Anders') i den anden ende af røret var "Okay, Honey, vi ses snart." Er jeg verdens største suppeterning af fordomme, hvis jeg siger, at det altså er sjældent, man hører heterofyre kalde andre heterofyre for 'honey'?
"Problemet er, at mit pas ligger hos min kæreste. Nåjo, så kunne jeg selvfølgelig bede...min kæreste...om at tage det med. Eller høre om...min kæreste...ville sende det til dig?"
Min gaydar ville have slået over i det røde felt, hvis jeg hørte nogen tale sådan. Men det er nok bare mig.
Da jeg skulle til provinsen og familien med tog i går, satte der sig en fyr ved siden af mig. Vi lavede den lille 'jeg skal forbi dig'-dans og udvekslede et høfligt smil og satte os så efterfølgende begravet i hver vores.
Først da hans telefon ringede, tænkte jeg, 'han er bøsse!'. Han læspede ikke, det var ikke det, og han talte ikke om latexfester eller sidste nyt fra Men's Bar. Men der var bare et eller andet ved hans stemmeføring. Det er rigtigt grimt at skrive det her, og ikke noget der falder en 'in queer we trust'-prædikant som mig let, men der var en umiskendelig omtanke i hans ord. Han lød bare...sympatisk. Noget med en indfølingsevne, jeg bare forbinder med homomænd.
Det sjove var så faktisk bare, at det allersidste, han sagde til manden ('Anders') i den anden ende af røret var "Okay, Honey, vi ses snart." Er jeg verdens største suppeterning af fordomme, hvis jeg siger, at det altså er sjældent, man hører heterofyre kalde andre heterofyre for 'honey'?
hehe du har ret...længe leve stereotyperne og kønsneutrale termer. Kender det selv alt for god :)
SvarSletVar til jobsamtale i fredags. Og brugte hele køreturen derud på at finde på linguistisk akrobatik, så jeg kunne fortælle om min kæreste uden at røbe, at hun altså er en kvinde. Af frygt for ikke at få jobbet selvfølgelig. Hvor ydmygende jeg somme tider behandler mig selv. Pis.
SvarSlet