Toiletbesøg og usselhed og IKKE MIX-lukkefest. Så er scenen ligesom sat.

Jeg ligger fladt på ryggen på anden dag med de værste smerter i lænden, jeg nogensinde har oplevet. Føler mig 300 år gammel og tudede måske/måske ikke, da jeg skulle bøje mig for at nå et par bukser på stolen. Og tudede måske/måske ikke endnu mere, da jeg af vane sekundet efter smed bukserne på sengen. Og skulle bøje mig ned og samle dem op igen. #facepalm

LL er meget sød og hjælpsom og griner kun lidt, når mine toiletbesøg lyder som om, jeg er i færd med at lægge en halv arm (som hun så illustrativt beskriver det). Fordi den skrævende bevægelse, som porcelænstronen fordrer, simpelthen er så fucking smertefuld, at jeg må stønne højt og udbryde klammo "åh"- og "av"-lyde på vej til og fra siddende stilling.

(En søndag er først fuldendt, når man har hørt lidt om den såkaldte lebbes toiletvaner, amirite?)

Det vigtigste, jeg udrettede i går, var derfor at komme forbi min skønne træner, der kunne hjælpe med et par rygøvelser, mens jeg kravlede rundt på en yogamåtte for at finde noget at støtte mig til, når jeg skulle rejse mig op. Og: Det her får jeg altså ikke hverken penge eller noget som helst andet for at skrive, men Nina Q er seriøst det bedste, der er sket for mig i tusind år.

Jeg nåede i sommer et sted, hvor jeg havde fået nok af min egen ugidelighed. Jeg var simpelthen blevet for doven og ussel. Gad ingenting. Så jeg hev fat i Nina, som jeg kender gennem en (you guessed it) ekskæreste.

Hun er først for nyligt begyndt at tage mod klienter og er totalt holistisk og ufrelst i sin tilgang. Og hun fortjener virkelig al succes, der kan komme i hendes retning.

Jeg startede med at træne med hende tre gange om ugen i midt-juli, og nu træner vi en eller to gange ugentligt sammen, mens jeg klarer resten solo. Og vi griner hver eneste gang af idiotiske floskler som "at udnytte sit fulde potentiale", for Nina går ret meget op i, at alle til hver en tid gør det så godt, de kan - og således konsekvent udnytter deres fulde potentiale allerede.

Ikke mere skyld og skam, tak. Resultaterne kommer alligevel.

Jeg har fx aldrig lige været typen, der pumpede jern (årets underdrivelse), og da vi begyndte vores forløb, kunne jeg ikke få otte kilo op over hovedet. Nu drøner jeg rundt med tolv kilo - nogle gange endda 16! - og føler mig som verdens sejeste. Så! Mine varmeste anbefalinger til Nina Q, og hvis du vil høre mere, kan du smide mig en mail.

Nå. Men nævnte rygsmerter holdt mig under alle omstændigheder hjemme fra Mix-lukkefesten på Warehouse 9 i går. Som jeg ellers havde glædet mig ganske betydeligt til. (Selvom fire afsnit af It's Always Sunny In Philidelphia på et leje af strategisk placerede puder og varmedunke da også er en ret ophidsende måde at bruge sin lørdag aften. Bevares.)

Var det en god fest? Og har nogen en plakat i overskud - den er herreflot i år, og jeg gad så godt have en rammet ind til væggen i stuen?

---

Lebben er en mundkartoffel, eller: Tanker om transkønnethed

Jeg ville så sindssygt gerne sige noget klogt om transkønnethed. For fucking hell hvor jeg sympatiserer med transkønnede.

Men. Netop når det drejer sig om transkønnethed ved trofaste læsere godt, at jeg tit vakler lidt. Er tøvende usikker. Jeg har funderet over, hvorfor jeg har svært ved at nærme mig emnet, og er nået frem til, at det handler om, at jeg er sygt bange for at træde forkert.

Jeg betragter mig selv som - nej, fuck it, jeg ER - feminist, ligeretsforkæmper, helt ude yderst på den røde fløj, ret så politisk korrekt og 100 pct. sexpositiv.

Men jeg er også bearbejdet gennem 34 år til at passe ind i det her binære kønssystem med dets til tider triste normer og og dumme benspænd. Og derfor har jeg kartofler i munden, der gør at jeg nogle gange kommer til at bruge forkert pronomen om transkønnede.

Fordi jeg er en klovn til at tale før jeg tænker. Og jeg er ikke modig/tålmodig nok i min hverdag til at bruge "hen" og skulle forsvare/forklare hver tredje sætning til fremmede samtalepartnere i mit professionelle liv.

Og jeg er også typen, der synes at den der Jannick-dokumentar var virkelig rørende, lige indtil jeg læste, at mit store idol Mads Ananda Lodahl kritiserede den i Information. Og så følte jeg mig simpelthen så dum og banal og ukristisk. Selvom jeg faktisk havde tænkt et par af de samme tanker - netop at vinklingen på, at det var Michelle, der "slog Jannick ihjel" var liiige skarp nok. For at sige det mildt.

Jeg kender ingen transkønnede. Gid jeg gjorde. For det ville nok afhjælpe lidt af mit dårlige selvværd omkring at tale om transkønnede. Give mig en større naturlighed.

Og jeg ved ikke nok om sexologisk klinik og udredningsprocesserne forud for kønsskifteoperationer. Faktisk er jeg i tvivl, om kønsskifteoperation er den korrekte term?

Jeg er bare en stor mundkartoffel, for fanden.

Jeg har ikke på egen krop oplevet så meget som en lillebitte flig af de udfordringer, der følger med livet som transkønnet. Der er jeg virkelig en hvid heteroseksuel mand til sammenligning. Og det gør mig bange for at italesætte/gøre mig klog på det liv, som jeg forestiller mig må være så uendeligt hårdt. Og som kræver et mod at leve i, som jeg faktisk er i tvivl om, hvorvidt jeg ville være i stand til at mønstre, hvis jeg i stedet for at være så relativt cis'et var transkønnet.

Men det rører mig ikke desto mindre dybt, at der ikke bare kan være plads til, at køn (gender) er et spektrum - eller endnu bedre: så flydende, at det faktisk ville være nemmere slet ikke at tale om det som noget, der hænger sammen med de kønsdele, der gemmer eller ikke gemmer sig i fremmede menneskers trusser.

Det lyder banalt, men KAN FOLK IKKE BARE LADE ANDRE FOLK VÆRE I FRED FOR HELVEDE?

Snæversyn giver mig ingen mening. Jeg forstår ikke, hvorfor det kan være så vigtigt, hvordan andre mennesker lever deres liv, det gældende både seksualitet og kønsselvforståelse (i mangel af bedre ord). Når de ikke generer nogen. Og her skal "generer" erstattes med fx "er voldelig over for"/"chikanerer" ... og ikke med fx "provokerer mig af uforklarlige årsager"/"er ikke pænt at se på".

Men jeg vil så gerne blive klogere - og sidst, jeg skrev om transkønnethed gjorde I mig klogere med jeres kommentarer. Jeg lærte fx endelig forskellen på "transkønnet" og "transseksuel" ... og glemmer  den aldrig igen (og heller ikke hvorfor det er vigtigt at holde sig til termen "transkønnet", når man snakker kønsidentitet - se kommentarfeltet).

Så fortæl mig gerne alt hvad I ved. Eller henvis til gode websteder med sympatisk information. Al viden er velkommen.

---

HOMO FOMO

I ved FOMO, ik'? Altså, Fear Of Missing Out. Det er jeg kongen af. Eller dronningen.

Men så var det jo lige, jeg kom til at tænke på, om der er nogen, der har patenteret begrebet HOMO-FOMO eller måske FOMO-HOMO?

... Som selvfølgelig er, når man er sygt bange for at misse et homoarrangement. Eller som alternativt dækker over en homo med FOMO. Altså fx mig, når jeg har en såkaldt "selvvalgt hjemmeaften fredag".

Det var bare det.

---

En redelighed

Netop-ish hjemvendt fra Berlino (ikke at forveksle med Berlingo som er en bilmodel fra ... Toyota, har jeg lyst til at sige. Eller måske Citroen).

Med begyndende symptomer på samme influenza, som Bedstebøssen greb dernede, og som jeg ellers hårdnakket påstod, at jeg ikke havde pådraget mig. Den dag, Nemesis ikke bider mig bagi, giver jeg en kage.

Og jeg skal skrive en ansøgning, som ikke bare skal skrives men faktisk også skal være god. Gab. Og lige nu overspringshandler jeg – og har lyst til at fortælle jer alt om ret forrygende "Homosexualität_en"-udstilling på det historiske museum i Berlin. Eller bare til at tage ind og se den der rollerderby-MIX-film i Empire med efterfølgende rulleskøjteopvisning. Fordi rulleskøjtelebber er noget af det sejeste.

Men jeg kan bare sidde her med min dumme hovedpine og begyndende tilstoppede næse. Og være klog på skrift. Og ikke engang klog på bloggen men klog på suck-ass-ansøgningsmåden. Som ikke er min yndlings.

Og en af dem, der er mine yndlings, har lige kastet gult snask op ud over dynen og ligger nu og putter på min fod, måske fordi vedkommende har spist en lort, og jeg håber, de kloge er klar over, at jeg ikke mener LL men naturligvis den gamle af homohundene, som i øvrigt har en slags jubilæum i dag, fordi det er lige præcis fire år siden, LL og jeg hentede ham i et køkken ude i Dragør og helt forsigtigt puttede ham ind til os i bussen helt ind til Ørstedsparken, hvor han for første gang fik lov til at lege i begyndende brune blade i en vaskeægte homohave.

(Flot. Hele afsnittet ovenfor er én lang sætning. Den struktur skal jeg nok lige pakke sammen, inden jeg går i ansøgnings-gang, ik?)

Sikken redelighed.

Og nu går den altså ikke længere, hvis den dumme ansøgning skal være færdig på denne side af midnat. Og det skal den. Igen: suk. Og jeg vil værdsætte selv den mindste violin lige nu. Hvis den spiller for mig. Kun for mig. Kun for mig.

---

Jubilæum. Lebbe-jubilæum. Lebbelæum? Jubilebbeum?

I år er sgudda jubilæumsåret. JubilæumsÅRET. Jeg var lidt i tvivl, om det var i år eller næste, men sandelig, om ikke 2015 markerer afslutningen på min første lesbiske dekade. Yay! Ti år under bæltet og still going strong (med kun faktisk en enkelt reel heterosvipser på one-night-måden).

Hvis jeg nu havde været Føtex i stedet for at være, well, mig, så havde jeg nok fejret det med nogle slagtilbud helt fra årsskiftet. Men reelt set, er skæringsdatoen helt præcist den 24. oktober. Så vi nøjes med jubilæumsmåned.

... Og hvordan kan jeg mon vide så nøjagtigt, at det netop var den 24. oktober, hva?

Simpelt. Det kan jeg sådan her:



Hov. Men måske er den mail faktisk et udtryk for, at min lesbiske skæringsdato i virkeligheden er dagen inden – altså den 23. oktober. Jeg tjekkede lige. Den 23. oktober var en søndag.

Jeg husker tydeligt dengang at tage på Stengade 30 med Bedstebøssen i hånden og én eneste mission:

Jeg vil kysse en kvinde.

Heldigvis var den underskønne A i byen med samme mål for øje, det erfarede vores respektive wing men, der tilfældigvis kendte hinanden. Og sådan endte den aften. Med kys og kæl på et bord i et skummelt hjørne af dansegulvet.

Og et sært klarsyn morgenen efter.

For pludselig gik kabalen op. Det var sgudda DAMER, jeg skulle være sammen med. Ikke mænd. Hvordan havde jeg dog været så blind i så mange år? Og så så jeg mig ellers ikke rigtigt tilbage (jaja med undtagelse af en enkelt ranglet århusianer efter en våd 30-års fødselsdagsfest).

Og mon ikke det har været til Rub a Dub Sunday, jeg kyssede med A? Søndag d. 23. oktober? Og mon ikke jeg så lavede profilen dagen efter?

Hov!

Nu tjekkede jeg lige det helt specifikke klokkeslæt: Mailen er blevet sendt til mig fra Boyfriend-teamet klokken 02.53 natten til mandag d. 24. oktober. Så var det sgu nok lørdag, jeg var i byen. D. 22. oktober.

Søndagen er blevet brugt på grublerier. Hele dagen med tømmermænd og også efter midnat, hvor jeg sikkert ikke har kunnet sove. På grund af dels spirende homoseksuel selvforståelse og dels, at jeg sandsynligvis har sovet til ved tretiden om eftermiddagen. Hvis jeg kender mine tyver-tømmermænd ret.

Men klokken lidt i tre, nat, har jeg endelig taget mig sammen:

Oprettet en profil på Boyfriend.dk.

Jeg kan stadig huske mit (første) Boyfriend-profilnavn, men jeg krummer så meget tæer over det, at jeg simpelthen ikke kan bære at dele det med jer.

Og derfra tog mit såkaldt lesbiske liv så faktisk bare fart.

Wow.

Note til nye læsere: Da jeg i første omgang slog mine folder på Boyfriend.dk, fandtes den lyserøde parallelindgang Girlfriend.dk slet ikke. Så selv ved mine efterfølgende rendezvouser gennem årene, har jeg insisteret på at logge på via den koksgrå bøsseindgang med den rare velgroomede gut med laptoppen, det giftigtgrønne æble og det brede smil.

---