Jeg kan ikke mønstre så meget som en lille bitte knivspids angst for et angreb på en dansk homoklub. Måske er det iskoldt, kynisk, måske er det naivt, måske jinxer jeg helt vildt, når jeg skriver sådan.
Men ligesom jeg aldrig sådan rigtigt har været terrorbange ved demonstrationer eller togskift på Nørreport, så er det også alt for uvirkeligt og fjernt at forestille sig at stå og skråle med på Loreens Euphoria det ene øjeblik for det næste at være rædselslagen og bange for at miste livet.
Jeg har ikke fantasien til det.
På den anden side strejfede tanken om, hvor genialt et terrormål, Gaystortion var, mig faktisk, da jeg gik mod Flensborggade for et par uger siden. Men den var væk lige så hurtigt, som den entrerede, var tanken.
Men det her med værdien af safe spaces gik alligevel pludseligt op for mig. Og jeg genkendte i artiklen
This Is What Queer Bars Mean to LGBT People faktisk mange af de ord, jeg selv gennem årene har sat på den følelse (som jeg beskriver
lige her - og omtrent et år tidligere
her), der rammer mig, når jeg træder ind på Nevermind og ind til alle mine venner.
Ind til alle dem, jeg ikke behøver at springe ud over for igen og igen og igen.
Et lillebitte rum (mit lillebitte rum) hvor man jeg kysse min kæreste uden at nogen -
nogen! - tænker over det. Eller bare lade mig falde bagover og blive grebet - indhyllet - af en ubeskrivelig accept og rummelighed.
Men det er først, når jeg træder ind i det rum, at jeg fatter, at den rummelighed måske ikke er der hele tiden.
Når jeg læser beskrivelser af den smerte og chikane, der følger med at være synligt queer (i alle gradbøjninger af begrebet), så skammer jeg mig en smule.
Fordi jeg seriøst har det sygt let med mit lange hår, min neglelak og mit medfødte x-kromosom. Jeg tør godt gå på Strøget fredag aften. Jeg gider ikke. Men jeg tør godt.
Jeg glemmer tit, at jeg tilhører en minoritet.
Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene "jeg tilhører en minoritet" – have en følelse af at lyve. For jeg har det jo pissenemt. Det er yderst sjældent, at jeg mærker bare fligen af homodiskrimination på egen krop. Sådan rigtigt. Og alligevel finder jeg tryghed og kærlighed i verdens små homohjørner, som jeg og LL altid opsøger, når vi rejser - jeg har gennem årene været på homobarer i store dele af verden.
(Og det her blev så endnu et efterhånden så klassisk starten-i-øst-enden-i-vest-indlæg. Og nu vil jeg sove. Nej vent. Jeg kan godt binde en sløjfe på indlægget. Genfinde den røde tråd. Faktisk kan jeg bare konkludere følgende ... )
Og derfor er gay bars vigtige. Og derfor gør det ondt, at et amerikansk røvhul har ødelagt trygheden og taget livet af 50 uskyldige mennesker.