Kvindefodbold og Tomb Raider. Så er der også noget til ALLE lebberne.

Rastløshed drev Bedstebøssen og undertegnede i bio i går. SPY på Fissetorvet. Rimelig radical lørdag aften.

Da filmen sluttede ved halv-tolvtiden, ville vi da lige ud have en enkelt. For at fejre, at SPY faktisk var ret sjov. Og sandelig om ikke det passede præcist med, at et par af de gode lebber skrev og spurgte, om jeg var ude?

Så efter på Sommerstedet forgæves at prøve at finde et bord blandt en milliard studenter? Konfirmander? – Ungdomstyper, i hvert fald – gav vi op og endte på den aldeles kønsløse sportsbar High Q på den modsatte side af Sønder Boulevard.

Hvor der – and I kid you not – var to fjernsyn tændt. Det er ikke i sig selv særligt sjovt. Det sjove kommer her:

På det ene tv viste de kvindefodbold (Canada vs. Kina, hvis ikke jeg tager fejl), og på det andet viste de Lara Croft. Som min gode gamle K noterede: "Så er der også noget til alle lebberne."

Men omvendt ikke så meget til bøsserne. Bedstebøssen funderede længe og bestemte sig for, at han helst ville se Tomb Raider, hvis valget stod mellem det og damefodbold. Men tilføjede, at han hellere ville have set fodbold, hvis det var mænd, der spillede.

Han var bange for, det var sexistisk, men jeg forsikrede ham om, at det jo bare var liderligt.

Efter et par omgange, drog vi mod Vela, fordi en i selskabet – ingen nævnt – apparently ikke kan klare en bytur uden Red Bull længere. Hashtag #trediveplus.

Så vi tog på Vela. Sgu. Empowered og med planer om at take back Victoriagade.

Ankom til forkølet lebbefest: Der sad 15 lebber – vi talte dem! – fordelt ved borde og bar på Danmarks officielt eneste (hvis vi ser bort fra High Q, åbenbart) lebbebar.

19 inklusiv vores selskab. Tragisk. Gid, det var fordi de alle sammen var på Rafshaleøen.

Jeg hoppede med de andre ud for at ryge, lige i samme nu som den velkendte homobar-duo, ung lebbe + ung bøsse (efterskolevenner, gættede jeg på og fik siden bekræftet), ankom på cykel.

Ham gjaldende til hende: "Så er det bare med at komme ind og score."

Vores – modne – selskab reagerede naturligvis med at chante "scor! scor! scor" efter den stakkels unglebbe, der var et sekund fra at vende om, men alligevel tog mod til sig og blev integreret i vores selskab.

"Jeg vil være hendes mentor," som K proklamerede.

Om hun blev det, melder historien (endnu) intet om. For jeg kapitulerede som den første (uden Red Bull i årerne) klokken halv fem og drog hjem over i fuldt dagslys på sommerspontanbytursmåden.

---

Vela + Speed-dating + Evig iboende angst for at møde folk ansigt til ansigt.

På torsdag arrangerer Vela speed-dating. Det er sgudda spændende. Hvis ikke det var, fordi jeg var i fast forhold på snart fjerde år (gulp), ville jeg helt klart deltage med hundrede procents sikkerhed sidde derhjemme og tude over, at jeg hverken havde modet eller selvtilliden til at være med.

Jeg kan seriøst ikke forestille mig noget mere utrygt end speeddating. Jeg er MESTER i online-dating (jeg er åbenbart mester i mange ting - også den usunde ske, fx). Eller altså, det var jeg. Jeg føler mig totalt på hjemmebane så snart det handler om ord og skrift og alt det.

Og frem for alt så snart jeg kan gemme mig bag en lille skærm (anonym blogger, anyone?).

I samme øjeblik, som jeg sidder over for et andet menneske – især hvis dette andet menneske er et, jeg har en eller anden form for seksuel/romantisk interesse i – går jeg helt i flovhed. Med mindre jeg er fuld. Altså sådan rigtig fuld. Jeg er alt for dårlig til at holde mig på egen banehalvdel og ikke hele tiden se mig selv med modpartens blik. Det er faktisk lidt af en akilleshæl.

LL kunne knap genkende den Såkaldte Lebbe, der inviterede hende hjem på en glas vino en uges tid +/- efter den første vanvittigt hede nat. Jeg var faktisk nærmest ikke i stand til at kigge hende ind i øjnene (der ellers er de pæneste, jeg nogensinde har kigget ind i), og det var nok blevet ved et one-night-stand, hvis ikke LL denne anden aften havde taget sagen og/eller initiativet i egen hånd (så at sige).

Så speed-dating. Det lader vi de lækre mennesker om. Eller i hvert fald dem med bedre face-to-face-selvtillid end undertegnede.

Men SHIT, jeg vil gerne høre jeres historier efter torsdag.

Og i øvrigt: er I også helt VILDE med ham der Dennis, der på facebookeventet helt høfligt spørger, om han må komme med til lesbisk dating-event? Han måtte gerne komme til mit lesbiske datingevent. Anytime. Når nu han spørger så pænt. Det kom til at lyde mere lummert og han-skulle-ikke-gå-mange-gange-rundt-om-min-seng-agtigt, end planen var. Men det må I selv ligge og rode med. Som man siger.

Og så til event-detaljerne fra Facebook, der blandt andet peger på, at man kan sidde i ly for en THUNDERSTORM, hvis man møder op. Er Facebooks vejrprognoser ikke altid sådan lidt overdramatiske, altså, fald nu ned Facebook, har der *nogensinde* været thunderstorm i Danmark?

---

Vela, dagbøger og kendisdrømme

Okay - en lille servicemeddelelse til alle lebber, der måske alligevel tænkte, at de gerne ville ud og måske også gerne ville være kendte. Følger nedenfor. Først en anekdote om mig. Naturligvis.

Jeg vil nemlig også gerne være kendt (og kan godt se det ironiske i dén udmelding, tilføjede den anonyme bloggerlebbe), men da to producere – i øvrigt uafhængigt af hinanden – spurgte mig, om jeg ville medvirke i en eller anden ny DR-satsning, satte jeg alligevel foden ned med et høfligt (og ikke ikke-smigret) nej tak.

Programmet handler, så vidt jeg er informeret, om at DR vil bede en række danskere læse op fra deres teenage-/pubertetsdagbøger.

Og det er jeg simpelthen ikke parat til. Derfor takkede jeg nej.

Jeg tænkte længe over det, men jeg er simpelthen stadig for meget 13 år indvendig til at forholde mig distanceret og håhåhå-hvor-var-jeg-dog-ung-og-naiv-dengang-agtigt til egne syvendeklassesskriverier.

Al den weltschmerz.

... Som jo stadig er der, altså weltschmerz'en. Både i mig i dag og bøgerne dengang (for, omg hvor jeg skrev meget dagbog. Jeg havde helt sikkert også haft en blog, hvis internettet havde været en ting i Aarhus i start-halvfemserne. Så tak for, det ikke var det.)

Nå – Men hermed opfordringen, som blev sendt til min mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com-inbox (som i øvrigt gerne tager imod masser af post fra alle søder lebber) fra en producer, der hedder Petruska, som by the way er et ret nice navn (og prisen for fleste indskudte sætninger går tilllllll...).

"PERSONER SØGES TIL FILMOPTAGELSER
Hej alle sammen,

Vi skal bruge en masse dejlige mennesker af alle eller intetkøn til optagelserne af en ny kortfilm!

Scenerne, der er tale om, udspiller sig på baren Vela på Vesterbro og finder sted onsdag den 17. december i tidsrummet 8:30-13:00 og/eller 13:00-21:00.

I korte træk handler filmen om en ung pige med mellemøstlig baggrund, som finder ud af, at hun er homoseksuel.

Vi har desværre ikke mulighed for at betale honorar, men vi sørger for at hygge om jer med kaffe, snacks og et måltid.

Hvis det lyder som noget, du kunne have lyst til, må du meget gerne sende en mail til mig på petruskapeters@gmail.com med en kort beskrivelse af dig selv, telefonnummer og et vellignende billede.

---

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme ... ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) ... Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?

Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:

The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp. 

Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):

"Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi "det her er stedet, hvor alle kommer." Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement."

... eller den her:

"Du tager ikke på club for at høre "The Macarena" eller Will Smiths "Getting Jiggy With It" på CD."

Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 

Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?

Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 

Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:

Det siger turisterne om vores homobarer!

1. "You have to really like women to even want to sit here for a while."
   
2. "It's a pretty little place but it's tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word."
   
3. "If you've never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is."
   
4. "It's good fun for a night but I can't imagine coming here more than once."
   
5. "A lot of femmes. If you're a butch, you'll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won't find better in the country." 

... Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:

"The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That's awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember ... and even the DJ was not able to "synchronize" the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor."

Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:

Lesbian bars are awful. But they're our awful.

---

Kun i Lebbeland

Det der akavede øjeblik, hvor man sender sin kæreste i byen på en uskyldig lørdag, mens man selv rødvinssnalrer med en af de allerbedste.

Og kæresten tager med sit crew på Vela.

Og kæresten møder hende, som undertegnede havde et kortvarigt fling med i sommer, da undertegnede var øjebliksvist single (og som undertegnedes kæreste selvfølgelig i ærlighed-som-grundpille-i-genoptaget-parforholds-navn kender til, bevares).

Og dette fling finder det passende at hive undertegnedes kæreste til side og snakke om sine følelser. For mig, forstås. Og om sit sexliv. Med mig, forstås.

OMG! Seriøst?

Kun på Vela i Lebbeland.

---

Det er fanme trist: Farvel og tak for (lesbisk) kaffe.

Lesbisk Kaffe og Øl lukker. Det er fanme trist. Sådan - helt vildt trist. Jeg har aldrig været stamgæst, bevares, men bare det at have et valg - at man de seneste to år kunne vælge - hvor man ville hen, når man sad der post-middagsselskab og havde lyst til at drikke en lesbisk øl.

Det var altså dejligt.

(Billedet er lånt fra Lesbisk Kaffes Facebook. Må man gerne det? Ellers så sig lige til, en eller anden.)

Nu er det så igen bare Vela, der er svaret (eller hvad? Er der noget jeg ikke ved? Hvor går man hen? Hva?).

...Og så var der bare noget ganske særligt fedt ved at have en lebbebar mindre end 500 meter fra sin hoveddør. Livslebben og jeg har flere gange drukket kaffe derinde, dengang det stadig var en kaffebar, endda med homohunden sovende under bordet (nååårhhh, sødt).

For ikke at glemme de øl og drinks, der ikke var semi-fjollede jordbærkys, jeg har indtaget derinde. Fornøjeligt.

Men helt generelt var det bare rart at have valgmuligheder, når man ville i lebbebyen. Æv!

Lisbet og Tina - ejerne - skriver på barens facebook, at de trænger til at leve et normalt liv igen og derfor sælger baren. Og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Så kan man jo bare håbe, at de nye ejere også måske har lyst til at drive Københavns uden sammenligning cooleste lebbe-hangout.

...Ellers bliver det sikkert en(dnu en) billigbar med et alt for ungt klientel og al for høj pumpemusik. Lød det fra tanten på toogtredive.

Anyways - der er inviteret til afskedskalas på lørdag, og jeg synes, I skal bakke op. Selv befinder jeg mig lørdag i nogle omgivelser, der muligvis er så præcis en diametral modsætning til lesbisk alko-heaven, som de er muligt (mere om det senere), så drik en enkelt for mig også.

"Tak for kaffe", lørdag den 20. juli fra kl. 15, Lesbisk Kaffe og Øl, Enghavevej 56, København V.

---

Bedste. Lesbiske. Scoretrick. Nogensinde.

Følgende kommentar til Velas gruppe dukkede lige op i min newsfeed ovre på Facebook:

Kære alle 

Er der nogle, der kan sige godt om nogle dating sider til piger?

Jeg kender ikke det område og vil måske ind og se på det - men vil hellere spørge jer, om I kan sige godt om en side.

Det er jo simpelthen den mest geniale scorestrategi i universet. Subtil og elegant, og nu ved hele den store vide Lebbeverden, at spørgeren er single og ready to mingle. 

Jeg er imponeret. Og ønsker kvinden al mulig held og lykke med jagten. 

For helt alvorligt: 

Kunne der ikke godt gemme sig en lebbedate eller to i den fremgangsmåde? Hvis hun lige har sørget for at finde et skidegodt profilbillede frem til lejligheden? Hvis jeg var ready to mingle (og kvinden havde haft noget kortere hår og mindre læbestift på), havde jeg da været der med en kæk privat besked. Hun må have fået tyve nye lesbiske Facebook-venner her til formiddag. 

Jeg er fuld af beundring. 

Det dumme er, at ingen nogensinde kan gøre det efter. Damen ovenfor vinder, fordi hun kom først.

Og I kender også godt de der blodsugere, der kommenterer med et "jeg leder også", når nogen skriver den slags, ikke? Det sker hver gang nogen tør skrive, at de søger et lift til Roskilde Festival eller en billig lejelejlighed. Og den duer altså heller ikke. Man må skabe sin egen hype.

Nå jo. Bare lige en serviceinformation:

Dem, der har svaret damen, foreslår hende at prøve Girlfriend.dk, Homosiden.dk og Wmen.dk.

Jeg kender kun førstnævnte, hvor jeg i øvrigt netop har nedlagt min profil - men måske har I erfaringer fra de to andre sites?

---

"Hun spillede bordfodbold på en [unavngiven] bar i København." Godt så.

Nå. Men i mangel af et liv, sad jeg lige og læste et - i øvrigt glimrende - interview med Marie Key (hvem ellers?) på Politiken.

Den første halvdel af portrættet er - nærmest bemærkelsesværdigt - fri for referencer til seksualitet. Men så afsløres alt - alt - ellers i følgende afsnit:

"En vinteraften i februar 2009 stod [Marie Key] med en veninde på en bar i København og spillede bordfodbold og drak øl, da lynet slog ned via musikken fra højttalerne. Det var lyden af Medinas gennembrudshit 'Kun for mig', og den rene, kølige lyd og den sårbare stemme fik Marie Key til at stoppe op."

Hold nu kæft, Vela, hvor er du dårlig til at gemme dig.

Læs interviewet her - det er godt.

---

Lebber sladrer, og det er altså ikke bare noget, jeg siger

Nu siger jeg lige noget. Og jeg ved godt, jeg generaliserer og skærer alle over én kam og muligvis får ti dage ekstra i skærsilden. Men det må ud alligevel, så her kommer det:

Lebber sladrer ad helvede til. Ad helvede til.

Og jeg tror, det er lige præcis det, man nogle gange kan mærke bølgeeffekten af, når man træder ind på Vela og bliver megautilpas, fordi der bliver kigget så...undersøgende. En form for post-sladder-effekt.

For ved I, hvorfor lebber kigger sådan? Nej? Nevermind, for det ved jeg:

Det er fordi lebberne på Vela lige affotograferer dit ansigt og efterfølgende for deres indre blik sammenlignings-scanner og krydsrefererer med horden af veninder og ekskærester og elskere - og veninders og ekskæresters og elskeres veninder og ekskærester og elskere.

Og tjekker, om man mon er en af dem.

Og med relativt få lebber i byen, er chancerne reeet store.

Jeg ved ikke, hvad det er der er så vigtigt ved at stikke næsen i andres business, og det freaker mig helt vildt at få post på lebbelivets mail a'la: "Jeg så dig på Vela i fredags."

For hvordan jävlan ved du, hvem jeg er (altså i høj nok grad til at kunne kæde et navn eller et ansigt sammen med bloggen)?

Jeg er hverken vigtig eller kendt eller dj (bemærk hvordan jeg skelner mellem de to sidste).

Jeg gik totalt glip af den der periode med et gigantisk lebbe-slæng og tre ugentlige homobyture, da jeg var yngre. For jeg var ikke lebbe, da jeg var teenager. Eller. Jeg vidste det i hvert fald ikke.

Jeg har ikke en milliard lebbe-ekskærester. Og jeg har været aktivt lesbisk single med aktivt scoringsliv i max to måneder af mit såkaldt lesbiske liv. Jeg har måske været i seng med ni damer i alt. Måske lidt flere. Lidt.

Min berøringsflade med "MILJØET" (gåseøjne og versaler, ja tak) er ultralille, på nær måske her på bloggen, men her aner flertallet af jer (forhåbentligt) ikke, hvordan jeg ser ud.

Alligevel kan jeg laaaangsomt mærke, hvordan jeg bliver suget ind i det. Hvordan jeg ved, hvem lebberne er, fordi jeg har set deres profilbilleder på Boyfriend, sammenlignet det med homokommentarer på Facen og trukket fra og lagt til og forhørt mig.

Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om den side ved mig selv. Hvor kommer den fra?

---

Advarsel: Utilsløret pral. Vennepral, endda. The worst kind.

Åhgud. Hetero-dame-middag-drinks-fredag-aften endte - meget overraskende - på Vela klokken ca. 03. Inklusiv tre x veninder uden nogen som helst interesse for punani, vel at mærke.

Vi spiste og drak (og drak) på Christianshavn til kl. 02.30. Og så fik jeg sandelig den - noget uimponerede flok - med på ideen om, at vi skulle på lebbebar.

1 x lebbe + 3 x hetero-ladies. Udmærket overtalelsesevne, dér.

Heteroveninde #1 måtte, apropos, skifte tøj tre gange på vej ud af døren - af frygt for at blive:

1. Overfaldet med tilbud og klap i numsen (for lækker)
2. Forvekslet med en dyke (hvid skjorte, sorte bukser - meget hot, men bestemt farligt på en lebbebar).

Sødt.

Men mere om det en anden dag. For der er alt rigeligt at sige om Vela - men det kræver en ædru hjerne. Ikke en klokken-fem-om-morgenen-lebbe-hjerne (i øvrigt: Øl og rom og tidspunkt taget i betragtning staver jeg fandenedme godt).

For! Det er i virkeligheden slet, slet, slet ikke det, det her skal handle om.

Det her skal handle om Bedstebøssen (igen). Som ringede tæt ved midnat fra Berlin. Midt i drinks. Han havde netop sagt farvel til Beyonce-koncerten dernede og ville bare ringe med følgende hjerteskærende fantastiske melding:

"Skattis (that's me). Det var den mest fantastiske koncert i universet! Beyonce var så sej. Det var vildt. Sååe. Jeg ville bare høre, om du skal noget på mandag? For jeg vil meget gerne forære dig min billet til koncerten i Forum (BB har naturligvis købt billet til både Berlin & København). Fordi jeg virkelig gerne vil have, at du får den oplevelse. Fordi du bare er så sød. Det er din fødselsdagsgave på forskud."

Jeg er blown away. Helt rørt.

I virkeligheden kender jeg kun hitsene og alt det gamle fra Destiny's-dagene. Men jeg var alligevel lidt misundelig på alle dem (bøsserne), der havde fået billet, da der blev meldt udsolgt efter et kvarter.

Er det ikke vildt?

(Who run the world? ME. Og også BB, jaja)

NB. Jeg har af ren og skær forfængelighed fremaddateret det her indlæg. Så der er flere på Facen, der ser det. Klokken er atten minutter over fem lige nu. Så ved I det.

---

Få så besteget den bloghest

Jeg har svært ved at bestige den berygtede bloghest for tiden, kan jeg mærke. Vintersumpen har ramt mig hårdere, end jeg erindrer, den har gjort i mange år. Måske husker jeg forkert, måske handler det om gudsbenådet elendig hukommelse. Men i hvert fald føler jeg mig ikke det mindste morsom these days.

Jeg flygtede fra Jylland tre dage efter jul. Jeg er virkelig (som min kære ven D (som selv er fra Sønderborg, mind!) morede sig over i går) en godt gammeldags selvhadende eksiljyde.

Nogle gange kan jeg få en seriøs form for klaustrofobi af Århus. Men jeg tror måske mere, det handler om ikke at være i (nærheden af) sit hjem. Hvis mit hjem (min seng, mine ting, mine venner) var i Århus, ville følelsen ikke være så intens.

I juledagene skrev et fantastisk væsen, jeg kender, på sin facebook:

"Er det uetisk at have det fremtidsfortsæt at føde sin egen nye familie udelukkende med henblik på at bruge den som et menneskeligt skjold mod den gamle?"

Jeg synes: nej.

Alternativt skulle man føde den, bare så man havde en valid undskyldning for at holde jul i eget hjem frem for i sine forældres. Jeg vil bare gerne være hjemme. Byggeplads eller ej (ja, det blev så ikke i 2012, Håndværkerhylet blev færdig. Men sådan er der så meget).

Men fluks fra Jylland til København, skarpt fulgt af en smuttur på Vela, der igen skuffede. Hvornår holdt Vela op med at være sjov? Folk var så unge. Men. Måske spillede det også lidt ind, at selskabet bestod af mig med akut winter downer syndrome, bedstebøssen i yderst træt udgave, hans veninde, som   var single på kun fjerde dag med naturlige hjertekvaler til følge, og hendes veninde, der egentlig hellere bare ville hjem "fordi hun havde en træningsdate kl. 11 næste formiddag". OH MY GOD - lesbisk mådehold much?

---

Efterlysning: Lebbeaktivitet uden bold

I går var jeg til min meget, meget gode vens fødselsdag. Det blev sent, og det var jeg egentlig 100 pct. forberedt på, så jeg tog fri i dag og har sovet til klokken halv tre. Hvilket jeg elsker.

Jeg har spist fire ostemadder, seks riskiks med chokolade (jeg holdt op med at føle, at det var 'et sundt alternativ' efter nummer tre) og drukket en ordentlig spand kaffe. Ja. Det er mine største bedrifter i dag.

Nå ja. Jeg har også set en afsindigt dårlig film. Den hed You May NOT Kiss The Bride. Man ved, man ser tømmermændsfilm, når ordene "kiss" og "bride" begge indgår i overskriften. Jeg er lidt flov over, at jeg så den til ende.

Lebben I Mit Liv er i Jylland på familievisit. Det sidste jeg hørte var, at hun spillede kongespil i mørke. Og vandt. Jeg savner hende sgu. Tømmermænd er sjovere med selskab i sengen.

I morgen kommer mine skønne lebbeveninder K og K og hjælper med at spartle en vægs penge i Håndværkertilbudet.

Derefter går turen vist til Vela. Hvis jeg kan få K (en af to) overbevist.

K1 er meget anti-Vela. Jeg må få den præcise forklaring i morgen. Jeg fik den vist også i går aftes, forklaringen ...Men glemte den i min iver over (for første gang nogensinde) at være en vellidt dj.

Jeg spillede det, de unge vil have. Aerosmith, Abba og Beyonce.

Der er et eller andet lebbearrangement på Onkel Dannys Plads i morgen. Men det starter allerede om eftermiddagen, og det lyder til, at der er lidt for meget boldspil for my liking. Men lad os nu se.

Arrangementet er beskrevet her, hvis nogen er interesserede.

Mit liv har været ualmindeligt ligegyldigt på det seneste - jeg beklager derfor fraværet her på lebbelegepladsen. Og ligegyldigt er slet ikke så skidt endda. Bare ikke så godt stof på en blog.

Jeg skal nok vende tilbage med nyt fra Lebbefronten (krigen i morgen udkæmpes åbenbart i lige linje mellem Viktoriagade og Halmtorvet).

Vi ses i Lebbe-byen i morgen (kig efter tatoveringen).

---

Måske den mest seksuelt erfarne lebbe i universet. Måske.

Min forfængelighed fordrer mig at skrive en note til et indlæg, jeg skrev for godt to år siden. Dengang skrev jeg nemlig, at jeg havde været i seng med fire kvinder og færre end tredive mænd. Og det har altså ændret sig. Jeg er blevet en sygt erfaren lebbe i mellemtiden. Sygt.

---

Vela og heteroparret med en trekant i tankerne

Apropos alt det her med Nevermind og hvorvidt det er ok at smide grænsesøgende heteroer ud fra sin homoklub, når man samtidig kæmper for homoaccept på heterobarerne, kom jeg til at tænke på en episode, der udspillede sig på Vela for godt et år siden.

Jeg bilder mig ind, at rendezvous'et fandt sted i perioden lige inden, Vela fik Politikens iByen-pris som Årets Bar 2011. Altså i den periode hvor man kunne stemme, og hvor Vela pludselig blev berømmet langt uden for snævre (høhø) lebbekredse.

---

Velan, Vela!

Man kan ikke have en såkaldt lesbisk blog uden at have et tag, der hedder Vela. Jeg har fx allerede tagget to indlæg med navnet på Vesterbros fineste lebbebar. Tre inklusiv dette.

Vela og mig har lidt et had/kærlighedsforhold. Så er det sagt.

---

Kifak på en fredag

På fredag skal jeg på Kifak med en lesbisk veninde, der lige er blevet single. Men det er egentlig sagen uvedkommende. At hun lige er blevet single, forstås.

Jeg har været på Kifak før. Mange gange. Og hver gang glæder jeg mig betydeligt, inden jeg skal af sted. Og hver gang tager jeg derfra med nogenlunde samme bitre smag i munden: Noget med at være kød. Så måske er smagen mere umami.

---