Med fare for at lyde en kende dramatisk:
Jeg har aldrig oplevet noget hårdere end de første fire måneder af 2016. Jeg beklager mit fravær, men jeg har været i en slags undtagelsestilstand med fuldt fokus på at holde næsen oven vande midt i det sværeste, jeg i mit liv har prøvet.
Jeg kan huske, hvor jeg var, da min mor for syv år siden ringede og fortalte, at hun havde fået kræft. Og jeg kan huske, hvordan jeg måtte sætte mig ned på gulvet i min daværende kærestes interimistiske studenterkøkken. Der er alligevel en slags sandhed i den der kliché med at benene forsvinder under en og sådan.
Da min far tre år senere ringede og fortalte, at han havde fået kræft, stod jeg i LL’s entre. Han havde ringet forgæves et par gange, og jeg fornemmede, at noget var galt. Han plejede at være mesteren af telefonsvarerbeskeder, og pludselig var der bare ubesvarede opkald en masse. Og ganske rigtigt. Kræft. Igen måtte jeg sætte mig ned. Gemme mig fra det, der seriøst virkede som det mest urimelige nogensinde. Begge mine nærmeste alligevel?!
Da LL fik overbragt nyheden på Hvidovre en dag i februar, var jeg der ikke. Hun var alene. Lægerne havde spurgt, om hun ville vente med at få informationen, til jeg kom derud, men plasteret skulle lige som bare flås af. Og lidt som når nogen beder dig sidde ned, før du modtager en besked, ved man godt, at klokken ikke just er slået lottogevinst, når læger spørger, om man vil have overbragt nyheden straks eller vente på sine nærmeste.
Jeg kan huske, hvor jeg var, da min mor for syv år siden ringede og fortalte, at hun havde fået kræft. Og jeg kan huske, hvordan jeg måtte sætte mig ned på gulvet i min daværende kærestes interimistiske studenterkøkken. Der er alligevel en slags sandhed i den der kliché med at benene forsvinder under en og sådan.
Da min far tre år senere ringede og fortalte, at han havde fået kræft, stod jeg i LL’s entre. Han havde ringet forgæves et par gange, og jeg fornemmede, at noget var galt. Han plejede at være mesteren af telefonsvarerbeskeder, og pludselig var der bare ubesvarede opkald en masse. Og ganske rigtigt. Kræft. Igen måtte jeg sætte mig ned. Gemme mig fra det, der seriøst virkede som det mest urimelige nogensinde. Begge mine nærmeste alligevel?!
Da LL fik overbragt nyheden på Hvidovre en dag i februar, var jeg der ikke. Hun var alene. Lægerne havde spurgt, om hun ville vente med at få informationen, til jeg kom derud, men plasteret skulle lige som bare flås af. Og lidt som når nogen beder dig sidde ned, før du modtager en besked, ved man godt, at klokken ikke just er slået lottogevinst, når læger spørger, om man vil have overbragt nyheden straks eller vente på sine nærmeste.
Så hun fik dommen og ringede til mig, mens jeg stod på kontoret – allerede komplet hudløs oven på knap en måneds uvished og indlagt LL.
Hun sagde: ”Baby. Jeg kan ikke holde det, jeg havde lovet.”
Og så græd hun. Og så græd jeg. Hun havde lovet - lovet! - mig, at det ikke var kræft.
Jeg hoppede straks i en taxa og sad og tudede ved siden af en af de rareste og roligste taxamænd, jeg nogensinde har mødt. På hvad der føltes som verdens længste tur. Han lod mig sidde i fred og gled gennem byen i respektfuldt raskt trav. Til sidst forklarede jeg ham undskyldende et sted uden for Valby, hvorfor jeg var dagens tudeprinsesse #1. Han spurgte, om jeg var troende. Der lå ikke noget hverken fordømmende eller prædikende i hans spørgsmål. Men han vidste, det kunne være en hjælp at tro på noget, sagde han. Da jeg steg ud i kælderen under Hvidovre, ønskede han held og lykke og gud være med os.
Hun sagde: ”Baby. Jeg kan ikke holde det, jeg havde lovet.”
Og så græd hun. Og så græd jeg. Hun havde lovet - lovet! - mig, at det ikke var kræft.
Jeg hoppede straks i en taxa og sad og tudede ved siden af en af de rareste og roligste taxamænd, jeg nogensinde har mødt. På hvad der føltes som verdens længste tur. Han lod mig sidde i fred og gled gennem byen i respektfuldt raskt trav. Til sidst forklarede jeg ham undskyldende et sted uden for Valby, hvorfor jeg var dagens tudeprinsesse #1. Han spurgte, om jeg var troende. Der lå ikke noget hverken fordømmende eller prædikende i hans spørgsmål. Men han vidste, det kunne være en hjælp at tro på noget, sagde han. Da jeg steg ud i kælderen under Hvidovre, ønskede han held og lykke og gud være med os.
Vi holdt om hinanden, gjorde LL og jeg. Og græd og fik samlet LL's ting sammen. For paradoksalt nok betød netop den rædselsfulde dom også enden på tre ugers indlæggelse. Nu var der stemplet en diagnose under CPR-nummeret, og andre kloge hoveder kunne tage over med deres sprøjtegifte.
Virkeligheden var på det tidspunkt skrumpet ind til en turnus af arbejde, hospitalsbesøg og hjem i seng. Og jeg troede ikke, den kunne blive mindre, virkeligheden. Hvor naivt.
For en turnus bestående af arbejde og så hjem til tiltagende afkræftet kæreste, der - og jeg overdriver ikke - lignede et lig på grund af daglige(!) hospitalsbesøg med kemo, stråler eller en kombination af begge, er faktisk værre end hjem til en tom seng.
Virkeligheden var på det tidspunkt skrumpet ind til en turnus af arbejde, hospitalsbesøg og hjem i seng. Og jeg troede ikke, den kunne blive mindre, virkeligheden. Hvor naivt.
For en turnus bestående af arbejde og så hjem til tiltagende afkræftet kæreste, der - og jeg overdriver ikke - lignede et lig på grund af daglige(!) hospitalsbesøg med kemo, stråler eller en kombination af begge, er faktisk værre end hjem til en tom seng.
At se den, man elsker, sove med indsunkne kinder i sofaen på tidspunkter, hvor fri-mig-fra-middagsluren-LL aldrig tidligere har lukket øjnene … og et øjeblik blive bange for, om hun overhovedet trækker vejret, fordi hun simpelthen ser så smadret ud. At se hende, man elsker, blive momentant sindssyg af den stank af kemo, der sidder i næsen, men som jeg slet ikke kan opfange. At se hende bryde grædende sammen på en måde, der er så uvirkeligt fjern fra den måde, LL almindeligvis tackler tingene på. At se hende kemohjerne-glemme og blive vred på sig selv, fordi hun glemmer.
Det kan ikke rigtigt sammenlignes med noget.
Så hvad gjorde jeg? Tjo. Jeg gik i dvale. Jeg stoppede med at gøre de ting, der gør mig godt. Jeg holdt op med at træne. Jeg holdt op med at spille klaver. Jeg holdt op med at blogge. Jeg holdt op med at røre ved LL, for berøringerne gjorde alt for ofte ondt i leddene eller i de blå mærker, der pyntede mellem tatoveringer på min elskedes arme efter mødet med flere kanyler, end jeg har tal på.
Jeg holdt op med at tale med mine nærmeste om, hvor stor en lort, jeg var i færd med at æde. For der var jo alligevel ikke rigtigt nogen, der kunne gøre noget bedre, vel?
Semiisolation blev primært punkteret af sporadiske drukture, der altid endte i tårer. Det var som om, jeg nåede et punkt, hver gang jeg fuldede mig, hvor gaffatape og elefantsnot bare ikke rigtigt kunne holde mig sammen i sømmene længere.
Og en dag stod jeg så med to hunde på kirkegården (intet melodrama i det – fast gåtursspot, dejligt, grønt og isoleret). Havde efterladt LL derhjemme efter et af den slags IDIOTISKE skænderier, som vi ellers var blevet gode til at undgå, men som vi pludselig begge var for underskudsagtige til at afværge.
Og så ringede jeg til min veninde B. Og snakkede. Nej græd. Græd og snakkede. Og græd. Og snakkede. Og pludseligt var der et lille hul i skyerne. Pludseligt havde det alligevel en effekt for en stund at snakke helt ærligt om, hvor FUCKED UP det er at bo med en, der har kræft.
At sætte hemmelige og forbudte ord på, hvordan man hver dag bliver udfordret i utopien om den betingelsesløse kærlighed. Hvordan ens parforhold pludselig reduceres til praktik + erindringen om alt det, der var engang + et diffust håb om et lys på den anden side … mens man bare sidder i lort til halsen, ikke kan se hvor lorten ender, og blot registrerer hvordan livet gror til i tv-serier, alt for nem mad, stilstand og et gigantisk ansvar for at være den, der bringer det gode med hjem – også efter en absolut røvsyg dag på kontoret.
Men pludselig er der gået syv uger. Og pludselig står man og venter på, at automatdøren i kælderen under Riget går op og spytter LL ud efter sidste omgang radioaktive stråler. Og pludselig har man fået bippet sig ind i Fitness World i hvert fald en enkelt gang. Og spillet klaver. Og skrevet et blogindlæg. Og rørt ved sin kæreste.
Og pludselig – her omtrent en måned efter sidste behandlingsdag – begynder man så småt at tro på, at der venter en almindelig hverdag et sted i horisonten. Uden at jinxe. Der er stadig en scanning midt i juli. Så kryds lige fingre.
Det kan ikke rigtigt sammenlignes med noget.
Så hvad gjorde jeg? Tjo. Jeg gik i dvale. Jeg stoppede med at gøre de ting, der gør mig godt. Jeg holdt op med at træne. Jeg holdt op med at spille klaver. Jeg holdt op med at blogge. Jeg holdt op med at røre ved LL, for berøringerne gjorde alt for ofte ondt i leddene eller i de blå mærker, der pyntede mellem tatoveringer på min elskedes arme efter mødet med flere kanyler, end jeg har tal på.
Jeg holdt op med at tale med mine nærmeste om, hvor stor en lort, jeg var i færd med at æde. For der var jo alligevel ikke rigtigt nogen, der kunne gøre noget bedre, vel?
Semiisolation blev primært punkteret af sporadiske drukture, der altid endte i tårer. Det var som om, jeg nåede et punkt, hver gang jeg fuldede mig, hvor gaffatape og elefantsnot bare ikke rigtigt kunne holde mig sammen i sømmene længere.
Og en dag stod jeg så med to hunde på kirkegården (intet melodrama i det – fast gåtursspot, dejligt, grønt og isoleret). Havde efterladt LL derhjemme efter et af den slags IDIOTISKE skænderier, som vi ellers var blevet gode til at undgå, men som vi pludselig begge var for underskudsagtige til at afværge.
Og så ringede jeg til min veninde B. Og snakkede. Nej græd. Græd og snakkede. Og græd. Og snakkede. Og pludseligt var der et lille hul i skyerne. Pludseligt havde det alligevel en effekt for en stund at snakke helt ærligt om, hvor FUCKED UP det er at bo med en, der har kræft.
At sætte hemmelige og forbudte ord på, hvordan man hver dag bliver udfordret i utopien om den betingelsesløse kærlighed. Hvordan ens parforhold pludselig reduceres til praktik + erindringen om alt det, der var engang + et diffust håb om et lys på den anden side … mens man bare sidder i lort til halsen, ikke kan se hvor lorten ender, og blot registrerer hvordan livet gror til i tv-serier, alt for nem mad, stilstand og et gigantisk ansvar for at være den, der bringer det gode med hjem – også efter en absolut røvsyg dag på kontoret.
Men pludselig er der gået syv uger. Og pludselig står man og venter på, at automatdøren i kælderen under Riget går op og spytter LL ud efter sidste omgang radioaktive stråler. Og pludselig har man fået bippet sig ind i Fitness World i hvert fald en enkelt gang. Og spillet klaver. Og skrevet et blogindlæg. Og rørt ved sin kæreste.
Og pludselig – her omtrent en måned efter sidste behandlingsdag – begynder man så småt at tro på, at der venter en almindelig hverdag et sted i horisonten. Uden at jinxe. Der er stadig en scanning midt i juli. Så kryds lige fingre.
