tirsdag den 17. maj 2016

Status efter stilhed

Med fare for at lyde en kende dramatisk:

Jeg har aldrig oplevet noget hårdere end de første fire måneder af 2016. Jeg beklager mit fravær, men jeg har været i en slags undtagelsestilstand med fuldt fokus på at holde næsen oven vande midt i det sværeste, jeg i mit liv har prøvet.

Jeg kan huske, hvor jeg var, da min mor for syv år siden ringede og fortalte, at hun havde fået kræft. Og jeg kan huske, hvordan jeg måtte sætte mig ned på gulvet i min daværende kærestes interimistiske studenterkøkken. Der er alligevel en slags sandhed i den der kliché med at benene forsvinder under en og sådan.

Da min far tre år senere ringede og fortalte, at han havde fået kræft, stod jeg i LL’s entre. Han havde ringet forgæves et par gange, og jeg fornemmede, at noget var galt. Han plejede at være mesteren af telefonsvarerbeskeder, og pludselig var der bare ubesvarede opkald en masse. Og ganske rigtigt. Kræft. Igen måtte jeg sætte mig ned. Gemme mig fra det, der seriøst virkede som det mest urimelige nogensinde. Begge mine nærmeste alligevel?!

Da LL fik overbragt nyheden på Hvidovre en dag i februar, var jeg der ikke. Hun var alene. Lægerne havde spurgt, om hun ville vente med at få informationen, til jeg kom derud, men plasteret skulle lige som bare flås af. Og lidt som når nogen beder dig sidde ned, før du modtager en besked, ved man godt, at klokken ikke just er slået lottogevinst, når læger spørger, om man vil have overbragt nyheden straks eller vente på sine nærmeste.

Så hun fik dommen og ringede til mig, mens jeg stod på kontoret – allerede komplet hudløs oven på knap en måneds uvished og indlagt LL.

Hun sagde: ”Baby. Jeg kan ikke holde det, jeg havde lovet.”

Og så græd hun. Og så græd jeg. Hun havde lovet - lovet! - mig, at det ikke var kræft.

Jeg hoppede straks i en taxa og sad og tudede ved siden af en af de rareste og roligste taxamænd, jeg nogensinde har mødt. På hvad der føltes som verdens længste tur. Han lod mig sidde i fred og gled gennem byen i respektfuldt raskt trav. Til sidst forklarede jeg ham undskyldende et sted uden for Valby, hvorfor jeg var dagens tudeprinsesse #1. Han spurgte, om jeg var troende. Der lå ikke noget hverken fordømmende eller prædikende i hans spørgsmål. Men han vidste, det kunne være en hjælp at tro på noget, sagde han. Da jeg steg ud i kælderen under Hvidovre, ønskede han held og lykke og gud være med os.

Vi holdt om hinanden, gjorde LL og jeg. Og græd og fik samlet LL's ting sammen. For paradoksalt nok betød netop den rædselsfulde dom også enden på tre ugers indlæggelse. Nu var der stemplet en diagnose under CPR-nummeret, og andre kloge hoveder kunne tage over med deres sprøjtegifte.

Virkeligheden var på det tidspunkt skrumpet ind til en turnus af arbejde, hospitalsbesøg og hjem i seng. Og jeg troede ikke, den kunne blive mindre, virkeligheden. Hvor naivt.

For en turnus bestående af arbejde og så hjem til tiltagende afkræftet kæreste, der - og jeg overdriver ikke - lignede et lig på grund af daglige(!) hospitalsbesøg med kemo, stråler eller en kombination af begge, er faktisk værre end hjem til en tom seng. 

At se den, man elsker, sove med indsunkne kinder i sofaen på tidspunkter, hvor fri-mig-fra-middagsluren-LL aldrig tidligere har lukket øjnene … og et øjeblik blive bange for, om hun overhovedet trækker vejret, fordi hun simpelthen ser så smadret ud. At se hende, man elsker, blive momentant sindssyg af den stank af kemo, der sidder i næsen, men som jeg slet ikke kan opfange. At se hende bryde grædende sammen på en måde, der er så uvirkeligt fjern fra den måde, LL almindeligvis tackler tingene på. At se hende kemohjerne-glemme og blive vred på sig selv, fordi hun glemmer.

Det kan ikke rigtigt sammenlignes med noget.

Så hvad gjorde jeg? Tjo. Jeg gik i dvale. Jeg stoppede med at gøre de ting, der gør mig godt. Jeg holdt op med at træne. Jeg holdt op med at spille klaver. Jeg holdt op med at blogge. Jeg holdt op med at røre ved LL, for berøringerne gjorde alt for ofte ondt i leddene eller i de blå mærker, der pyntede mellem tatoveringer på min elskedes arme efter mødet med flere kanyler, end jeg har tal på.

Jeg holdt op med at tale med mine nærmeste om, hvor stor en lort, jeg var i færd med at æde. For der var jo alligevel ikke rigtigt nogen, der kunne gøre noget bedre, vel?

Semiisolation blev primært punkteret af sporadiske drukture, der altid endte i tårer. Det var som om, jeg nåede et punkt, hver gang jeg fuldede mig, hvor gaffatape og elefantsnot bare ikke rigtigt kunne holde mig sammen i sømmene længere.

Og en dag stod jeg så med to hunde på kirkegården (intet melodrama i det – fast gåtursspot, dejligt, grønt og isoleret). Havde efterladt LL derhjemme efter et af den slags IDIOTISKE skænderier, som vi ellers var blevet gode til at undgå, men som vi pludselig begge var for underskudsagtige til at afværge.

Og så ringede jeg til min veninde B. Og snakkede. Nej græd. Græd og snakkede. Og græd. Og snakkede. Og pludseligt var der et lille hul i skyerne. Pludseligt havde det alligevel en effekt for en stund at snakke helt ærligt om, hvor FUCKED UP det er at bo med en, der har kræft.

At sætte hemmelige og forbudte ord på, hvordan man hver dag bliver udfordret i utopien om den betingelsesløse kærlighed. Hvordan ens parforhold pludselig reduceres til praktik + erindringen om alt det, der var engang + et diffust håb om et lys på den anden side … mens man bare sidder i lort til halsen, ikke kan se hvor lorten ender, og blot registrerer hvordan livet gror til i tv-serier, alt for nem mad, stilstand og et gigantisk ansvar for at være den, der bringer det gode med hjem – også efter en absolut røvsyg dag på kontoret.

Men pludselig er der gået syv uger. Og pludselig står man og venter på, at automatdøren i kælderen under Riget går op og spytter LL ud efter sidste omgang radioaktive stråler. Og pludselig har man fået bippet sig ind i Fitness World i hvert fald en enkelt gang. Og spillet klaver. Og skrevet et blogindlæg. Og rørt ved sin kæreste.

Og pludselig – her omtrent en måned efter sidste behandlingsdag – begynder man så småt at tro på, at der venter en almindelig hverdag et sted i horisonten. Uden at jinxe. Der er stadig en scanning midt i juli. Så kryds lige fingre.

torsdag den 25. februar 2016

Lesbisk konference og/eller kult med Sofie Hagen som ypperstepræstinde

Jeg havde for cirka tusind år siden købt to billetter til ultraseje Sofie Hagens standup-show på Bremen i går. Jeg havde med andre ord købt mine billetter, da det der interview landede i Informeren og resulterede i, at showet blev rykket først fra lille forhalsscene til stor sal og siden blev meldt totalt udsolgt og flankeret af endnu et show dagen inden.

Jeg havde altså billetter til det rigtige show. Ikke til ekstraudgaven. Totalt firstmover.

Jeg havde købt en billet til mig og en til LL (som jeg funderer alvorligt på at omdøbe til DIE LEBENLESBEN. Det er pænt ik'?). Og vi glædede os som sindssyge.

I forgårs da vi havde gode venner til middag, glædede vi os stadig, for LL viste svage friskhedstegn, her knap en uge før Riget indleder planlagt atomkrig mod hendes fænomenale legeme.

Men i går var den gal. Feber og ubehag holdt LL i sengen. Hun insisterede imidlertid på, at jeg skulle tage af sted. RED DIG SELV! Så jeg inviterede i elvte time min veninde A med. A har jeg efterhånden kendt i mere end halvdelen af mit liv. Hvilket er en pænt syg tanke. Hun er noget af mit yndlings. Men lad nu det ligge.

A og jeg indfandt os før showstart på vores pladser.

Straks efter kom først én lebbebekendt hen forbi og sagde hej. Lige efter stødte endnu en perifær bekendt i udpræget lebbeantræk til med knus og hilsner til undertegnede, og knap gik der et minut, før tredje lebbebekendt (tilfældigvis med sæder på samme række som vores) indløste knuser på vej forbi (apropos: Jeg ved stadig ikke, hvad der er kutyme, når nogen skal forbi på biografsæderækken. Røv mod røv? Front mod røv? Skræv mod skræv?).

Min 100 procent heteroseksuelle (men til gengæld militant feministiske) veninde A var altså på mindre end to minutter vidne til tre tilfældige lebbemøder. Hvilket fik hende til at kigge mildt talt mistroisk på mig, som havde jeg konspiratorisk hevet hende med ind til en eller anden form for homokult-event.

Hun har (vist?) aldrig været med på Vela.

Alternativt tænkte hun (måske), at jeg var klodens mest populære lebbe. Men i virkeligheden var jeg jo bare taberen, der tog tidligt plads i salen og således kunne holde siddende audiens. For alle lebber kender hinanden. Det var i hvert fald tilsyneladende ikke på Bremen i går, at dén fordom skulle afkræftes.

Anyways. Sofie Hagen sparkede i øvrigt på det groveste røv. Hun er mit nye idol. Selvom jeg nærmest kunne være hendes mor. Hvis jeg havde fået hende som syvårig. Det vil sige ved en form for jomfruelig ufrugtbar befrugtning omtrent seks år før, jeg fik min første menstruation (dagen inden den obligatoriske bornholmerlejrtur i sjette klasse, for øvrigt. Tak for dén timing, blødningsguder).

Hvis I får mulighed for at se hendes show Bubblewrap, skal I virkelig springe til - magen til empowering og hylende morsom halvanden time har jeg ikke nydt ... længe. Disclaimer: Hverken Sofie Hagen eller showet er lesbisk. Men det er ikke uden grund, at showet (obviously!) tiltrak et massivt lebbefølge. Stærke kvinder og sådan.

Og selvom telefonen var på vibration og ikke bare full-on lydløs-lydløs som vanligt, og selvom 15 pct. af mine tanker gik til hende hjemme i sengen på Vesterbro, var det alligevel forrygende forløsende at grine og tænke (85 pct.) ligegyldige tomhjernede ikke-kræfttanker. Bare lige nogle timer.

PS. Jeg begik lige den rookie mistake at google "lesben german" for at tjekke hvilket køn, "lesben" er. Gæt selv hvor mange grammatiklinks, der dukkede op versus hvor mange porno-ditto. Svaret er ingen. Ingen grammatiklinks. Min fornuft, som jeg ikke har synderligt stor tillid til, fortæller mig i øvrigt, at "lesben" nok er hunkøn. Så. Det.






torsdag den 11. februar 2016

K

Jeg har været så træt på det seneste. Så jeg tog en lur tidligere.

Jeg drømte, at jeg hørte et gevaldigt spektakel uden for vinduet i soveværelset. I min drøm åbnede jeg vinduet og kiggede ned på gaden, hvor en stor, klodset, rød varevogn var i færd med en ganske håbløs trepunktsvending.

Bilen baksede under stort rabalder ind i alle parkerede køretøjer på gaden, og da den vendte rundt, svingede fordøren op, og gutten i passagersædet svingede med døren ud og ramlede ind i ting og asfalt med sin bløde krop.

Bilen kørte ned ad gaden og direkte ind i en kæmpestor glasskulptur, som smadrede i tusind stykker. Her stoppede den, hvorefter de tre passagerer på bagsædet steg ud og lagde sig lige bag ved bilens baghjul.

Og så bakkede chaufføren hen over dem. Alle tre.

Jeg skreg i drømmen, NEJ, vendte mig bort fra vinduet for at finde min telefon og ringe 112. Fandt den, kæmpede med at låse op og trykke nummeret ind. Men da jeg var tilbage ved vinduet, havde de fire nede på gaden hældt benzin ud over sig og sat ild til både dem og bilen. De stod og brændte op lige nede på vores gade, og jeg kunne ingenting gøre.

On a totally unrelated note: I går sagde lægerne K-ordet. Og de mener det.

søndag den 7. februar 2016

Afsked

Greb lige det sidste luftkys, før LL lukkede døren til sin Uber. Hun har lovet at komme hjem igen snart. I morgen er der svar på en masse prøver og biopsier. Lige så skønt som det var at have hende hjemme, lige så kvalmefremkaldende ækelt og smertefuldt var det at sende hende af sted igen. Og så lige før sengetid.

Så nu tuder jeg. I vores lejlighed, der faktisk lidt holder op med at føles som hjem uden hende. Selvom jeg godt ved, det er en kliche, og a chair is not a chair. I ved.

LL, der almindeligvis er næsten lige så udpræget B-menneske som undertegnede, er blevet decideret morgentype af daglige vækninger og derpåfølgende blodtapninger ved 06.30-tiden.

I morges da vi vågnede gudsjammerligt årle, havde jeg for første gang i 19 dage (nitten dage!) en følelse af, at det nok skulle blive godt igen det hele. Sådan, rigtigt godt. Hun virkede friskere og – endnu vigtigere – vi var sammen på en måde, der vækkede mindelser om hverdag. Den følelse trækker sig i sømmene nu. Hun fik det værre hen mod aftentide. Det er tydeligt, hvor meget de ret så hampre doser smertestillende medicin gør en forskel. Når virkningen tager af, bliver hun skidt.

Hun har tabt sig. Jeg havde godt set det på hospitalet, men det blev først rigtigt tydeligt hjemme i vores eget køkken blandt kendte proportioner. Hvor emhætten fungerede lidt som den der tændstik-målestok fra billederne i biologibogen.

Men hun har lovet at blive rask. At det ikke er noget alvorligt. At hun snart kommer hjem. Det har hun fucking bare at holde.

Orlov

Stille weekend oven på travl (mode)uge. Jeg har ingenting udrettet i dag. Men ved I hvad? Det gør ikke spor. For på min højre skulder ligger en sovende LL. Ja! Hjemme i vores hjem! I vores seng. Under vores dyner (Flertal. Har aldrig forstået hvordan nogen kan overleve en dobbeltdyne). Sammen.

Hun er på weekendorlov og skal tilbage på firemandsstuen om et par timer. Enerum havde desværre stakket frist - den form for luksusforhold (hvor man fx ikke bliver vækket af smådement sengeliggende nabos råben på engelsk med svær indisk accent) blev inddraget, da 90-årig dame fik influenza, hvilket i hospitalssammenhæng honoreres med isolation og gule skilte med advarselstrekanter og KONTAKTSMITTE (udråbstegn).

Jeg har svært ved at beskrive, hvor vidunderligt det er at have hende hjemme. Selvom hun sover - dopet til den syvende himmel (vi talte 27 piller i dagens medicinæske -14 alene til morgenmaden) - og knap kan gå 200 meter, hvilket vi nænsomt testede med kaffetur inklusiv en lånehund i eftermiddags.

Men det er lige meget. For hun dufter af LL, og hun føles som LL, og hendes stærke underarm, der hviler tung på mit bryst lige nu, er præcis lige så varm og tryg, som den altid er.

Så må man bare forsøge at lade være med at tænke på, at vi atter falder i søvn i hvert vores postnummer i aften.

mandag den 1. februar 2016

Nedslag

Bizarre detaljer, der forsøder talrige besøg på unavngivet hospital i Hovedstadsområdet:

- Når beboerne på LL's firemandsstue (lidt endnu) er: To gamle krager på plus-firs ... og så i sengen skråt over for LL's en præcis lige så sidecuttet/lebbebun'et* og tatoveret lebbe som LL (med en i øvrigt lige så småbuttet, lang-/mørkhåret kæreste som undertegnede).

- Når LL får enestue (også selvom stuen blev ledig, fordi tidligere beboer nu er fløjet til Den Anden Side, og LL's indflytningstidspunkt afhænger af, hvornår de liiiige kan få tidligere beboer flyttet og lokalet sprittet ned)

- Når dygtig sygeplejer, der lægger LL's drop hver eneste aften, med et hurtigt blink lover, at LL får enestue - ikke fordi HUN er besværlig ... men fordi hendes naboer er det. Promise!

- Når LL lover at spille vores sang højt fra Spotify ud i rummet, så snart hun overtager enestuen (for at rense luften).

*Det giver sig selv, at en lebbebun er en man bun på en dame som elsker damer. Ik?


søndag den 31. januar 2016

Status #2

Mit liv er skrumpet. Min LL er stadig indlagt. De er ikke kommet en diagnose nærmere, hvilket er megabetryggende efter knap to uger med daglige speciallægebesøg. Not. Men de leder videre. Og alt imens bliver det uvante til hverdag, min dag går fra arbejde til hospital til seng til arbejde til hospital til seng. Med indlagte pauser til at tale i telefon med og besvare sms'er fra bekymrede venner og pårørende.

Jeg er meget rørt over at have så mange mennesker i mit liv, der midt i deres travle liv alligevel finder tid til en daglig sms eller opringning (også selvom jeg ikke altid tager telefonen. Undskyld).

For selvom det er usammenligneligt meget mere hårdt at være LL på en dum laksefarvet firemandsstue, så er det faktisk også helt vildt hårdt at være mig. Uden at jeg beder om violinspil eller noget.

Jeg er nok bedst, når det er lidt rutine at holde i hånd med. Når man har en hverdag med faste holdepunkter. Og det er der intet af for tiden. Så jeg har ikke trænet eller vasket tøj, endsige spist et hjemmelavet måltid varm aftensmad, siden LL røg af sted med ambulancen. Men i dag får jeg vasket. Og trænet.

For nu er denne uvante og uønskede nye hverdag ved at blive rutine. Trods alt.

Det er så uendeligt svært at 1) Forlade træt LL på hospitalet, velvidende at hun har lang nat med hostende og jamrende sengenaboer foran sig, 2) Komme hjem til tom lejlighed (hundene er taget med svigerforældrene til Jylland, for det er ikke muligt at passe dem ind i pendlerhverdag mellem arbejde og hospital), 3) Åbne et køleskab, der er fyldt med for gamle madvarer, som burde smides ud, 4) Hoppe under dynen i seng, der er alt for stor og tom, 5) Se afsnit på afsnit af tomhjernede serier, som man kan være sikker på aldrig bliver for uhyggelige eller triste, og så ellers bare vente på at man kan sove. Lorteliv.

Jeg ser hende hver dag. Men jeg savner hende så meget, at jeg faktisk begynder at græde, når jeg skriver det her. Og jeg er så bekymret. Så, så, så bekymret. Men måske ved de mere mandag. Måske. I bliver nødt til at bevare fingrene krydsede. Også selvom I får krampe. Please?

mandag den 25. januar 2016

Kryds!

Jeg ved godt, jeg var helt hemmelig bloggertype på den trælse måde forleden. Og undskyld for det. Nu er jeg imidlertid nået dertil, hvor angst for at jinxe er afløst af behovet for alle de krydsede fingre, man kan komme i nærheden af. Så vi lukker sgu op for posen. Gør vi.

Min LL er indlagt. På sjette dag. Lægerne kalder hende "lidt af et mysterium". Hvilket nok er i top-tre over ting, man ikke gider høre eksperttype sige, når hun overbringer testresultatet efter at have banket utallige nåle ind i min elskedes arme.

Så jeg er ufrivillig græsenke og har bare brug for, at ingen i verden på noget tidspunkt ytrer det store stygge K-ord. Som jeg allerede har hørt lidt for mange gange. Det dumme ord er ikke blevet sagt endnu. Men jeg er så bange. Så. Bange.

Begge mine forældre har (som trofaste læsere ved) hilst på den unævnelige sygdom, men i forbindelse med deres hospitalsforløb var jeg jo bare datteren, der kunne tillade sig at egotrippe. Barnet.

Nu skal jeg være den voksne. Passe på hende, der ligner en bleg skygge af sig selv i en stor, bøvlet hospitalsseng med et sengegærde, der – selv når det er slået ned – gnaver sig ind i bagsiden af lårene, når man vil sidde på kanten.

Jeg ønsker så inderligt at jeg kunne gøre alting blot en smule mere udholdeligt for hende. Men jeg kan ikke.

For det eneste, der hjælper er:

1) Søvn
2) Smertelindring
3) ... At de finder ud af, hvad FANDEN der er galt!

Og jeg kan ikke hjælpe med noget af det. Og det gør ondt på mig. Og den smerte må hende i sengen ikke se. Hun må ikke bekymre sig yderligere. Den smerte må jeg gemme væk. Indtil jeg kommer hjem i vores tomme, dumme mørke lejlighed om aftenen. Så tuder jeg.

Og hende, der skal trøste mig, når jeg tuder, er den eneste, der seriøst ikke skal skænke mig så meget som en lillebitte tanke lige nu. Hun skal bare fokusere på at blive rask og slappe af, af, af.

Men måske kan den næste test give os svar. Gode, lette, simple og aldeles ufarlige svar, helst. Please. PLEASE.

Kryds fingre.

Det her er måske det værste, jeg har oplevet. Og så er det ikke engang mig, der ligger der. I sengen. Selvom jeg ville bytte uden at blinke, hvis jeg kunne. Så længe det betød, at LL ikke skulle ligge der længere.

Men måske er det bare noget helt uskadeligt (ik'?).

torsdag den 21. januar 2016

Træk vejret

I dag trækker jeg bare vejret. Så godt som jeg kan. Jeg hader inderligt at være bloggeren med hemmelighederne. Men af frygt for at jinxe unævnelige sager i rædselsfuld retning, tør jeg ikke sige mere. Og rastløshed/søvnløshed skubber mig alligevel mod tastaturet.

Så nu er jeg anonym-lebbeblogger-udgaven af hende, der skriver statusopdateringer à la "livet er bare så hårdt" på Facen.

Og hende er jeg altså ikke specielt vild med.




tirsdag den 12. januar 2016

Siden sidst

Og sådan gik der en måned. Jeg er i mellemtiden nået både forbi Gran Canutten med min kære mor og bror, forbi lidt sydsvensk pejseopvarmet skovidyl og sandelig også forbi Vela. To gange.

Jeg skrev i øvrigt en længere afhandling til bloggen fra kanarien, men fænomenet wifi var ikke lige nået til ussel skodby vest for Playa del Ingles, så dét indlæg ligger stadig og hygger hjemme på min Mac. Jeg er på arbejde, nemlig. Lidt endnu.

Jeg har været ramt af uforståeligt vintertungsind de seneste uger. Uforståeligt, spørger du? - For det er jo trods alt vinter?

Jo, men det virker bare mærkeligt, at det-der-der-grænser-til-depression (men som undertegnede der har været nede og vende med den ægte vare - flere gange endda og medicin og alt det der - alligevel ikke vil kategorisere sådan) overhovedet kan blive udløst, når man netop forebygger med D-vitamin og 27 grader og spansk ferieø?

Nu går det dog fremad. Nina - som jeg stadig træner med (og stadig giver mine varmeste anbefalinger) og som seriøst er min lille redningsplanke hver eneste uge - prøver at forklare mig, at jeg har for meget om ørerne. At det sgudda er klart, at jeg bliver sløret-sort i hovedet, når jeg omgiver mig med mennesker hele tiden. Også selvom det er gode mennesker.

Hun har nok ret. For jeg har udelukkende lavet gode ting siden omtrent 23. december. Seriøst. Vi snakker solferie afløst af nytår med de bedste mennesker afløst af svensk weekend-getaway med den absolut bedste (og de to firbenede der deler næstbedstepladsen). Afløst af mit stadig ret så nye job. Som jeg holder uendeligt meget af. Som i: virkelig, virkelig meget. Og så endelig afløst af en weekend med 2 x sene, sjove og våde aftener (jeg var på Vela klokken seks lørdag morgen. Seriøst. Klokken. Sex. Har ikke morgenfestet i (hvad-der-føles-som) årevis. Meget stolt af egen udholdenhed).

Men. Jeg har bare lavet for meget og for uafbrudt af det gode. Og det skal jeg øve mig i at lade være med.

Ikke desto mindre glæder jeg mig til fredag. For omtrent ved firetiden stikker jeg med Livslebben under armen til London. Rart hotel i Shoreditch og eneste plan er en booking på en eller anden smart restaurant i Clapham om lørdagen. Og så vil jeg megagerne se en musical. Men nu må vi se.

Og! Bonus-info: Min menstruations-app havde ellers lovet mig udsigt til blodig London-weekend. Men de røde guder har forbarmet sig og smidt lidt menses i nakken på mig allerede i dag. Ha. Så er det afsluttet fredag. Alt tegner med andre ord godt.