Den Store Såkaldt Lesbiske OITNB-konkurrence 2015

Kender I den der følelse af at ligge i det lokale træningscenter i downwardfacingdog og dvæle ved numsen i yogabuksen foran? Og ved den tilhørende dame med sexet korthårsfrisure? Og (igen) stille sig selv det evigt frustrerende spørgsmål, ”is she, or isn’t she?”

Fanden være med korthårede heterokvinder.

Nå men okay. Nu kan vi hjælpe opklaringsprocessen en lille smule på vej. Måske i hvert fald. For de gode mennesker henne på Netflix har nemlig spurgt, om jeg kunne have lyst til at udlodde en lille Litchfield-pakke med både orange trusser, en OITNB-hættetrøje og ikke mindst en orange "Property of Litchfield"-YOGAMÅTTE. Og kan vi så ikke aftale, at hvis man har en OITNB-yogamåtte, så er man friggin' lebbe?

Sgudda.

Netflix smider også et halvt års abonnement til deres formidable tjeneste i puljen, så der er rig mulighed for at se mere Orange ... Eller for at prøve kræfter med deres nye semilesbiske serie Sense8 (som jeg personligt altså måtte opgive efter første afsnit, fugtig dildo til trods. Magen til pauvert skuespil).

Så hermed lyder startskuddet til:

DEN STORE SÅKALDT LESBISKE LITCHFIELD-KONKURRENCE 2015

Præmiepakken (der også omfatter et halvt års abonnement til Netflix)

Og hvordan vinder man så den STORE SÅKALDT LESBISKE LITCHFIELD-PAKKE?

Jo. Kan I huske der i sidste sæson, hvor Poussey siger til sin militærbaseflirt, at hun har ”spektakuläre Titten”. Det er en flot kompliment. Og et smukt udsagn i det hele taget.

Og for at vinde skal du i kommentarfeltet nedenfor besvare følgende:

Hvad er den sjoveste/mest kiksede bemærkning, du nogensinde har fået/givet i sengen?

Jeg kan for det gode eksempels skyld lægge ud med at oplyse, at jeg engang var sammen med en dj, der gav mig oralsex og halvvejs kiggede op fra dybet og råbte mod loftet: 

”JEG ELSKER BARE SMAGEN AF FISSE.”

Stik den, ellers tager jeg yogamåtten selv. 

Kreativitet belønnes naturligvis. Og på lebbelivet foregår tingene, som I ved, ikke ved uvildige lodtrækninger. Lebbelivet er et diktatur, og jeg bestemmer. 

Hvis du ikke har lyst til at sætte dit navn under kommentaren (ja, jeg satser på svar, der er SÅ saftige), så smid mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com med navnet på, hvem der gemmer sig bag kommentaren.

Sidste chance for at være med er -- NB! FORLÆNGET TIL SØNDAG D. 21. JUNI KL 20! (Tidligere deadline var fredag d. 19. juni kl. 12.)

(Og for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået en skid for at udlodde konkurrencen. Ikke engang min egen yogamåtte. Så det.)

Pøjpøj!

---

Utroskab (undskyld).

Ej okay. Den overskrift var rent klik-madding. Undskyld.

... Jeg ville bare lige sige, at jeg næsten ikke kan kigge min kæreste, Poussey, i øjnene lige for tiden.

Fordi hun ved, at jeg ved, at hun ved, at jeg ikke tænker på hende længere. Når vi ligger der med hånden begravet i hinandens lyserøde Litchfield-licenserede trusser, tænker jeg kun på Stella.

Oh my god. Stella.

Jeg googlede lige – muligvis som lebbe #1.000.000 – "Ruby Rose lesbian". Og fik svaret. Hun spiller på vores hold. Og jeg er ved at dø over, at de tatoveringer er fucking ægte. Inklusiv ninja turtle-tatoveringen. For fanden.

Jeg ved ikke, om jeg er den sidste i universet, der hører om Ruby Rose, men det gør ikke oplevelsen mindre fornøjelig. Shit, hun er lækker. Selvom jeg er helt sikkert er mere til hendes rugged fængselslook end de der modellashots med pink læber, som hun præsterede i FHM (wtf, FHM, i øvrigt?).

Undskyld, Poussey. Du vil altid have en plads i mit hjerte, ik?

... Og hvem sørger så lige for at få strikket noget fan fiction sammen, hvor Poussey og Stella ender i et supply closet sammen? Chop-chop.

---

Jeg har set (halvdelen af) tredje sæson af Orange Is The New Black!

Jeg har set de første seks afsnit af tredje sæson af Orange Is The New Black! Så er det sagt. En eller anden form for privilegium har man trods alt som bloglebbe.

Og hvis man fx går og drømmer om at se (og hvem gør ikke det?) Big Boo full frontal nøgen fra hoften og nedefter kun iført strap-on, så er der rig mulighed for det i for eksempel femte afsnit.

Lea Delaria er seriøst mit butch crush #1 (selvom jeg almindeligvis egentlig bedst kan lide selv at være den tykkeste lebbe i sengen). Og hvis I ikke har det på samme måde, vil det tage jer max 50 minutter i selskab med hende og Dan Savage at lade jer overvinde.

Hun er simpelthen vidunderlig.

Nå men derudover kan alle fans af Alex (Laura Prepon) også godt glæde sig. Piper* og Alex (haha, jeg tastede galt og kom til at skrive "Alez". Hvilket jo faktisk ikke er helt upræcist) bliver endda rigtige kærester i den nye sæson.  Men jeg er seriøst ikke fan af deres forhold. Særdeles usezet (hahaha).

Men igen – seriøst.

Big Boo i frøperspektiv som under-ske i ikke-reversed cowgirl med hot unglebbe, der hopper af og efterlader endnu-vibrerende dildo stående ret op og ned fra BBs skræv.

Det er faktisk det hele værd.

Og det har det også bare at være. For tredje sæson er altså ikke helt lige så fed som de forudgående (undskyld!). Tempoet er lidt sløvt, dramaerne lidt for oplagte og uoplagte på samme tid. Så hvis ikke det var fordi vi får Big Boos helt vildt triste og seje opvæksthistorie om at finde sig selv og sin egen identitet, uagtet hvad fx forældre havde foretrukket, så havde det været lidt tamt.

Men Big Boo. Big Boo. Åh.

I andre almindelige dødelige kan vist fange den på Netflix fra d. 12. juni. Det er i morgen.

*EDIT! Før stod der "hende" i stedet for "Piper", hvilket skabte fuld forvirring, om hvorvidt det mon var Big Boo og Alex, der begyndte at date. Hvilket ellers ville have (mere) været spændende. Upsilebsi.

---

Har man kun bollet, hvis der har været penetration?

I lørdags tog jeg jo en impromptu bar-crawl med et par af de gode, og sandelig om ikke snakken faldt på, hvorvidt lebber kan bolle. Altså bolle-bolle.

Bøssen i selskabet mente, at med mindre der er tale om penetration, hedder det "at dyrke sex". Ikke bolle. Og han begrundede, så vidt min alko-tågede hjerne erindrer, udsagnet med, at en af hans heteroveninder ikke tæller de mænd med på sin bollelisten, som ikke har haft deres pik oppe i hende.

For bare at tale lige ud af posen, ik'?

Men sådan leger vi altså ikke i lebbeland. Jeg vil mene, at jeg har bollet med/været i seng med alle de kvinder, der har rørt ved min fisse, hud mod hud. Men sjovt nok tæller jeg på præcis samme måde som bøssens veninde, hvis vi kigger på mine hetero encounters.

Det generer mig, kan jeg mærke. Fordi det vel handler om en eller anden helt dybt funderet iboende heteronormativitet. Eller det modsatte? Barren for, hvornår man boller, er sat lavere med damer? Men er det godt eller skidt? Jeg er for træt til at tage stilling.

---

Kvindefodbold og Tomb Raider. Så er der også noget til ALLE lebberne.

Rastløshed drev Bedstebøssen og undertegnede i bio i går. SPY på Fissetorvet. Rimelig radical lørdag aften.

Da filmen sluttede ved halv-tolvtiden, ville vi da lige ud have en enkelt. For at fejre, at SPY faktisk var ret sjov. Og sandelig om ikke det passede præcist med, at et par af de gode lebber skrev og spurgte, om jeg var ude?

Så efter på Sommerstedet forgæves at prøve at finde et bord blandt en milliard studenter? Konfirmander? – Ungdomstyper, i hvert fald – gav vi op og endte på den aldeles kønsløse sportsbar High Q på den modsatte side af Sønder Boulevard.

Hvor der – and I kid you not – var to fjernsyn tændt. Det er ikke i sig selv særligt sjovt. Det sjove kommer her:

På det ene tv viste de kvindefodbold (Canada vs. Kina, hvis ikke jeg tager fejl), og på det andet viste de Lara Croft. Som min gode gamle K noterede: "Så er der også noget til alle lebberne."

Men omvendt ikke så meget til bøsserne. Bedstebøssen funderede længe og bestemte sig for, at han helst ville se Tomb Raider, hvis valget stod mellem det og damefodbold. Men tilføjede, at han hellere ville have set fodbold, hvis det var mænd, der spillede.

Han var bange for, det var sexistisk, men jeg forsikrede ham om, at det jo bare var liderligt.

Efter et par omgange, drog vi mod Vela, fordi en i selskabet – ingen nævnt – apparently ikke kan klare en bytur uden Red Bull længere. Hashtag #trediveplus.

Så vi tog på Vela. Sgu. Empowered og med planer om at take back Victoriagade.

Ankom til forkølet lebbefest: Der sad 15 lebber – vi talte dem! – fordelt ved borde og bar på Danmarks officielt eneste (hvis vi ser bort fra High Q, åbenbart) lebbebar.

19 inklusiv vores selskab. Tragisk. Gid, det var fordi de alle sammen var på Rafshaleøen.

Jeg hoppede med de andre ud for at ryge, lige i samme nu som den velkendte homobar-duo, ung lebbe + ung bøsse (efterskolevenner, gættede jeg på og fik siden bekræftet), ankom på cykel.

Ham gjaldende til hende: "Så er det bare med at komme ind og score."

Vores – modne – selskab reagerede naturligvis med at chante "scor! scor! scor" efter den stakkels unglebbe, der var et sekund fra at vende om, men alligevel tog mod til sig og blev integreret i vores selskab.

"Jeg vil være hendes mentor," som K proklamerede.

Om hun blev det, melder historien (endnu) intet om. For jeg kapitulerede som den første (uden Red Bull i årerne) klokken halv fem og drog hjem over i fuldt dagslys på sommerspontanbytursmåden.

---

Ualmindeligt meget information om min fisse

All right. Efter 16 timer med min Diva Cup føler jeg mig som et bedre menneske. Seriøst. Og gid jeg var sponsoreret for denne meddelelse. Selvom Divakopper nok til et helt liv egentlig ville være en ret pauver betaling, idet man nærmest kun skal købe en pr. liv, når nu man er kommet så sent i gang med kopperiet, som jeg er. De anbefaler, at man udskifter hvert tiende år. Og lur mig, om ikke alt det der overgangshejs så småt er indtruffet, når jeg fylder 44?

Det eneste, jeg virkelig kan ærgre mig over er, at jeg har brugt mine (og mine kære forældres) penge på hygiejneudstyr (ja), siden jeg i en alder af 13 fik menstruation DAGEN INDEN TUREN TIL BORNHOLM I SJETTE KLASSE. Seriøst. Har I nogensinde prøvet at hive et Libresse ud af trussen på et af de der ikke-kønsadskilte toiletter, hvor dørene hverken går til loftet eller gulvet, mens alle de søde drenge fra klassen (jaja, late lesbian bloomer, husker I nok) står og børster tænder. Lige. Uden. For. Døren (”døren” skal her sættes i heftige citationstegn. Det var nærmest bare en saloon-indgang).

Det rriiitttsjjj-larmer-riiiittttsssjjjjjj fuldstændigt-riiiijjjttsstjjj-vanvittigt-rijts.

Et hurtigt regnestykke, hvis vi nu siger, at man har menstruation rundt regnet en gang om måneden, giver 22 år x 12 menstruationer = 264 menstruationer á ca. en pakke Tampax stykket. Og hvis nu vi er flinke og siger, man altid kan finde dem på tilbud til 30 kr. (så anerkender vi også, at man måske trods alt ikke bruger en HEL pakke pr. blødning), så har jeg kastet lige knap 8.000 gode danske kroner efter Procter and Gamble, siden den skæbnesvangre dag i cirka 1994, der markerede min indtræden i de såkaldt frugtbare voksnes rækker.

Nu har jeg så købt en damekop. Jeg købte den på Amazon – samme mærke, som man køber herhjemme, men rundt regnet halv pris plus selvfølgelig lidt porto. Jeg valgte lynlevering fra London, for så kunne jeg nå at bruge koppen allerede til den menstruation, der sker i min skede I DETTE ØJEBLIK.

Live-reportage fra lebbe-fissen. Ulla Terkelsen, TV 2, Lebbens Skræv.

Men altså. Nu har jeg opsat to gange og udtaget en gang. Man tømmer vel to-tre gange i døgnet, tænker jeg. Og det går ret så peachy fra første færd. Syv ni tretten. Opsætningen er en lidt speciel oplevelse. Særligt hvis det er lidt tid siden man har haft silikone oppe i skrævet. Det føles lidt fremmedlegeme-agtigt (men sgudda hellere medicinsk silikone end klorbleget vat, egentlig!). Så snart den er placeret – og den placerede praktisk talt sig selv, da jeg lige fik den forbi indgangen (selv i sammenfoldet tilstand er den lidt bredere i omkredsen end en tampon, men også meget blødere) – mærkede jeg den SLET ikke. Som i: endnu mindre end en tampon.

Jeg har altid haft det lidt stramt med den der tamponsnor, hvis man lige fik sat sig forkert eller noget. Ingen snor her. Og heller ikke noget, der så meget som minder om gennemblødning. Og i morges kunne jeg så ellers fjerne den lille gummikop (med lidt besvær, indrømmet – der skulle skubbes mere end forventet med skedemusklerne for at få skidtet ud i lyset. Jeg er overbevist om, at øvelse gør mester). Og dér i koppen lå så ellers bare ret præcist 10 ml. af det reneste, fineste, ikke-koagulerede røde blod (omtrent den modsatte oplevelse af at fjerne en tampon, der er mærkeligt misfarvet), skylle det ud i toilettet, vaske dutten, genplacere den og komme videre med mit liv.

Helt alvorligt. Jeg er blevet et lykkeligere mennesker for 18 britiske pund og lidt fragtpenge. Og som feminist med småkommunistiske tendenser ELSKER jeg, at et fucking privat selskab ikke skal griske sig i min cyklus længere.

HURRA! Den er perfekt. Min lille søde Divakop. Dog er det måske værd at nævne, at jeg ikke hører til blandt heavy-bløderne. Og jeg kan forstå, blandt de af mine veninder der praktisk talt lider af jernmangel (det sagde hun også i går) en gang per måned, at det kan være lidt besværligt, hvis koppen er overfyldt, når den skal fjernes. Jeg oplevede personligt ikke noget der så meget som mindede om lækage, men jeg anerkender udfordringen. Jeg tror dog umiddelbart situationen må kunne løses ved at tømme tiere, men hvad ved jeg.

Og jeg kan helt ærligt slet ikke mærke, jeg har den i. Overhovedet. Jeg har af et par læger gennem årene fået at vide, at min SKEDEKANAL (ja) er relativt smal. Det er mine øregange og næsebor også. Så kan I selv gætte på, hvad der bevirker af nederen ophobninger. Men jeg havde ikke problemer med at placere koppen, ej heller selvom jeg – idet jeg er fyldt 33 – har købt divakop #2 til kvinder, der enten har født, eller er over 30. Og den passer fint i skrævet.

Anyway. Jeg har købt min kop via Amazon.co.uk (igen: gid jeg fik penge for det link, men desværre – jeg er ikke modebloggeragtig nok til at indkassere den slags deals), og den er perfekt. Suk. Hjerte-emoji.

Vi ses til Distortion, ik? I hvert fald en halv time, indtil jeg får et mildt angstanfald og haster hjemover igen.

---

Kald mig Caitlyn

Siden sidst:

1. Caitlyn Jenner debuterer som Caitlyn Jenner i ret så lækker form på forsiden af Vanity Fair. Det gør hun godt.

2. Jeg har købt en Diva Cup, og den leveres ekstrahurtigt via Amazon med levering onsdag. En dags tid inde i næste cyklus. Og cirka tyve års tamponforbrug for sent, tænker jeg.

3. Jeg stemmer på Enhedslisten. Som ved samtlige tidligere valg. Og jeg befinder mig for første (valg)gang på en arbejdsplads, hvor alt vest for Venstre betragtes som naivt, dumt og praktisk talt latterligt. Der er totalt konsensus (mig undtaget) om, at en skatteprocent på nul er lykken.

Og jeg er en kryster, der ikke tør tage diskussionen. Fordi jeg ved, jeg bliver følelsesladet. Ligesom jeg blev det, da den fine syriske advokatfamilie fik asyl i Assens. Jeg tror, mange som mig må have fældet en tåre over den scene i bedste DR1-sendetid.

Og jeg vil gerne give public service en giga-high five for deres "Da krigen kom til Toftlund" (ja, jeg har brugt min aften på flow-tv) – for den slags tv bliver ikke lavet uden moralsk og økonomisk støtte. SGU. Især rørende når TV-Avisen ti minutter senere kunne berette om 17 bådflygtninge, der ikke havde klaret turen fra Egypten til Italien. Præcis samme rute som syrerne i Toftlund. Det er fucking alvor det her.

---

Lesbisk afsløring. Igen. Det er ved at være old news.

Jesus. Melodunse blev en fest af dimensioner. Også selvom jeg – da 15 mennesker havde indtaget vores stue ved 19-tiden – helt ærligt et øjeblik var lidt loren.

Det er hverken første eller sidste gang i mit liv, jeg – uanset hvor meget jeg har glædet mig forud – får lyst til at gemme mig, når jeg bliver tvunget ind store selskaber. Også selvom der ikke er tale om tvang. Og også selvom der er tale om store selskaber, jeg selv har inviteret, bestående rub og stub  af folk, jeg holder ubetinget af.

Men alle bar for en stund over med stramtandet lebbeværtinde, og så fik jeg bare lige lov at sidde lidt. I ro og fred. Og så gik den sære følelse over helt af sig selv, og vi heppede os gennem tre timers transmission direkte fra Wien, som var det en fodboldkamp. Med hi-fives når der var douze points til Sverige og buh, når topscoren gik til Rusland.

Da udsendelsen sluttede ved ettiden, crankede vi op for Dansevise og Hallo Hallo og selvfølgelig Måns ... og siden Beyoncé, indtil underboen ved 4-tiden bankede på med den klassiske bøn. Som vi respekterede. Ish. Vi skruede ned, dansede en time længere og fangede så en taxi mod centrum da solen for længst var stået op, og vi var lige omkring seks standhaftige tilbage.

Hoppede først på Masken - med besked i indgangen om, at de altså havde lukket. Samlede et par af LLs damer op og derfra videre til Gay med besked om, at de altså lukkede en halv time senere.

På vej fra Masken til Gay stødte der flere af LLs lebber til. Heriblandt en, der havde været en del af selskabet på Oscar i sidste uge. Hun trak mig til side i morgengryet i homotrekanten mellem Masken, Gay og Never Mind (hvor vi – you guessed it – også endte, da Gay blændede op for lyset og gennede os mod udgangen). Og hun ville tale helt hemmeligt. Jeg var fuld og kæk og ikke helt frisk på hemmeligheder og holdt godt fat i Bedstebøssens arm.

Da hun – som var hun i færd med at afsløre sit allerinderste – spurgte, om det var mig der var den der lesbiske blogger? Jeg benægtede kækt. Og hun troede på mig. Men det kunne mit ego jeg alligevel ikke holde ud. Så jeg gik til bekendelse. Hvorefter hun omtrent tyve gange fortalte mig, at jeg var noget af det sjoveste.

Det er ved at være der, hvor det sker hver eneste gang, jeg er i selskab med fremmede lebber. I ved jo godt hvem jeg er, så snart vi hilser. Sværere er det heller ikke at lægge en småbuttet sortklædt lebbe med to franske bulldogs sammen med en LL og en adresse på Vesterbro, vel?

Men det ændrer altså ikke på, at jeg fastholder anonymiteten her på bloggen. Det gør det hele lidt sjovere. Trods alt.

Jeg tænker, vi var hjemme ved syvtiden. Men jeg ved det ikke. I går gik med så godt som en fuld sæson af The Returned, de barskeste tømmermænd i mands minde, en smule restemad og seng, seng seng. Dage, der forsvinder.

---

Og nu vi taler om lesbisk dating?

Klokken er ti minutter i elleve, fredag aften, og jeg ligger i min seng med sovende LL ved min side. Og intet kunne jeg ønske mig anderledes.

I morgen ved syvtiden vælter godt og vel 15 melodunsekåde mennesker ind over vores dørtrin, og med rester af en ond, ond influenza i en noget overarbejdet krop ligger jeg bare så fint lige her.

Om lidt lukker jeg computeren og ser et par afsnit af første sæson af Arrested Development. For anden eller måske faktisk tredje gang. Men inden da har jeg et spørgsmål, som I skal besvare. Alle jer, der ved ting, og omgiver jer med andre lebber end sådan nogle, der er i fast forhold på femte år.

For på et indlæg fra forleden spurgte en spørgende (ja, det er så langt mine adverbiale sprogblomster kan hive sig op her til aften) lebbe, hvor jeg mon ville netdate, hvis jeg nu - gud forbyde det - blev single i dag.

Og det er DÆLEME et godt spørgsmål. Jeg tænkte straks på Boyfriend. Som for evigt vil være Boyfriend i min erindring, for da jeg første gang oprettede en profil med et rørende lige dele prætentiøts og frankofilt brugernavn og mødte min første store damekærlighed (som jeg tilbragte tre år sammen med, så lidt godt kommer der da ud af Boyfriend), fandtes den lyserøde og kedeligt heteronormative (særligt siden formål taget i betragtning) indgang slet ikke.

Men er Boyfriend overhovedet noget værd længere?

Jeg skrev for en del år siden herinde om et andet websted, Wmen tror jeg det hed. Eller Womn. I hvert fald ordet "Woman" eller "Women" stavet med udeladelse af et eller andet bogstav. Hvilket jeg dengang (hvor jeg i højere grad end i dag kunne gemme mig bag en vis anonymitet - med berømmelsen (ha!) kommer også de snedige stalkere, der regner ens identitet ud på mere eller mindre udspekulerede måder) vovede at påtale var et ret kikset navn. Hvortil jeg fik en ikke udpræget venligt opsang fra stifterne. Forståeligt nok. Vi sluttede nu siden fred, for småskidte navnevalg (undskyld!) til trods, er alle lesbiske initiativer i min optik meget, meget velkomne.

Så er der jo Tinder, som jeg er meget ulykkelig over aldrig at have swipet mig frem til nogle damer på. Men det har simpelthen ikke eksisteret i den periode, jeg har været single. Men jeg har hørt, at lebber på Tinder udsættes for mange henvendelser der mest vedrører at lege sidste brik i et ellers meget heteroseksuelt trebrikkerspuslespil.

Vela nærmer jeg mig ikke længere. Jeg kan huske at komme der for ti år siden og skæve til de der gamle lebber, der altid hang til højre for baren, så man skulle masse sig forbi dem for at komme ud til toilettet. Og jeg kan huske, i hvor lille grad jeg drømte om, at nogen nogensinde skulle se på mig på den måde, jeg så på dem ... på. Jeg har en gigantisk aversion mod at være en af de gamle sølle.

Nevermind er mest for bøsser, men trods alt var det der jeg mødte min LL.

Oscar har et decideret pauvert udvalg af lækre damer (på nær naturligvis sidste fredag), og så er jeg løbet tør for forslag. For Gay - det gamle Dunkel (R.I.P.) - er simpelthen for plastikshotsglasagtigt. Ik?

Og Masken er også en bøssefest?

Og hvad med Brenda? Altså ikke Brandons søster, men den der dating-app for lebber. Der – sidst jeg testede – ikke pingede helt vildt ud på det københavnske filetmarked.

Har nogen andre bud? For nu skal jeg altså tjekke, hvordan det står til med familien Bluth. 

---

Vela + Speed-dating + Evig iboende angst for at møde folk ansigt til ansigt.

På torsdag arrangerer Vela speed-dating. Det er sgudda spændende. Hvis ikke det var, fordi jeg var i fast forhold på snart fjerde år (gulp), ville jeg helt klart deltage med hundrede procents sikkerhed sidde derhjemme og tude over, at jeg hverken havde modet eller selvtilliden til at være med.

Jeg kan seriøst ikke forestille mig noget mere utrygt end speeddating. Jeg er MESTER i online-dating (jeg er åbenbart mester i mange ting - også den usunde ske, fx). Eller altså, det var jeg. Jeg føler mig totalt på hjemmebane så snart det handler om ord og skrift og alt det.

Og frem for alt så snart jeg kan gemme mig bag en lille skærm (anonym blogger, anyone?).

I samme øjeblik, som jeg sidder over for et andet menneske – især hvis dette andet menneske er et, jeg har en eller anden form for seksuel/romantisk interesse i – går jeg helt i flovhed. Med mindre jeg er fuld. Altså sådan rigtig fuld. Jeg er alt for dårlig til at holde mig på egen banehalvdel og ikke hele tiden se mig selv med modpartens blik. Det er faktisk lidt af en akilleshæl.

LL kunne knap genkende den Såkaldte Lebbe, der inviterede hende hjem på en glas vino en uges tid +/- efter den første vanvittigt hede nat. Jeg var faktisk nærmest ikke i stand til at kigge hende ind i øjnene (der ellers er de pæneste, jeg nogensinde har kigget ind i), og det var nok blevet ved et one-night-stand, hvis ikke LL denne anden aften havde taget sagen og/eller initiativet i egen hånd (så at sige).

Så speed-dating. Det lader vi de lækre mennesker om. Eller i hvert fald dem med bedre face-to-face-selvtillid end undertegnede.

Men SHIT, jeg vil gerne høre jeres historier efter torsdag.

Og i øvrigt: er I også helt VILDE med ham der Dennis, der på facebookeventet helt høfligt spørger, om han må komme med til lesbisk dating-event? Han måtte gerne komme til mit lesbiske datingevent. Anytime. Når nu han spørger så pænt. Det kom til at lyde mere lummert og han-skulle-ikke-gå-mange-gange-rundt-om-min-seng-agtigt, end planen var. Men det må I selv ligge og rode med. Som man siger.

Og så til event-detaljerne fra Facebook, der blandt andet peger på, at man kan sidde i ly for en THUNDERSTORM, hvis man møder op. Er Facebooks vejrprognoser ikke altid sådan lidt overdramatiske, altså, fald nu ned Facebook, har der *nogensinde* været thunderstorm i Danmark?

---