Er 'Den Usunde Ske' helt særligt lesbisk?

I fredags var det godt vejr. Så direkte fra arbejde var det planen at mødes med LL på Oscar og drikke en fyraftensøl.

Da jeg parkerede cyklen på hjørnet af Regnbuepladsen gik det (igen) op for mig, at jeg er blevet ... ældre. For ti år siden var Oscar lidt noget, vi i min omgangskreds rynkede brynene (næsen?) over. Folk på Oscar var gamle og kiksede. I ved.

Og i dag er der få steder, jeg føler mig så behageligt tilpas som der. Det skulle da lige være Nevermind.

Man har et standpunkt. Og sådan.

Da jeg spejdede efter LL og erfarede, at jeg var kommet hende i forkøbet, gik en af hendes veninder mig i møde. Et helt lille lesbisk selskab inklusiv flere af LL's venner okkuperede nemlig et par borde i de sene solstråler.

Jeg slog mig ned, LL stødte til, øllene smagte godt, og pludselig var klokken tæt på midnat.

Det meste af selskabet var brudt op, men vi sad en lille flok på fem tilbage. To af dem, der var gået, var gået sammen. Og det var åbenbart lidt overraskende. Uden at kende detaljerne sådan helt til bunds, blev det mig i hvert fald forklaret, at de to lesbiske singleveninder (der i øvrigt er nærmest præcis samme type: små og vanvittigt veltrænede, tilbagestrøget hår, godt med knald på teinten og læderjakker) havde forladt selskabet samtidig – for "måske/måske ikke at ligge i ske", som en af de tilbageværende funderede.

Naivt spørger jeg:

"Jamen, det er der vel heller ikke noget galt med? Det lyder da meget hyggeligt at ligge i ske."

Hvorpå en af de tilbagevendende, lad os kalde hende KL (Klogelebben), så rigtigt svarer:

"Ja. Med mindre det er en usund ske."

Og det måtte jeg jo give Klogelebben ret i.

Den usunde ske er virkelig ... usund. Og måske endda ret så lesbisk? Jeg er personligt verdensmester i usund ske, når jeg er single. Hellere en usund ske end ingen ske, synes at være min (og en række andre (lebbers?)) logik.

I kender det måske? 

De der skeer som nok lidt i hvert fald for en periode forhindrer, at man kommer ud og oplever det der store, fordi man – lige meget hvor meget man siger højt, at det jo bare er midlertidigt og no strings attached og ingen følelser og slet ikke kærestemateriale – alligevel (og "man" kan her 1:1 erstattes med "jeg") typisk kommer til at føle et eller andet for en hvilken som helst kvinde, man giver så meget tid, nærhed og intimitet.

Giver det mening?

I øvrigt resulterede øl i den aftensol, der forsvandt omtrent klokken ni og efterlod en flok lebber siddende rystefrysende i hårdnakket insisteren på at det altså VAR sommer, i at jeg har tilbragt resten af weekenden under dynen med lange baner af snot hængende ud af næsen og faktisk feber.

Det var stadig det hele værd.

---

Slet ikke lesbisk nok.

Jeg har passet min ven og faste hundeluftpartner-in-crimes lille damebulldog et døgns penge. Og har således erfaret, at min hundegrænse går ved lige præcis to styks. 

OMG, hvor er jeg simpelthen alt for lesbisk (I ved, det er kun rigtige kvinder, der kan holde styr på flere ting på samme tid) til at multitaske mig gennem tre hundesnore.

Dels er der det stigma, der følger lige i røven på professional dog walker-looket.

Og dels er der den der følelse, når hende den ret så cute lebbe, som man altid møder, når man lufter, og som har sin egen franske bulldog, kommer cyklende forbi, og man har lyst til at råbe efter hende, at man altså IKKE er en crazy hunde-hoarder, der ikke forstår at stoppe i tide men simpelthen bare hvert andet år må tilegne sig endnu fransk til flokken.

Jeg så på et tidspunkt et hundeprogram (for sådan en er jeg åbenbart), hvor der var en dame, der havde fem hunde. Og beskrev dem – hende og hundene tilsammen, altså – som "KOBBELET". Altså. At de var ET HUNDEKOBBEL.

Hende vil jeg aldrig blive til. Aldrig.

(Og det der med Orange Is The New Black (som dem, der ikke følger mig på Facebook, måske ikke ved, har jeg smugset de første 6 afsnit af tredje sæson som en slags ”tak for lebbeindsatsen, kammerat” fra Netflix). Det skal nok komme. Men jeg må ikke endnu. Ingen spoilers før juni, siger PR-typerne. Og jeg retter naturligvis ind.)

---

Hundelegetøj eller sexlegetøj?

Jeg ville have svoret, jeg allerede havde skrevet om det. Altså om, hvor meget hundelegetøj og lebbesexlegetøj helt generelt ligner hinanden.

Men det må have været et af de mange indlæg, der blev ved tanken.

Eller også er søgefunktionen her på bloggen så elendig/mine sprogblomster så upræcise, at jeg seriøst ikke kan finde indlægget ved hjælp af gloser som "sexlegetøj", "hundelegetøj" eller det mundrette: "dildo".

Men nu er CollegeHumor jf. BuzzFeed i hvert fald kommet mig i forkøbet med den store test:

HUNDELEGETØJ ELLER SEXLEGETØJ? 

Helt alvorligt: Homohundene EJER legetøjet på den der første gif. Spoiler alert: Det er hundelegetøj.  Det ER hundelegetøj.

... Og det var decideret flovt første gang vi havde nyt bekendtskab på besøg og "legetøjet" lå på sengen. Hvor 2xHomohund gerne slæber det op. Jeg LOVER, det er sådan, det hænger sammen. Lover.

---

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30'erne lidt har indhentet mig efterhånden.

... Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger "vi" fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: "Let it go!"

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

"Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg," spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der - hey! - havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, "I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?", og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

---

Et farvel til en af de sejeste

Yesyesyes. Findes stadig, men skulle lige have noget Barcelona-tur overstået og sådan. Den ferie blev så godt og grundigt kompromitteret af trist nyhed søndag: Min far overbragte mig pr. sms det faktum, at min elskede farmor var død. 

Hun døde forrige torsdag, og for en uge siden drog jeg til Vejle og sendte hende godt af sted til tonerne af Frank Sinatras ”I Did It My Way”.

Meget passende, i øvrigt, for netop den sang indkasserede hende en naboklage, da hun sidste sommer en sen nattetime gjaldede den ud over ældreboligerne i Bredballe. På repeat.

Hvis man kan være sjælsbeslægtet med en kvinde, der er nærmest præcis 50 år ældre end en selv, så var jeg det med farmor. Vi var pennevenner, indtil (og efter) hun for en håndfuld år siden skriftligt meddelte mig, at hun havde brændt(!) mine breve. Fordi ingen skulle finde dem og læse dem, når hun ikke var her mere. Det var vores private korrespondance. Det brev svarede jeg nu på, og hun svarede tilbage. Og sådan fortsatte udvekslingen.

Det sidste brev fra farmor fik jeg i sommer. Med godbidder til hundene, et kopieret billede af en fjern slægtning, et avisudklip og to sider med fine håndskrevne ord om fugle, træer og alderdom.

Det brev fik jeg aldrig svaret på. Jeg tænkte på at svare næsten hver dag – uden lyv. Men jeg fik aldrig lige taget mig sammen. Og det fortryder jeg nu. Så, så bitterligt.

Duften af hvidløg vil altid minde mig om farmor, for helt til det sidste svor hun til at spise et helt om dagen. Ikke et fed, men et helt, råt hvidløg. Og følelsen af kokostæpper under bare tæer, hjemmeblandede ansigtscremer, musik fra fjerne egne og glæden ved ord, sprog, bøger.

Hun døde mens hun lå i sin seng med Ken Folletts ”På kanten af evigheden”. Det kunne ikke have været bedre, når nu det skulle være. Symbolsk og helt vildt farmorsk. På kanten af evigheden.

Og når nu hun selv nåede kanten, før hun fik læst til ende, må jeg gøre det for hende. Og så i øvrigt forsøge at leve livet (næsten) lige så skørt som farmor. My way.

(Og husk så lige at få sendt de breve og sagt de ord. Man ved aldrig, hvornår det er for sent.)

Jeg ville gerne have skrevet om spanske darkrooms, homodiskoteker i flere etager, lebber hver gang man drejede sig rundt, gourmetmad (vi spiste/drak hele vores rejsebudget op. Seriøst. Ud med shopping, ind med michelinrestauranter) og alt det der. Men hele ferien ligger i en mærkelig tåge af lige dele spiritus og afstandssorg på den der måde hvor det hele synes uvirkeligt. Så måske en anden gang.

---

Alene hjemme er SÅ okay

Jeg har med fuldt overlæg forsinket min påskejyllandsafrejse en enkelt dag, fordi det betyder, at jeg har hytten helt for mig selv fra nu af, og indtil jeg hopper på noget offentligt transport mod Århus i morgen formiddag.

LL og jeg havde kær ven til middag og rødvin (flertal) i går. Det blev sent.

Egentlig var der en anden aftale på tapetet, men da klokken slog 16, og jeg stadig havde i hvert fald to timers arbejde foran mig, før jeg kunne råbe påskeferie(-ish), aflyste vi lortet. 

Hjemmeaften.

... Men da jeg så var ovre og handle til noget sen aftensmad til ved ottetiden, møder jeg sandelig kær ven i Rema, og kær ven er rastløs, og kær ven lokker ("men skal vi ikke pimpe bare en liiiiille smule?"), så et hurtigt opkald til LL senere, står den på indkøb til middag til tre, jeg lægger lidt ekstra rødvin i kurven og ender med at kæve og kævle til de små timer.

Kær ven, der er rimelig powersingleagtig på langtidsmaner spurgte i aftnens løb, om vi – mig og LL – ikke kommer til at savne hinanden, når nu vi tager til hver vores familier over påsken?

Hvilket resulterede i to lesbiske blikke, skamfuldt rettet mod bordet. 

For lige meget, hvor meget vi elsker hinanden, så kan det faktisk være helt ualmindeligt rart efter fire år med lidt alone time af og til. Som i: virkelig rart.

Så jeg smed LL+2xHomohund på et tog mod hovedbanen, og nu har jeg tænkt mig at tage et langt og varmt bad, lægge en sort ansigtmaske, varme rester i mikroen og se alt det House of Cards, jeg mangler, mens jeg fylder HELE sengen.

Og selvfølgelig kommer jeg da til at savne min dame. Men lige nu har jeg det rimeligt ok med at være helt alene. Bare HoC ikke er for uhyggeligt.

---

Orange Is The New Black-nyheder. Sort of.

Servicemeddelelse: Måske ved alle det allerede. Men OINTB er tilbage med en tredje sæson midt i juni. Jeg har sat et kryds i kalenderen og forventer klart at tilbringe fredag nat i puttekassen med mit yndlingsmenneske den 12. juni.

Man kunne selvfølgelig også tage til det der marathonarrangement som garanteret bliver afholdt i en af de hippere københavnske biografer. Men jeg bliver så utilpas i store lesbiske selskaber. Som om jeg slet ikke kan være i min egen krop af ren og skær selvbevidsthed.

Så det.

Og så lige lidt Samira Wiley'sk eye candy at sove på. I sure do like the Poussay.

---

Middag med homoerne + Sams Bar-effekten

Fredag = middag med homoerne og X factor på projektoren et sted på Frederiksberg – og hvordan kunne Danmark sende Jógvan [:jæg'varn] i finalen oh my god hvor hører forkølet indierock bare ingenlunde hjemme i bedste statsfinansierede sendetid?

En del rødvin og herlige diskussioner (om hvad? Jeg kan ikke huske det. Rødvin har samme effekt på konversationserindringer, som danskvand har på rødvinspletter. Eftersigende).

Opbrud ved to-tiden.

En del af selskabet drog på Amigo Bar, som – undskyld mig meget – vist ikke helt kan gå under betegnelsen homobar længere, ahva? Et stort, heteroseksuelt kødmarked. Så vi gik igen. Overvejede Vela men kunne ikke helt overskue at være de gamle ovre i hjørnet. Tog i stedet på unavngiven bar i nærheden og efter en bakke med ti-shots-for-hundrede-kroner (det var den type etablissement), endte vi – som man jo gør – på Nevermind.

Og igen blev jeg så lykkelig. For hvor vildt er det at bo i en (alt andet lige) storby, tage i byen med sin kæreste og sin bedste ven, træde ind i et lokale, der vibrerer af god stemning, og på vej til garderoben 1) få øjenkontakt og derfra verdens største knuser af Sin Nye Ven, 2) mærke en ikke helt diskret hånd på sin venstre balle, vende sig og få verdens største knuser af en anden af de gode bøsser, og 3) dreje sig en kvart omgang og støde frontalt ind i en tredje af de virkelig fab?

Altså. Tænk lige hvor forrygende det er at have et sted, man potentielt faktisk ville kunne opsøge solo og alligevel være ret så sikker på at møde nogen man kendte! Det giver mig den vildeste optur. Det er totalt Cheers og alle kender dit navn (sagde hun uden det mindste gran af ironi. I'm that famous) og "Norm!". Og her stopper den associationsstrøm, det er vist til alles bedste.

Jeg er simpelthen så stor fan af bøsser. Og ingen hemmelighed skal det være, at det da bestemt også tildels skyldes, at bøsser er ret så glade for mig. Helt generelt. Hver og en. Allesammen.

På toilettet ventede mig og damen foran i køen meget længe foran låst wc-dør. Indtil vi for tredje gang banker høfligt på og ikke en men to mænd træder ud, begge i færd med at lyne op. De forlader det lille toilet, og jeg high-fiver med min tissetrængende kø-kammerat over, at vores venten ikke var in vain, for den havde jo det smukke formål at de to herrer, tænker jeg, fik tilfredsstillet en eller anden form for behov.

Klokken lidt over seks trillede LL og undertegnede forbi Burger King, inden vi cyklede hjem og gik ret så lykkelige omkuld. Og klokken middag blev hundene leveret nyluftede og trætte til døren af verdens bedste dog sitter. Og nu skal vi se The Jinx som er et udmærket plaster på det åbne sår, som Serial har efterladt i vores true crime story-hungrende bughule. Bestemt anbefalelsesværdigt her to og en halv episode inde i løjerne.

Jeg ved i øvrigt ikke helt, hvad/hvor bughulen er. Bare lige for the record.

---

Nørd vs. Lebbe, eller: "Mine fingre fejler ikke noget."

Af og til består en del af mit arbejde i at teste nye versioner af en helt bestemt iPhone app sammen med nørderne oppe fra udviklingsteamet.

Jeg er nemlig berømt vidt og bredt som master-crasheren, der kan få alt til at gå i stykker. Det gør mig til et bundsolidt og nærmest uundværligt test-subject, når man skal sikre sig at noget elektronisk vitterligt er komplet umuligt at smadre.

Således sad vi der om mødebordet, og pludselig gad app'en ikke lege på min telefon. Jeg rapporterer min fejl til nørderne, der ikke forstår, hvad der kan være galt.

Så en af dem siger, halvt i sjov:

"Er du sikker på, det ikke er din finger, der er noget galt med?"

Jeg tager en dyb indånding. Fanger hans blik.

Holder en middellang kunstpause og kan se, hvordan han 1) fortryder sit ordvalg, og 2) ikke helt ved, om vi kan tage den hele vejen ud over kækhedsrampen.

Men det kan vi. For jeg svarer:

"Honey. Tro mig. De her fingre fejler absolut ikke noget. Der er i hvert fald hidtil ingen, der har beklaget sig."

Nørd: 0 / Lebbe: 1

Burde tagge indlægget under "subtile insinueringer".

---

Skamfuld lesbisk lørdag med tungt hoved

Nå, men jeg var lige ovre og handle for et par timer siden – i natbukser og med daggammel mascara under øjnene og munden så dybt begravet i et halstørklæde, at ingen spritånde kunne slippe forbi muren af uld.

... Og helt skamfuldt måtte jeg lige tage en ekstrarunde i butikken med min kurv, da jeg kom op til kassebåndet og ellers skulle til at smide tortillachips, cherrycola, hønsesalat og alt, hvad 2xTømmermændshjerter ellers begærede på kassebåndet, for jeg kunne simpelthen ikke bære at stå der og hviske, "på beløbet" til flere ugers kalorieforbrug (der i øvrigt forventes 100 procent indtaget inden midnat i dag), mens der stod et kernesundt lebbepar og læssede frisk basilikum og andet overskud fra kurven og op på transportbæltet lige foran.

Helt kække var de med højt hår, stramme fitnessnumser og de helt rigtige gulerodsagtige jeans nede i Nike-sneakerne under militærjakken. De så bare så usandsynligt sunde ud, at jeg ikke kunne bære at konfrontere hverken dem eller mig selv med eget underskud på indkøbsfronten.

Først efter fem minutters cirklen rundt bagerst i butikken turde jeg – med bøjet hoved – at nærme mig kasselinjen.

Nu også med Holiday-dipmix i kurven.

---