Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.
Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.
Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:
 |
| Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst. |
Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.
Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.
Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.
Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.
 |
| Holddaop, hvor fint. |
Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).
Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.
Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden "my husband" og "my wife" overfor, hvor vi finder homokvarteret.
Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.
Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed
Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det
aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.
Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.
Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.
Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.
Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.
I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.
Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?
