torsdag den 17. december 2015

"They can, but not all will"

Jeg faldt lige over denne meget, meget fine tegneserie, der forklarer, hvordan penis, vagina (og alt der imellem i alle former) i virkeligheden opfører sig ret ens. Erektioner er ikke forbeholdt penisejermænd, fx.

Tegneserien er lige her nedenfor, og jeg skal huske et lille tip-med-hatten til Pink News, hvor jeg fandt den, og selvfølgelig også til Erika Moen, den seje tegner bag striben.

Det, jeg så godt kan lide ved tegneserien er, at den er vanvittigt elegant og konsekvent i sin politiske korrekthed. Når der tales om, hvad henholdsvis fisser og pikke kan, beskrives det hver eneste gang, at det altså ikke er alle, der kan det. Et eksempel:

"So both dicks and pussies can (though not all will) get hard and wet".

Meget, meget fint.





søndag den 6. december 2015

Voksenfest.

I går gik det op for mig, at jeg og en god bunke af mine jævnaldrende venner nok lidt lever i sådan en Peter Pan-agtig lomme af 30'erne, hvor virkeligheden endnu ikke helt har indhentet os.

Det handler klart om at være børnefri. For lørdag aften var jeg nemlig til voksenfest hos en anden klat af mine venner: Min gamle (og fuldstændigt fab) veninde og hendes mand havde inviteret til gilde.

Da jeg ankom ved ottetiden var jeg faktisk glad for, at det viste sig at være en skoene-af-fest (og også glad for, at jeg stoppede forbi Netto på vejen og købte nylonknæstrømper uden huller ved storetåen). For det var på en eller anden måde alt rigeligt, at jeg havde dullet den op med røde læber, mens samtlige andre (med undtagelse af min veninde, faktisk) var børnefamilieagtige med tøj og hår, der var parat til at tage imod de havregrødsklatter, dagen måtte bringe. Festen havde på en eller anden måde ikke rigtigt brug for, at jeg også stadig havde stiletter på.

Jeg følte mig totalt som hende, der kommer udklædt til arbejdspladsens Halloween-fest som den absolut eneste. Men det hjalp at være barfodet - naturlig dress down på to og et halv sekund.

Og hey. Det var skidehyggeligt. Det kom bare totalt bag på mig, at det var en børnefest. Havde nok ikke brugt helt lige så lang tid på garderobe-angst og eyeliner, hvis jeg havde regnet dén ud før afgang.

Da selskabet brød op klokken 22.30(!), sad mig, min veninde, hendes mand og en enkelt anden tilbageværende og tyllede gin&tonics nogle timer, indtil værterne kapitulerede ved to-tiden. Og jeg meget belejligt i samme øjeblik fik sms om, at en af homoerne netop var på vej mod Nevermind.

Så på med hælene igen. Og ind til alle bøsserne. Ja. Bøsserne. For HVOR FANDEN er lebberne? I gamle dage var der masser af lebber på Never - men jeg tror faktisk, jeg var den eneste i går. Masser af bøsser, og en del kvinder - men de var bare sådan lidt julefrokostheteroagtige, fortalte min gaydar mig.

Har Vela fået en revival? Eller er der et helt andet sted, lebberne drager hen? Hjælp?

Men i hvert fald presser jeg vist bare citronen for de allersidste ungdomsdråber. Vi er en god håndfuld i min vennekreds, der stadig lever det der friere liv uden børn, der skal hentes klokken 15.30, og aftensmad der skal stå klar klokken 18. Heldigvis. Jeg ved slet ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var den sidste i kredsen, der stadig stod tilbage med behov for byliv og alkohol og hele dage i tømmermandssengen. Det er så vigtigt for mig, at der stadig er nogle der trækker i retning af midttyvernes løssluppenhed.

Og samtidig formår de af mine venner, der har bygget små reder med tobørnshusholdninger og madplan, altså også bestemt at få det til at se dragende ud. For det virker megahyggeligt med hjemmeaftener og flow-tv.

Holder jeg bare helt ynkeligt fat i krummerne af noget, der for længst er passeret forbi mig? Jeg kæmper med ungdomslængsel for tiden. For realz. Sikkert på grund af nyt og sygt ansvarsfuldt job og langtidsplanlægning og vintersind.

En lille stemme i min mave råber bare konstant, "Jeg vil ikke jeg vil ikke jeg vil ikke!". Være voksen, forstås.

Lebbens store gaveguide

Jeg er verdens mest elendige gavegiver. Seriøst. Jeg kan ikke finde ud af at give gode gaver, endsige huske hvad folk ønsker sig. Har dyb respekt for den type mennesker, der lige har et google-dokument liggende, som de opdaterer, hver gang deres nærmeste i forbifarten får nævnt, hvad de går og drømmer om. Så de et halvt år senere kan tage røven og give den drømmegave, modtageren allerede har glemt, de fantaserede om. Jeg er mere sådan en lillejuleaftenspaniktype. Så det.

Men! Her er fem gaveforslag til lebben i dit liv. De ville i hvert fald bringe glæde, hvis lebben i dit liv var mig. Men det er hun jo nok ikke.

(Og præcis som tilfældet oftest (nærmest altid) er, så er jeg ikke sponseret/intimmasseret. Ingen penge eller produkter eller tjenesteydelser (host-host) har skiftet hænder, og der er ikke nogen, der har slikket mig i øret til gengæld for indlægget.)

You're welcome.

Gaveforslag #5
Nanna Grü er en sej, århusiansk celebberity (see what I did there?) + kvinden bag one woman-bandet Not Daisy, der netop har selvudgivet en dejlig cd. Køb den via Not Daisys facebookside (og giv hende et like med på vejen ved samme lejlighed) før din lebbenabo.



Gaveforslag #4
Queer Jihads "Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!" er vigtig og i øvrigt dansk. Og psst! Hvis du køber bogen inden d. 15. december via almindelig.com sender seje Mads Ananda Lodahl gratis antihomofobiske klistermærker med! De vil garanteret se flotte ud på indersiden af din lebbehadende onkels toiletdør. Og han gætter aldrig, hvordan de er havnet der.


billede lånt fra queer-jihad.blogspot.dk

Gaveforslag #3
Til femmen i dit liv. 'nuff said. Jeg ville personligt blive megaglad for sådan en lille pin, faktisk (hint-hint). Via etsy.



Gaveforslag #2
Shit man. Faldt lige i sjove-t-shirts-fælden. Jeg hader i virkeligheden festivalfænomenet med kække slogans på brystet. Men jeg tror ikke, jeg ville blive decideret vred, hvis nogen havde de her bluser på. Faktisk. Og jeg kunne måske også selv finde på at tage dem på, når jeg skulle træne. Og det er jo også en form for blåstempling.


Via: http://etsy.me/1ObOqb5

Via: http://ebay.to/1OI2765


Via: http://etsy.me/1Nc0w44

Gaveforslag #1
Til lebben, der har alt, foreslår jeg en vibrator belagt med 24 karat guld. Fordi din elskede(s) fisse da har fortjent lidt iskoldt ædelmetal at varme sig på. Den koster lige knap 8.000 dollars, det svarer vel til godt og vel 50.000 gode danske kroner. Du får også en æske at opbevare den i. Så de penge er da godt givet ud. Køb den her.


fredag den 4. december 2015

Gnubber ferskenen

Can't talk right now - this chick's dick is in my mouth.

Og vi siger tak til Peaches for at tage begrebet NOT SAFE FOR WORK til helt nyt niveau med videoen til "Rub". Bemærk, at du muligvis skal havde bekræftet, at du er ok med "mature content" for at se videoen ... For mature content, det er det bestemt.

Husker stadig den der Vice-fest for godt og vel ti år siden, hvor hun spillede den frækkeste koncert ude på Refshaleøen. Det var tider.


Peaches - Rub (Uncensored) from Peaches on Vimeo.


onsdag den 2. december 2015

Selvbevidst vs. homobevidst

Det er vildt. Jeg er 34 år. Jeg har været lebbe de seneste ti. Som helt sikkert har været mine mest klarsynede år. Alligevel er jeg stadig yyyyyderst bevidst, når emnet "min kæreste" kommer op i professionel sammenhæng. Og jeg tilføjer et "hun".

Jeg sidder altid et minuts penge efter og tænker over, om min samtalepartner mon tænker over, at min kæreste ikke er en mand.

Men lige nu spekulerer jeg på, om det i virkeligheden mest bare handler om mig - ikke om min seksualitet.

Om jeg bare ofte lige er en tand mere selvbevidst end flertallet?

Om jeg ville tænke lige så meget over det, hvis min kæreste hed ... (ha, og her gik jeg så totalt i stå - apropos selvbevidsthed. Jeg kunne pludselig ikke finde det helt rigtige drengenavn til mit eksempel. De første tre eksempler, jeg kom på, var ægte navne på ægte mandlige eks'er. De næste tre var mine bøssevenner, og derfra røg jeg i tankestrømmen forbi to navne, som jeg ikke engang tror, en eneste perifær bekendt i min omgangskreds bærer - hvilket fik mig til at granske dybt i mindebanken ... for hvor fanden kom de SÅ fra, de navne?)

Er jeg bare overdrevet selvbevidst, og burde jeg bare stikke alle overvejelser - og i det hele taget den her lillebitte blog - langt op i røvi?

Sover lige på det.