mandag den 29. september 2014

OMG. Lebben outet ude i virkeligheden.

Ih! Jeg har så travlt – også med at skrive om al den kærlighed – og det betyder, at jeg helt har glemt at fortælle, at jeg blev outet fredag aften.

Altså. Der var ikke som sådan nogen, der pegede på mig og råbte "hun er lesbisk" (jeg er typisk selv så hurtig til at råbe op om det, at det er svært at komme mig i forkøbet). Nej, det var sgu bloggen!

For første gang nogensinde blev jeg koblet med Mit Såkaldt Lesbiske Liv ude i virkeligheden.

Der var drinks på work efter fyraften, og en øl blev hurtigt til rigtig mange og musikquiz og nye kolleger og højt humør. Senere på aftenen drog vi videre på en cocktailbar nede ved kanalerne. Snakken går, og det er alt i alt bare rigtigt fornøjeligt. Omkring midnatstid er der opbrudsstemning. Selv skulle jeg jo ligesom bare hjem, så jeg kunne være nogenlunde frisk til lørdagens kærlighedsekstravaganza, og de andre ville vist videre på some bar or other.

Og der sidder vi så. Mig og ny - i øvrigt skideflink - kollega, idet han læner sig frem med følgende ord og et sigende blik - jeg citerer frit efter hukommelsen, der på daværende tidspunkt muligvis er lidt sløret af stærke sager i martiniglas:

"Du skriver jo pissegodt."

Jeg svarer med et kort tak og tænker, at jeg jo også har lidt en kommunikationsstilling, så mon ikke det er det, han hentyder til?

Men han fortsætter:

"Jeg kender til bloggen."

Øhmmwhat?

Han lover straks – i øvrigt uden at jeg behøver at bede ham om det – at holde tæt over for de resterende kolleger, der heldigvis ikke lytter med på samtalen. Og egentlig er han bare fuld af komplimenter og beundring. Det viser sig, at han har en god lebbeveninde, som for tusind (eller i hvert fald et enkelt) år siden regnede min sande identitet ud.

Hun sendte dengang en mail til mig med sit bud, jeg bekræftede og kaldte hende en snu ræv, hvilket i øvrigt betød, at jeg fik det her virkelig fine billede retur:


Men hvordan hun har koblet, at det er mig, der er begyndt på hendes kammerats arbejde – det blev faktisk aldrig gjort mig klart. Må lige diskret-tjekke med ny kollega næste gang, vi fulder os.


søndag den 28. september 2014

Når man tager kærligheden med sig hjem

Jeg er i den privilegerede situation, at jeg faktisk har en hel lille håndfuld veninder, som jeg simpelthen ikke kan ranginddele i en grad, så jeg kan kalde kun en enkelt for den bedste. De er alle sammen ... den bedste.

Men en af disse, skønne A., blev gift på Nørrebro i går.

A. har jeg kendt i lige godt halvdelen af mit liv. Og der var en periode i årene før vi flyttede hjemmefra og således boede i hver vores ende af landet, hvor vores forældre måtte lægge begrænsninger på vores telefonsamtaler - vi fik et loft på en times sladder per dag.

Senere rykkede vi heldigvis begge til København, og i lange perioder har jeg nærmest boet hos hende, når mit eget liv blev for sprælsk og festligt, og A. repræsenterede ro, tryghed og familie med slumretæpper og te. Jeg tror ikke, der er ret mange, der kender mig så godt som A., og der er heller ikke ret mange, jeg på samme måde, som jeg gør med A., altid ved lige præcis, hvor jeg har. Hun har bare altid været der, når lortet brændte på.

Og i går blev hun så ellers gift med sin dejlige, dejlige mand, ved verdens fineste ceremoni på en meget smuk plet i hovedstaden.

Og jeg holdt tale (og var så rørt at jeg tudede allerede da jeg testede mig gennem mit oplæg med LL som publikum om formiddagen). Og drak mig fuld. Frygteligt fuld.

LL og jeg sad ved det bedste bord, blandt andet sammen med et par af de lebber, der udgør en stor del af kernen i de tilbagevendende homomiddage, jeg vist har nævnt en gang eller fire, og som har taget en næsten rituel form her efter fem år.

Og det var så skønt. Og kærlighedfuldt. (Og helt fantastisk fedt at være til bryllup med ikke bare brudeparrets fantastiske venner men faktisk også en god del af sine egne fantastiske venner.)

Det smukkeste øjeblik – hvis vi lige ser bort fra gommens tale til bruden, brudens sang til gommen, forældrenes taler til deres unger, kyssene, maden, lanternerne og alt det andet – var dog helt klart, da vi omkring midnatstid rejste os fra bordet, og der så småt blev skruet op for musikken.

I ved, det der punkt, hvor dansegulvet er meget tomt, og alle lige skal dyppe tæerne, inden de springer helt ud i trinnene.

Hverken det første nummer, der blev smidt på anlægget, eller det efterfølgende var der synderligt meget gang i danseriet til. Men så var der pludselig Marie Key for fuld udblæsning.

Uden Forsvar ... og så ellers fire lebber (de to på denne adresse inklusive) i en rundedans, vi heldigvis godt alle sammen kunne se det komiske i: Så stod lebberne der. Og dansede til Marie Key.

Bagefter dansede vi til virkelig, virkelig meget andet og fandt vist først hjemad, da personalet begyndte at vende stole og slukke stearinlys – og brudeparret forlængst havde kastet håndklædet i ringen.

Åh.

Gid alle i verden ville invitere mig med til deres bryllupper. Hvis ikke lige der var de der regler om, at man ikke må have sort tøj på, ville det virkelig være den perfekte fest. Hver gang. Så meget kærlighed. Og ikke mindst så meget kærlighed, man tager med sig hjem fra sådan en fest.

Det er så magisk.

Man kan nærmest ikke lade være at blive en lille bitte smule ny-vild med sin egen LL, når man tilbringer en hel dag i sådan en vidunderlig rus af romantik.

tirsdag den 23. september 2014

Givskud Zoo. Typisk. Fucking. Lesbisk.

Jeg smuttede lige forbi en ret så lesbisk facebookgruppe forleden. Jeg likede den. Og – vupti – dukkede følgende recommendations op til mig: 


Jeg griner og græder på samme tid. Det er så ... præcist. Og tænk engang at Facebook har en algoritme, der i praksis kan fortælle mig, at "Other lesbians also liked ..."

Det er da ret vildt. Og det andet vilde er dette:

Givskud Zoo.

Jeg har været der. Måske to gange endda. Men ikke som sådan i lesbisk øjemed. Har dog måske haft damekæreste med til familiehejs i Givskud Zoo engang. Så det.

Min hjerne slår folder på sig selv i forsøget på at gennemskue det homorelaterede ved den dyrepark?

Hvorfor dukker Givskud Zoo op side om side med Anne Linnet, Linda P., Marie Key og (for crying out loud) Sarah-fra-X-Factor?

Linse Kessler kan vi også godt snakke lidt om. Hun er på en eller anden måde en ret perfekt stødpude (bryst-pun intended) mellem lebberne til venstre og så dyreparken. Hun er lige dele lebbeikon (tænker jeg) og dyreven, ikke?

Men jeg er stadig forvirret. Og like'de i øvrigt ikke Givskud Zoo.

mandag den 22. september 2014

Noget for noget

Romtoddy og cookies og livretter.

Selvom LL faktisk også er syg (jeg kan ligesom se fremtiden skrevet i hendes hosten og snue - hun er lige et par dage længere fremme i det samme forløb, som jeg gennemgår), bliver jeg fan'me taget godt hånd om.

Der er endda skumfiduser i min romtoddy. Skumfiduser!

Jeg kvitterer med sygdomssurhed, drageånde og universets dybeste rander under øjnene.

Men jeg tror godt, hun ved, jeg elsker hende. Sådan helt vildt meget.

Lige nu udføres der i øvrigt en skoldhed 69'er i fodenden af sengen. Men det er hverken den ene eller den anden febermatte lebbe, der er involveret. Fucking upassende, homohunde.

Truism: Når man er syg, må man stjæle fra BuzzFeed

Jeg har underdrejet mig med en ordentlig omgang forkølelse.

En omgang forkølelse, vel at mærke, der gjorde virkelig vellykket middag med gode venner på Osteria 16 i lørdags lidt mindre sjov. Men også kun lidt. Fordi det er svært at smage nuancerne i råmarineret scampi, når ens næse er så stoppet, at selv yoganæseskyllekanden må give op og vende om i døren. Døren er mit højre næsebor i denne her metafor.

Men det skal ikke stoppe mig. Så her har I lidt eksternt indhold til underhold:

22 of the realest lesbian problems

Møhø.




fredag den 19. september 2014

Om bøf-frisure. Og om at være ene lebbe i hanegården. Og lidt om sexisme. Måske.

Åh ja. Jeg havde jo lovet jer to sjove historier. Hvilket måske er det dummeste i verden, man kan gøre.

Fordi:

1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.

Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.

Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.

Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.

På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.

Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag - jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.

De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.

Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:

Kollega er lige blevet klippet. Han "har fået bøf-frisure", siger han.

Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.

Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, 'bøfferne' nede i træningscentret har?

"Nej," forklarer han:

"Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet."

Og så forstår jeg. Og svarer:

"Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår."

Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega - ham med bøffen.

Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?

I don't know.

Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.


torsdag den 18. september 2014

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

"Hvorfor mig?" spurgte jeg meget naturligt.

"Fordi du er lebbe," svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

"Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition."

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har - fik endda hele flokken til at grine et par gange - blandt andet da jeg sagde:

" ... And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months."

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde - en af de studerende - mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende - hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

"Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart," fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

"That's GREAT!"

Hun viste sig at være fra Sydstaterne ("the deep-deep South", som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

"I just never really told anyone."

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om "adult transition" meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, "jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske" – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

onsdag den 17. september 2014

September bliver åbenbart aldrig min måned

Der er sket to virkeligt sjove ting i dag, som jeg havde glædet mig til at blogge om. Fordi de var så skønne og lesbiske og lå lige til den her lebbebloggers skrivelystne højreben.

Men det må blive en anden dag.

For oven i det sjove skete der også det fuldstændigt ubegribeligt hæslige, at der over middag var to ubesvarede opkald fra min moster. Og en sms fra samme med den foruroligende besked:

"Ring snarest. Det er vigtigt."

Sidst jeg fik den type melding havde min far fået kræft. Forrige gang havde min mor.

Nå. Men en opringning senere kunne jeg erfare, at min mor – I ved, hende der gennemgik et rimeligt nederen kræftforløb for fem år siden – tidligt i morges er blevet fragtet i ambulance til Skejby Sygehus med kraftige hjertesmerter.

Så var kursen ligesom lagt for dén dag. Der kan åbenbart ikke gå en september uden seriøst dårlige nyheder på forældrefronten.

Hele dagen var et langt limbo i venten og samtaler med meget ulykkelig lillebror og trippen og følelsen af at være ubærligt langt væk fra Århus og alt for pleaser-agtig omkring nystartet job og forventninger og sådan.

Og nu – for en halv time siden – kunne jeg endelig tale med min lille mor, der har været til undersøgelser hele dagen. Og som kunne fortælle, at hendes store blodårer er helt okay, og at alt tyder på, der bare har været tale om en eller anden hjertekrampe. Som man kan medicinere forebyggende mod fremadrettet og som ikke er livstruende.

Alt det mascara på kinderne til (syv-ni-tretten) ingen verdens nytte.

Min mor er i øvrigt typen, der lå på sin båre med drop i armen bag i ambulancen og bad Falck-typerne slukke for sirenen, for "det var da ikke nødvendigt at vække hele kvarteret, bare fordi hun havde lidt ondt."

Fuck, hvor jeg elsker hende.

(Og de to lebbehistorier kommer en af dagene.)

Positiv særbehandling til LL og undertegnede (og tak for det)

Ih! Jeg har helt glemt at fortælle om Rom. Eller - vigtigere - om turen derned. Eller. Helt præcist om vejen gennem security i Kastrup.

I lufthavnen på vej mod Rom og miniferie tog vi os nemlig ualmindeligt god tid til både kaffe og en croissant (pænt optur, at Lagkagehuset har åbnet filial på vej til Terminal 3. Så kan man lige fyre alle de penge af, man ellers sparer ved at sidde på plastiksæder hos Norwegian, på en trekantsandwich og en Christianshavnertærte).

Således opdagede vi en kende sent, at der herskede totalt kaos oppe på lufthavnens førstesal - køen ville tage omtrent 25 minutter. Hvilket rundt regnet var den tid, vi havde til at nå ud til vores gate.

(Apropos lavprisflyveri: klart det er billigere, når man praktisk talt skal gå halvdelen af vejen til Rom gennem syntettæppebelagte lufthavnsgange.)

Og der stod vi så. Og trippede. Nogle af os mere end andre. De af os (hint: ikke mig), der rent faktisk har 50 pct. sydlandsk blod i årerne, har nemlig også et noget mere, hmm, abstrakt begreb om tid, end de af os, der bare ligner, vi er af mellemøstlig afstamning (seriøst. Hvis jeg havde en tier for hver gang, jeg er blevet tiltalt på arabisk og tyrkisk i København (nå ja, og i Cairo, Marrakech, Tunis og ikke mindst Alanya), ville jeg have måske 1.000 kroner).

Nå. Men vi trippede, gjorde vi. Lige indtil vi kom så tæt på boardingpas-scannerne, at jeg øjnede en mulighed:

CPH Fast Track-indgangen! Man har vel ikke været frontseat-VIP-fashion week-type for ingenting.

(Det her indlæg kunne også godt have heddet: "Alle veje fører til Rom. Men især the fast track.")

Jeg gik målrettet mod kvinden, der vogtede fast track-lanen. LL fulgte efter.

Og nu sker det sjove og måske (ret sikkert, mener LL) lesbiske:

For kvinden var helt obvious til samme ende af genusspektret som LL og undertegnede. Vi snakker mohawk måske en lille stretch i øreflippen - og under alle omstændigheder den version af lufthavnsuniformen med bukser frem for den med pencilskørt.

Der var altså meget lidt tvivl.

Jeg spørger hende (helt diskret og uden så meget som at antyde min egentlige mission. På den måde er jeg ret snedig):

"Hvor lang tid tror du, vi skal sætte af til at nå til Gate xx?" (tilføjet blafren med de øjenvipper, som vist aldrig har scoret mig særligt meget hverken her eller der. Sad smiley. En stor flirt bliver jeg vist aldrig.)

Hun svarer, at det nok tager ca. 20 minutter og kigger først på mig og så på LL. Som hun i grove træk kunne dele frisør med. Og så tilbage på mig.

Og så tilføjer hun:

"Er det bare jer to? Så kan I tage fast lanen. Men kun fordi ... (hurtigt blik fra mig til LL til vores hænder i hinandens) ... det er jer."

"Det er jer!"

Og så hastede vi ellers igennem security som de VILP's (Very Important Lezzie People), vi nu engang er.

Og der gik faktisk en dags tid, før vi kom til at snakke om, om der nu også var tale om positiv særbehandling. LL er helt overbevist. Hun siger, at hun nogle gange, når vi er sammen og møder åbenlyse lebber, oplever, at de ikke fatter, at jeg er lebbe, førend de får øje på hende. Det samme skete åbenbart i lufthavnen.

Lektien må være altid at holde sin LL i hånden. Ikke?

Disclaimer: Jeg har desværre ikke fået så meget som et lillebitte gavekort til lufthavnslagkagehuset for det her indlæg. Det kunne fan'me ellers have klædt dem. Til gengæld har en, jeg kender perifært, fået et gavekort på 300 kr. til McDonalds, efter han for nyligt fandt et stort, fedt og ret uhyggeligt glasskår i en af deres burgere. Det er sjældent, jeg siger det, men: Man skulle have boet i USA. Så var man nok blevet millionær på det fund. Tænker jeg.

Jeg har i øvrigt tagget det her indlæg som "diskrimination", fordi det er det tag, jeg har, der kommer tættest på "antidiskrimination". Så det.

tirsdag den 16. september 2014

Nej. Lebben vælger *ikke* sine kampe (om mandagen)

Aha. Om mandagen er jeg så typen, der ikke vælger mine kampe. Tilsyneladende.

Var forbi døgnapoteket efter verdens længste arbejdsdag i går. På vegne af LL, der lå og vred sig hjemme i dobbeltsengen. Og ikke på den gode måde.

Bad om uspecificeret lægemiddel mod ondskab.

Apotekerdame: "Er det til dig?"

Mig: "Nej, det er til min kæreste."

Apotekerdame: "Aha, så tænker jeg ikke, at der er noget graviditet inde i billedet [haha]."

Mig (demonstrativt og lidt for højt i tyst aftenapotek): "Øh. Det kunne der nu så sådan set godt have været, for min kæreste er en kvinde. Men nej. Der er ikke noget graviditet inde over."

Apotekerdame: "Har han prøvet at tage medicin mod xxx før?"

Mig (come nu on): "Ja. Det har hun."

Egentlig var der ikke noget at være flov over. Men jeg følte alligevel – da jeg bevægede mig fra skranken – lidt som typen der lige skulle råbe op om, at jeg diggede the punani ved enhver given lejlighed.

Også selvom jeg jo egentlig bare insisterede-agtigt på, at apotekerdame skulle se sin egen normative tilgang til sit fag i øjnene. Vi er ikke alle sammen kærester med mænd, iveller?



Badum-tjiii (for tyvende gang).

Der er én ting, der skuffer mig, i forbindelse med gårsdagens breaking news om, at "Orange is the New Black-writer left her husband for Poussey"

Jeg tror godt, I ved, hvad det er.

SERIØST! Hvorfor var der ikke nogen, der greb chanchen og lavede den her overskrift:

Orange is the New Black-writer left her husband for pussy.

Alle havde chancen.


mandag den 15. september 2014

Ej. Er vi virkelig kun tre lebbebloggere?

Nå men jeg kan se, at der under et tidligere indlæg bliver spurgt til, om jeg kender andre danske lebbeblogs?

Svaret er et – nærmest – rungende nej.

For jeg kender faktisk kun de to, der allerede nævnes i kommentarfeltet (Yup, I'm gay og De Syrlige Drops), men læser desværre ikke nogle af dem fast. De er bestemt fine men rammer bare ikke lige i plet for mig. Måske er det noget med alder - YIG er vist noget yngre end mig, og DSD lidt ældre og i hvert fald lidt mere sådan en med børn, hvilket jeg mildest talt ikke er.

Der er egentlig heller ikke rigtigt nogle andre blogs, jeg læser sådan fast-fast. På nær måske (den nu hedengangne eller hvad?) Dines the Infotainer og i lidt mindre grad også de andre, der nævnes på læselisten. Især selvfølgelig The Vintage Hausfrau, som min gode gamle Århus-bästis Julia står bag.

MEN DET ER JO IKKE LEBBEBLOGS.

Så helt alvorligt. Gør lige spørgende læser (og undertegnede lebbeblogger) en tjeneste og kast flere danske lebbeblogs i hendes (jaja, og min) retning – det er nærmest samfundstjenstligt. 

Breaking. Seriøst.

Det her. Det er fanme breaking - tjek lige Vanity Fair:

Orange is the New Black-writer left her husband for Poussey

Jeg har ikke tid til at læse nu. Men den er på listen til senere. OMG. Giv alternativt resume i kommentarfeltet, jeg nåede kun at læse følgende: "While working on the prison drama she realized she was gay."

!


søndag den 14. september 2014

Hvem er de seje lebber?

Jeg og LL trodsede ondskabsregnen i går og tog til middag med en flok gode lebber på Nørrebro.

Blandt emnerne til debat var dette vigtige:

Hvem er egentlig de seje lebber i vores generation?

Emnet kom på bordet, fordi vi snakkede om Djuna Barnes' nye bog og derfra om Rosa Lux og Anne Mie Dreves, som vi alle sammen så enormt meget op til for nogle år tilbage. Og bevares, de er stadig mægtig seje - det er ikke sådan, det skal forstås.

Men de er også alle tre lige en tand ældre end os - mere slut-trediverne end starttrediverne. Hvilket sandsynligvis også var en del af fascinationen, da man stod der på Dunkel og til Suicide Sundays på Vela og kendte dem en lille smule.

Hvem er egentlig de celebre (foruden de om bordet samlede, forstås) lebber i min generation - de start-1980'er-fødte?

Jeg kan slet ikke komme i tanker om, hvem der kan snuppe titlen? Har vi nogle dj's og kunstnere i begyndelsen af trediverne, som bør nævnes? Forfattere og musikere? Filosoffer og clubkids?

MARIE KEY, sgudda. Hun må nævnes (ofte). Det er ikke for sjov, hun har sit eget tag her på bloggis.

Men hun er måske trods alt ikke så smart-i-en-fart-gå-i-byen-kendt, som de tre ovenfor. Hendes tøj er i hvert fald ikke helt lige så hipt. Men hvem er der ellers?

lørdag den 13. september 2014

Det er okay, det er okay, jeg er lebbe!

Mødtes med Bedstebøssen til en enkelt (riiiight) fredagsøl efter arbejde i går. Og sandelig - bag baren på Oscar stod ingen ringere end Min Nye Ven.

Det er altid lidt med stramt krydsede fingre, man træder over dørtrinnet til den fine bar på Regnbuepladsen, for det kunne jo være, det lige passede med at verdens bedste nye ven var på vagtplanen.

MNV udbrød, da han så Bedstebøssen og jeg et henrykt (bilder jeg mig ind):

"Ih, hvad laver I dog her?"

Hvortil BB og undertegnede bevægede os - i stedet for bare at beskrive, hvordan vi begge arbejder lige rundt om hjørnet - ud i en længere og mææhægtig morsom bortforklaring a la:

"Ja det ved vi da så sandelig heller ikke, hvad er det her dog for et forfærdeligt sted, og hvad laver alle de hooomoseksuelle her? Fy fan."
Der sad en ældre bøsse (I guess) i baren, som semi-lyttede med på vores tirade af eder og bøsseforbandelser (måtte lige google den præcise betydning af ordet 'tirade'. Og må hermed klappe mig selv på skulderen over at have brugt det helt korrekt. Så dygtig).

Og jeg følte mig derfor nødsaget til lige at tilføje - bare så fremmed bøsse ikke troede, jeg var skingrende homofob:

"It's okay, it's okay, I'm gay too!"

Hvortil fremmed bøsse svarer - ikke vredt, mere sådan godmodigt og småironisk:

"Ja. Så tror vi på den."

HAN TROEDE IKKE, JEG VAR LEBBE. Det er et problem.

Men dog ikke et større et af slagsen, end at vi slog os ned udenfor, MNV også (han har arbejdet på Oscar i tusind år og har således en vis autonom råderet over sine pauser), og drak øl.

Da jeg en times tid senere havde givet LL et kys eller to - hun stødte til, for hun havde en aftale med en veninde samme sted - brød BB og undertegnede efter en enkelt (riiiight) fadøl op, købte smørrebrød på Halmtorvet og drog mod Vesterbro med en flaske rødvin. Jeg havde lovet at lufte hunde. Og så bagte vi cookies og så Vild med Dans og kom ikke rigtigt videre.

Jeg har i øvrigt aldrig før set Vild med Dans - højest lige zappet forbi, men aldrig set-set det. Det er vel nok et kedeligt program. Men sødt at der er bøsser med, uden at det bliver italesat som eksotisk. Kudos, TV 2.

Og for knap to timer siden - ved ottetiden - tumlede LL ind af døren med morgenmad til mig i en overraskende diskret syvhestes, der vist havde haft Nevermind som sit arnested. Så nu sover nogen, mens andre blogger (og spiser cookies).

onsdag den 10. september 2014

Jeg er ikke død (don't jinx it)

Jeg er ikke død. Til gengæld er jeg ret overrasket over, at I overhovedet har bemærket mit fravær (you love me, you really do!). 

Men jeg har fået nyt arbejde. Og nyt arbejde trækker tænder ud. Mere om det i et andet indlæg.

Samtidig har jeg vovet at holde lidt computerfri ferie mellem gammelt arbejde og nyt arbejde og således brugt min tid i LLs arme i Rom. Eller. Det vil sige. Én arm om LL, og den anden om skiftevis en ordentlig klump bøffelmozzarella og et glas prosecco. Åh altså, det var tider.  

Men jeg var da tilbage til priden. 

Og priden symboliserer ikke bare bøssernes helt egen juleaften men også den ene dag i løbet af årets 365, hvor jeg har fået lov til at klæde hundene ud. Nogen i husholdningen er mere begejstrede for kæledyr i kostumer end andre. 

Så vi kørte regnbuefarvet tyl på 2xHomohund. Paradens mest populære motiv. Miss OTB som indisk gudinde, go home.

Herudover var yndlingsøjeblikket, da jeg – i den brutale toiletkø på Masken – (trods alt adspurgt) fortalte kølebbe, at jeg var 33 år. Og hun sagde “whaaaaaaat? No way.” 

Det var en god dag. 

Dog blev jeg så fuld, at LL overvejede at konfiskere min cykel på hjemturen. Men jeg insisterede vaklende. Og insisterede også på, at vi skulle forbi Vela. Det blev verdens korteste besøg. Vi kom, vi købte øl, og to (seriøst) minutter senere sad vi på cyklerne igen. For mange mennesker og for lidt plads i maven til yderligere alkohol. Og godt det samme. Det begyndte så småt at dryppe, da vi cyklede fra Victoriagade. Og derfra gik det som bekendt bare vejrmæssigt ned ad bakke. God really DOES hate the fags.


Jeg er tilbage, jovist – men jeg er i underskud af alt. Søvn, sex, overskud (underskud af overskud, så ved man det strammer til), alting. Så jeg er sandsynligvis røvkedelig. Som sædvanlig. Jeg skal lige finde hen til det sted, hvor bloggen igen bliver et outlet og ikke en pligt. Jeg er sjovest (og mest behageligt selskab), når jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være. 

Men jeg er her. Og bliver kun lidt såret, når I foreslår at jeg i mit fravær giver stafetten videre til en gæsteblogger. Som Bedstebøssen sagde, da jeg fortalte, at en af jer derude havde stillet mig det forslag i kommentarfeltet: "Det er jo din legeplads. Man foreslår jo heller ikke et band, der ikke har udgivet et album i et par år sådan lige at skifte besætningen ud og drøne forbi et studie, vel?" Og et eller andet sted må jeg give ham ret. Det ville være intimt grænsende til intimiderende at give Mit Såkaldt Lesbiske Liv videre til en anden. 

Men andre lebbeblogs i den danske sfære er yderst velkomne - jeg stiller mig forrest i læsekøen!

Note to self: Dit valg af pronomen handler ikke om mig.

Det her er så motherfucking dybt. Virkelig skarpt og præcist og meget, meget klogt.

Læs lige denne her kronik i Politiken, den hedder "Brug et kønsneutralt sprog" og gav mig lidt at tænke over.

Og når du har læst hele kronikken via linket ovenfor. Så læs lige konklusionen en ekstra gang:

"Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget."

Mig gav det stof til eftertanke, fordi jeg vist selv er halvskyldig i at føle behov for - og krav om - at diskutere andre individers valg af pronomen. Selvfølgelig åbent og anerkendende. Men stadig diskuterende. Hvilket i sig selv er en form for - hmm - sætten-spørgsmålstegn-ved. Ikke-accept midt i accepten.

Jeg bliver alt for ofte for tiden konfronteret med mine egne firkantede normkasser, hvor meget jeg end gør for at undslippe dem.

Tak for kronikken, kloge menneske!